Uffe Elbæk: Kulturområdet er støvsuget for frie midler

Af Uffe Elbæk
Politisk leder af Alternativet og tidligere kulturminister

Der er næsten noget (politisk) terapeutisk over at få dette spørgsmål fra Altinget: ”Hvis du var kulturminister i dag, hvad skulle så prioriteres på kulturområdet?”

Der er nemlig en usagt regel på Christiansborg om, at du ikke blander dig offentligt i dit gamle ministerressortområde. Sådan er jeg i hvert fald blevet politisk opdraget. Det er nemlig mere end bøvlet for den nuværende minister, og ikke mindst embedsmændene i ministeriet, at skulle forholde sig objektivt til hvad hin ”gamle minister” nu mener om dette og hint.

Derfor har jeg også gennem de sidste to år holdt mere end lav profil, når det gælder kulturpolitiske spørgsmål. Det er kun blevet til en enkelt eller to offentlige debatter med kulturminister Marianne Jelved (R) plus en principiel ytring om DR’s UnderholdningsOrkestret. Men ellers tavshed.

Hvilket på en måde er helt paradoksalt. For jeg har jo masser af holdninger til og overvejelser om kulturområdet. Dels er det et område, jeg kender godt, og dels er det et område, jeg finder helt afgørende at prioritere, hvis Danmark skal udvikle sig til et bæredygtigt, klogt og selvkritisk samfund.

Men nu har Altinget altså spurgt mig. Og så svarer jeg selvfølgelig også.

Ingen frie midler
Hvis jeg skal vælge én problemstilling ud af bunken af de mange store som små opgaver på ministerskrivebordet (læs: eksempelvis den skæve balance i kulturbevillingerne mellem hovedstad og provins, indadskuende kulturinstitutioner, prioriteringen af mursten frem for kunstnerisk produktion, udvandet eller ikkeeksisterende samarbejde mellem kulturministeriet og andre ministerieområder, utydelig strategi på det internationale område etc.), skulle det være, at få gjort noget ved, at der er så pokkers få, hvis nogen, frie midler i kulturministeriet.

Den problemstilling ville jeg gerne knække koden på. For jeg formåede det ikke selv, da jeg var minister.   

Da jeg i sin tid trådte ind ad porten i Nybrogade 2 og for en periode havde Danmarks smukkeste ministerkontor til låns, havde jeg en forestilling om, at der garanteret var en cigarkasse eller to gemt dybt inde i ministeriet.

Sådan en af slagsen som indeholdt nogle ikke-øremærkede penge, der kunne bruges til særligt aktuelle lovende nye eksperimenterende og risikovillige initiativer.

Men nej, sådanne cigarkasser eksisterede ikke. I hvert fald ikke, da jeg var kulturminister. Ministeriet var som støvsuget for frie midler. Og det samme gjaldt Kulturstyrelsen og Kunstfonden.

Hvis nye relevante kunstneriske eller kulturelle tiltag derfor skal støttes, kan det kun ske ved at prioritere inden for den allerede eksisterende budgetramme: Hvis nogen skal have flere penge, er der andre, der skal have mindre. End of story.

En sådan kulturpolitisk prioritering er i mine øjne dybt meningsfuld. Men på forhånd nærmest umulig at føre ud i livet systemets indbyggede træghed taget i betragtning. Hvis man alligevel gør forsøget, skal man vide, at man placerer sig på øretævernes holdeplads eller det, der er værre.

Økonomisk opbakning
Eneste anden mulighed for at skabe en retfærdig økonomisk opbakning til de nye kunstneriske og kulturelle stemmer er at skabe en egentlig udviklingspulje a la Kulturministeriets Udviklingsfond, der eksisterede i slutningen af 90’erne og starten af nullerne. En sådan risikovillig udviklingspulje kunne enten være en del af den nuværende kunstfond, eller den kunne få sin egen uafhængige identitet og autonomi.

Men hvorfor er det så vigtigt, at der er midler til disse nye mere eksperimenterende og dermed givet også traditionsløse kunstneriske og kulturelle initiativer? Fordi det igen og igen har vist sig, at nye initiativer på kulturområdet har umådeligt svært ved at komme ind til bevillingsbordet.

En generation uden chancer?
Hvorfor? Fordi ingen af dem, der sidder der nu vil flytte sig og lade næste generation få en chance. Tag bare de uafhængige scenekunstnere. Igennem snart tyve år har alle sagt, at de skulle have deres egen scene i København. Men intet er sket. 

Det tilsvarende var (næsten) tilfældet med moderne dans og senest nycirkus. Og først ved den sidste ændring af Kunstfonden og de livsvarige ydelser kom ”nye” kunstområder som rytmisk musik, design, arkitektur, fotografi og kunsthåndværk ordentlig ind i varmen – sådan tyve, tredive, fyrre år for sent. Efter min mening.

Så hvis jeg var kulturminister ville jeg sige: Frie midler. Frie midler. Frie midler. For ellers kidnapper fortiden fremtiden.