Mette Bock: Ingen simple svar på kunstskolernes udfordringer

Af Mette Bock (LA)
Kulturminister

De kunstneriske uddannelsers udfordringer handler ikke kun om økonomi. De stikker dybere og kommer blandt andet af den øgede internationalisering, kunstens rolle, der konstant er i bevægelse, nye arbejdsmarkeder og institutionernes beskedne størrelse.

Mette Bock (LA)
Kulturminister

Opstandelsen var stor allerede inden rektor fra Rytmisk Musikkonservatorium i København, Henrik Sveidahl, for nylig udgav sin rapport om de kunstneriske uddannelser.

Men nu, hvor fusionsangsten forhåbentlig er manet i jorden, håber jeg, at vi kan vende os mod den levende virkelighed og diskutere kunstuddannelsernes reelle udfordringer. De forsvinder nemlig ikke af sig selv.

Det gælder for eksempel spørgsmål som faglighed, beskæftigelse, internationalisering, vidensopbygning og løsning af administrative opgaver.

Et samfund har brug for kunst og for kunstnere. Og for kunstneriske uddannelser, der er fagligt solide og tidssvarende. I Danmark har vi stærke, samfundsrelevante og internationalt anerkendte kunstskoler, som kan løfte den brede vifte af krav, som stilles til moderne videregående uddannelser. Det er ethvert uddannelsesmiljøs ethos konstant at række efter det sublime, uanset hvilke vilkår der arbejdes under.

Men hvad skal der til for at flere ressourcer kan anvendes til udvikling af uddannelsesopgaven – og færre til det, jeg vil kalde "baglandsfunktioner"? Og er der nogle opgaver, som uddannelserne med fordel kan løfte i fællesskab? Er der opgaver, krav og bureaukrati, der kan fjernes?

Mere samarbejde er oplagt
På det kunstneriske felt er færdigheder, erfaringer, viden og erkendelse ofte bundet til enkeltpersoner, for eksempel undervisere, og det kræver omtanke at overføre dette fra én generation til den næste. Og – der, hvor det er relevant – fra den ene kunstneriske uddannelse til den anden.

Vi skulle gerne bygge videre på det samlede "erfaringstårn", så vi kan frigive ressourcer til det væsentlige og unikke i de respektive uddannelser. Det er et oplagt emne for samarbejde. Det kan i hvert fald ikke passe, at man ikke kan lære – eller lære mere – af hinanden.

Det er også en udfordring, hvis de ofte meget små institutioner ikke magter at sikre og dokumentere, at der er den nødvendige progression i uddannelsesforløbene, så der opnås et ensartet højt niveau for alle de studerende.

Hvorfor? Fordi der ellers er risiko for, at de studerende bliver overladt til en vilkårlighed, som ingen er tjent med. Fordi det har betydning for de internationale relationer. Og fordi det er en af forudsætningerne for uddannelsernes legitimitet og opbakning fra det øvrige samfund. Igen et oplagt felt for øget samarbejde.

Kan ikke være tjent med høj ledighed
På det teknisk-administrative område skal de små administrationer dække en bred vifte af krævende opgaver som HR, forvaltningsret, økonomi, it-systemer og digitaliseret studieadministration. Det kan kræve højt specialiseret viden. Skal der investeres i dette på hver enkelt institution? Eller er der områder, hvor et samarbejde kunne være attraktivt?

Endelig er det en udfordring, at de færdiguddannede inden for en række primært freelancebaserede kunstneriske arbejdsmarkeder kæmper med høj ledighed. Selvom problemet ikke gælder alle områder, kan hverken de studerende eller samfundet være tjent med, at der går for lang tid før dimittenderne slår rod eller rødder på arbejdsmarkedet.

Dette er blot et lille udpluk af rapporten. Efter endt læsning er det svært ikke at være enig med Sveidahl: ”Der er derfor brug for at tænke nyt, hvis institutionerne skal kunne indfri kravene.”

Vejen frem mod de gode løsninger
Jeg har selvfølgelig noteret mig den fremførte kritik, selvom jeg mener, at en del af den rammer forbi skiven. Og jeg har også noteret mig, at flere faktisk kan se fordelene ved et styrket samarbejde på en række områder. 

Hvis det i det videre forløb skulle vise sig, at alt er godt, intet kan gøres bedre og at de påpegede problemer slet ikke eksisterer, vil jeg blive overrasket. Og hvis det viser sig, at de involverede har forslag til løsninger, som Sveidahl ikke har tænkt på, skal de da op til overfladen og drøftes.

Vi kan godt bruge kræfterne på at diskutere trusler og mangel på ressourcer. Men det er mit håb og min forventning, at ledelser, medarbejdere, studerende og aftagere også har lyst til at bryde nye veje.

De kunstneriske uddannelsers udfordringer handler ikke kun om økonomi. De stikker dybere og kommer blandt andet af den øgede internationalisering, kunstens rolle, der konstant er i bevægelse, nye arbejdsmarkeder og institutionernes beskedne størrelse.

Det er vigtigt, at Sveidahls analyser og tanker åbent bliver diskuteret og udfordret af alle. Der er aldrig enkle svar på komplicerede spørgsmål. Men vi har en fælles forpligtelse til at sikre tidssvarende kunstuddannelser på højt fagligt niveau.