Da jeg gik ind på Nationalmuseet, mærkede jeg, at jeg hører til

Jeg nåede knap at sætte mig i Nationalmuseets store sal, før noget i mig faldt til ro. Det var ikke forventningen om en stor aften i "forskernes tegn", der gjorde det. Det var rummet. Lyset, varmen, de gamle genstande, den stille summen.

Det hele mindede mig om en følelse, jeg ikke havde mærket længe: at jeg hører til i en fortælling, der begyndte før mig og fortsætter efter mig. En fortælling, jeg ikke har ejerskab over alene, men som har formet os som folk.

Men det var ordene, der gjorde forskellen.