Kulturanalfabetisme umuliggør den gode kulturoplevelse

Der er ingen grund til at tro, at en øget kultursatsning og den påtvingelse af kulturen, som blandt andre Ulla Tofte kalder det, ødelægger det lystbetonede engagement med kulturen.

Mikkel Brok-Kristensen
Partner i Red Associates

Af Mikkel Brok-Kristensen
Partner i konsulentvirksomheden Red Associates 

Søndag formiddag er der fyldt godt op på Statens Museum for Kunst, altså i børneværkstedet. For ude i det rigtige museum, der hvor kunsten vises frem, er der meget langt mellem gæsterne.

Og det er lidt svært at forstå. For godt nok er værkstedet særdeles veludstyret, men det samme er udstillingsrummene med dansk guldalder, fransk impressionisme og moderne europæisk kunst.

Så mens vi voksne må vige pladsen ved arbejdsbordene for de små, er risikoen for at træde en anden over tæerne foran Rubens, Nolde eller Cranach ganske begrænset.

Det ser heller ikke ud til, at mange af de udøvende i værkstedet finder vej ud i udstillingen, inden de finder udgangen, og igen er ude i det grå efterårsvejr.

Vi er analfabeter udi kunsten
For nogle af os handler det måske om, at det er svært at vide, hvad vi bør gøre, og hvad vi skal søge. At vi ikke ved hvordan, vi skal se det, og vi helt ærligt ikke orker at gå igennem et museum uden at vide noget om, hvordan vi skal tilegne og forstå det udstillede.

Mange af os føler os simpelthen ikke i stand til at forstå den kunst, vi beskuer, når vi gæster diverse udstillinger.

Det er en skam, for vi går glip af noget, og vi berøves den føde, vi i stigende grad behøver som kosttilskud til de mange tomme kalorier, vi så let fylder os passivt med gennem vores tv, computer, tablet og telefon.

Lyst og pligt snarere end enten eller
Derfor er det oplagt at se på den rolle, skolen spiller i kampen mod kulturanalfabetisme, ikke mindst i lyset af de længere skoledage vore børn kan se frem til allerede fra næste skoleår.

De længere skoledage skal ifølge det nye folkeskoleforlig i første omgang styrke den faglige læring, men de kunne jo også, uden at være et modstykke til faglig læring, bruges til at styrke den kulturelle forståelse.

En holdning, formålsparagraffen for folkeskolen klart lægger op til ved allerede fra begyndelsen at pege på, at børnene udover at lære noget også skal gøres interesserede i dansk historie og kultur.

Der er ingen grund til at tro, at en øget kultursatsning og den påtvingelse af kulturen, som blandt andre Ulla Tofte kalder det, ødelægger det lystbetonede engagement med kulturen eller er i modsætning til faglig læring.

Mest af alt fordi den formodede sammenhæng mellem læring i skolen og tvang er en smule søgt.

Det er formegentlig snarere omvendt, nemlig at en hel basal forståelse af kulturen vil gøre den langt mere tilgængelig og på denne måde skabe bedre forudsætninger for museumsbesøg med familien eller teaterbesøg med vennerne, for nu at give et par eksempler.

Et oplagt greb, man kunne gøre, er i langt højere grad at inddrage den brede vifte at skoletjenester, alt fra folkekirken over diverse museer til spildevandscentre tilbyder.

Hånd i hånd med klare, store ideer
Jeg er, som tidligere beskrevet her, bekymret over manglen på store kulturpolitiske ideer, og jeg tror ikke, en øget kulturanalfabetisme erstatter behovet for store ideer.

Det er snarere sådan, at hvis vi som samfund vil fostre store kulturpolitiske ideer, må vi lære vore børn at tænke, navigere og forstå kultur allerede fra første færd.

Vi lever i en verden med en enestående mulighed for at få adgang til alverdens kultur, men det er utrolig trist, hvis det alene fører til kulturel dovenskab, hvor det letteste er at lege sammen med børnene i værkstederne i stedet for også at turde tage dem med ind til udstillingerne og blive forundret, forarget og oplyst.

Og for at vi når hertil, kunne de længere dage i skolen bruges til også at lære børnene kulturens mange former og udtryksmåder at kende.

Naturligvis skal børnene kunne stave og regne, men de ideer, der åbner nye verdner og udvider horisonter, er flerdimensionelle og har alle også hjemme i kunsten.