Mindeord om ambassadør og demokratiforkæmper Michael Wagtmann (81)

Et menneske med et stort hjerte er gået bort, og savnet er allerede stort.

Michael Wagtmann var et sjældent menneske, der helt uselvisk altid havde tanker for mennesket og vores sårbare demokratier.

Han formåede at veksle sine mangeårige erfaringer som diplomat og ambassadør med en vifte af det, han selv yndede at kalde for aktivisme.

Han kunne finde vej gennem bureaukratiet til mennesket, hvor han aldrig gav op, når for eksempel en flygtet journalist var fanget i det danske udlændingetyranni. Han kunne finde vejen gennem Udenrigsministeriets snirklede systemer og stod fadder til programmer for frie medier og uafhængige journalister, først på Balkan og siden til IMS, som i dag er et kæmpeaktiv i hele verden. 

For mig var han en enestående samtalepartner og mentor, der stillede de svære spørgsmål, lyttede og gerne deltog i udviklingen af nye ideer, så længe de havde et konkret sigte - ellers skulle han nok sørge for, at de fik det.

Når man præsenterede ideer for Michael, kunne man godt være sikker på, at hver eneste sten blev vendt. Så snart systemerne tog over, sagde han altid: Hvad er det for noget? For han så, at systemerne ofte stod i vejen for helt konkrete resultater. 

Michael var dybt bekymret for den deroute, flere af vores demokratier er ude på. Han var bekymret for menneskeheden og søgte derfor altid efter vejen, der måske kunne vende udviklingen.

Hans viden var enorm, og han holdt sig altid opdateret gennem de mest prominente internationale tidsskrifter og medier.

Det er en tung arv at løfte.