Debatten om politisk kunst viser, at de borgerlige også er blevet aktivister

Fra højre ført an af borgerlige røster som Kasper Støvring, Anders Samuelsen og Kristian Ditlev Jensen.

Fra venstrebred Niels Krause Kjær, Lars Bukdahl og Informations Matthias Dressler-Bredsdorff, hvor det fra de sidste to kort sagt har lydt, at hvis de dygtige borgerlige kunstnere fandtes, ville vi nok være bekendt med dem.

En på overfladen valid betragtning. Hvis den da ikke kom fra den intellektuelle venstrefløj, der i årevis har haft som deres raisons d'etre, at manglende repræsentation fra diverse grupper sjældent skyldes mangel på talent, men derimod strukturer og usynlige skævvridninger.

Med andre ord: Hvem er de at påstå, at et på overfladen meritokratisk system pludselig virker?

Under de heftige diskussioner har debattens deltagere dog forekommet enige om én ting: At kunst er politisk, og kunstnere nogle, som det er vigtigt at kunne placere i politiske kasser og kategorier. Det er den præmis, jeg synes, er dybt nedslående.

Vejen for den frie kunst og udfoldelse må være, at vi bevæger os væk fra en kultur, hvor der forventes et bestemt politisk ståsted.

Peter Bitsch Hjortshøj

Selvfølgelig kan du finde en politisk dimension i al kunst, du kommer i kontakt med. Ligesom der eksisterer et politisk lag i enhver park, du nogensinde har betrådt, idet nogen har besluttet, at den måtte ligge netop der.

Men er det politik, du ser, når du kaster blikket udover parkens blomsterbede, så ser du ikke længere parken.

Betyder det, at jeg ikke mener, at der findes en politisk slagside i kunstens såvel som kulturens verden? Selvfølgelig ikke.

Jeg husker eksempelvis en konkret episode fra min tid på Den Jyske Forfatterskole: To dage før et valg lænede en kvindelig forfatterspire sig ind over bordet til os andre og sagde: "Vi er vel enige om, at vi alle stemmer rødt i morgen."

Sådanne kommentarer og internt gruppepres eksisterer. Det ved alle, der har færdes i kreative og kunstneriske miljøer, medmindre man er så rød, at man ikke kan se andre farver.

Så hvorfor råber jeg ikke til himlen en stor tak over, at vi endelig har samtalen?

Først og fremmest fordi jeg har set, hvordan den som så mange vigtige samtaler i tiden er blevet reduceret til en forudselig kulturkamp.

Nærmest en slags Pokémon-dyst, hvor de konservative står på den ene bred og råber: "Jeg vælger dig, Henrik Stangerup! Sophus Claussen!" Og ryster pokeballen, i håb om at Karen Blixen måske er borgerlig nok til at komme ud.

Hvorefter de venstreorienterede smider alverdens kunstnere på banen. Modernister, punkere, avangardister, ekspressionister eller måske bare københavnere. Uden et behov for overhovedet at argumentere for, at de er venstreorienterede. For selvfølgelig er de det, antages det, imens selvfedmen atter svulmer op til nummeret større.

Med andre ord ventede jeg på en samtale, der kom – for kort tid efter at ønske, at den var forbi. For hvis denne debat har vist noget, så er det, hvor tragisk en tendens vi dyrker i vores tid, hvor intet, hellere ikke kunsten, kan bevare sin universalitet.

Hvis du føler dig presset til at udtrykke dig fra et bestemt politisk ståsted, risikerer det at skabe steder, du ikke må bevæge dig hen i kunsten.

Peter Bitsch Hjortshøj

Alt reduceres til et politisk ståsted. Tages fra sin oprindelige ramme og indfanges i tidens polarisering som skyts.

Løsningen på en overvejende venstreorientering i kunstneriske miljøer kan aldrig være, at den udlignes af flere selvproklamerede højreorienterede.

Vejen for den frie kunst og udfoldelse må være, at vi bevæger os væk fra en kultur, hvor der forventes et bestemt politisk ståsted af dig til at starte med.

Vi må fremme den frie tanke, som kan eksistere uafhængigt af politiske kategorier. Vi må bevæge os et sted hen, hvor det kunstneriske ikke forventes at passe ned i nogle bestemte kasser og kriterier.

Hvorfor? Fordi kunsten i sin kerne handler om opdagelse, og hvis du på forhånd kender de svar, du forventes at finde, svækker du kunstens kraft. Hvis du føler dig presset til at udtrykke dig fra et bestemt politisk ståsted, risikerer det at skabe steder, du ikke må bevæge dig hen i kunsten.

I så fald truer det selve de lunger, kunsten trækker vejret gennem: Den kunstneriske frihed.

Et af borgerlighedens største bidrag til kunsten i det seneste årti mener jeg netop har været i forsvaret for denne frie kunst i deres kamp imod den politiske-korrektheds bølge, der for eksempel forvandlede film til tjeklister over repræsentation frem for kvalitet.

Samt de borgerliges vigtige kamp imod cancel culture, og for at der er værdi i at adskille kunstneren fra kunsten.

Med den nuværende kulturkamp er også de borgerlige ved at blive forvandlet til aktivister med forstørrelsesglas. 

Peter Bitsch Hjortshøj

Med den nuværende kulturkamp er også de borgerlige ved at blive forvandlet til aktivister med forstørrelsesglas. Ikke på jagt efter god kunst, men efter de rigtige politiske holdninger i den og hos skaberen bag den.

Jeg taler ikke om kunst, som åbenlyst er politisk. Jeg taler om de hovedrystende reduktive samtaler om, hvorvidt Johannes V. Jensen eller Henrik Pontoppidan var borgerlige eller kulturradikale.

Om Herman Bangs mere konservative journalistik betyder, han kan placeres hos de borgerlige, eller hvorvidt Søren Ulrik Thomsens kristne tro gør ham konservativ. Vi pålægger vores egne mestres værker et politiserende lag, som svækker kunstens storhed og vores egen adgang til den.

Vi har som samfund brug for den politiserende gødning for at sikre, at vi vedbliver med at diskutere, revurdere og revidere vores samfundsstrukturer, diskurser og dynamikker, men ingen ønsker for meget gødning. Hverken på vores marker eller i vores offentlighed.

Nogle gange skal vi turde at lade visse områder af livet blomstre for sig selv. Sådan et område er kunsten.

Om skribenten

Peter Bitsch Hjortshøj er fast kommentarskribent på Altinget.

Han studerer idéhistorie ved Aarhus Universitet og er desuden forfatter til bogen 'Før du rammer jorden'.

Vi har en kollektiv interesse i, at nogle ting kan få lov at stå, og at ikke alt forvandles til våben i vores egne politiske kampe.

At en mand som Lars Bukdahl øjensynligt ikke er i stand til det, men i stedet sidder med bogen i hånden og spekulerer på, om forfatteren er borgerlig eller rød, overrasker ikke mig.

Mere trist er det, at denne tendens virker til også at have forgiftet højrefløjen. Senest illustreret ved, at den konservative debattør Rune Selsing har udråbt den ene af de to højreorienterede digtere fra den famøse digtoplæsning, Frederik Lind Køppen, til landets bedste på baggrund af blot én digtsamling.

Jeg håber bare inderligt, at resten af os kan blive ved med at opdage livet gennem kunsten frem for at begrave kunsten i det resterende liv.