Bliv abonnent
Annonce
Debat

Alternativet-ordførere: Drikkevandet kan forgifte danskerne – alt imens ser regeringen på

Det er slut nu. Vi skal have et straksforbud mod PFAS og fluorholdige pesticider i dansk landbrug, skriver Torsten Gejl og Karin Liltorp.
Det er slut nu. Vi skal have et straksforbud mod PFAS og fluorholdige pesticider i dansk landbrug, skriver Torsten Gejl og Karin Liltorp.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
4. september 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sidste uge præsenterede vi i Alternativet et ambitiøst drikkevandsudspil i forbindelse med vores sommergruppemøde. Samme dag stod miljøminister Magnus Heunicke (S) i DR's Aftenshow og sagde, at det er den grønne trepart, der skal redde vores drikkevand.

Men det er tomme løfter. For ministeren nævner intet om, hvordan vi konkret sikrer vores drikkevandsboringer. Og når han taler om behovet for en kortlægning af de forurenede boringer, er det ikke bare fodslæbende – det er vildledende.

Danskerne betaler med deres helbred. Vi har en af verdens højeste kræftforekomster, mens markerne sprøjtes med gift.

Torsten Gejl (ALT) og Karin Liltorp (ALT)
Miljøordfører og sundhedsordføre

For kortlægningen findes allerede. Problemet er, at regeringen ikke handler. Og det går alt for langsomt.

Regeringen ser os blive forgiftet

Imens bliver vi forgiftet. Ikke af noget vi kan se, smage eller lugte – men af det, vi alle er dybt afhængige af: vandet i vores haner.

Grundvandet, som i generationer har været Danmarks stolthed, bliver i dag forurenet med pesticider, PFAS og kvælstof. Og mens forureningen breder sig, står regeringen passivt og ser til.

De skadelige stoffer kommer blandt andet fra landbruget. Vi ved, hvad det handler om. Det handler om pesticider og PFAS – evighedskemikalier, der ikke nedbrydes, men ophobes i naturen og i vores kroppe.

PFAS forstyrrer hormonsystemet og er forbundet med nedsat fertilitet, lavere IQ og kræft.

Et nyt studie viser, at kvinder med høje PFAS-niveauer har op til 40 procent lavere sandsynlighed for at blive gravide.

Danskerne betaler med deres helbred. Vi har en af verdens højeste kræftforekomster, mens markerne sprøjtes med gift.

Læs også

Brugen af pesticider i Danmark steget til rekordhøje niveauer. Bare fra 2021 til 2024 er salget af PFAS-pesticider til danske landmænd næsten fordoblet – fra 117 til 213 tons.

Fire ud af ti landbrugere overtræder reglerne for brug af sprøjtegifte. Og Miljøstyrelsen har fem år i træk givet dispensation til brug af et sprøjtemiddel, som ellers er forbudt i EU – og mistænkt for at give hjerneskader.

Indfør straksforbud mod PFAS

På over halvdelen af de steder, hvor man tager prøver af grundvandet, finder man pesticider.

Og i Aalborg må kommunen nu rense drikkevandet for nitrat fra landbrugets gødning – en regning, der sendes direkte videre til borgerne. Det er ikke bare urimeligt – det er grotesk.

Vi kan ikke længere leve med at ofre vores helbred for kortsigtet produktivitet.  

Torsten Gejl (ALT) og Karin Liltorp (ALT)
Miljøordfører og sundhedsordføre

Vi siger det, som burde være sund fornuft: Det er slut nu. Vi skal have et straksforbud mod PFAS og fluorholdige pesticider i dansk landbrug.

Ikke næste år. Ikke om fem år. Nu. Samtidig skal vi udfase brugen af sprøjtegifte i landbruget.

Vi kan ikke længere leve med at ofre vores helbred for kortsigtet produktivitet. Vores vand, vores kroppe og vores børns fremtid er vigtigere.

Sundhedskrisen, miljøkrisen og klimakrisen hænger sammen. Den måde, vi dyrker jorden på i dag, forgifter vores kroppe, ødelægger vores natur og forurener vores børns fremtidige drikkevand. Vi skal ikke vente, til det er for sent.

Vi skal ikke længere nøjes med at reagere, når skaden er sket. Vi skal beskytte ved kilden. Vi skal forbyde PFAS og udfase sprøjtegiftene – konsekvent, landsdækkende og uden undtagelser.

Ellers står vi tilbage med tomme løfter, dyr rensning og stadig dårligere sundhed.

Der er ikke brug for flere tekniske justeringer eller frivillige aftaler. Der er brug for politisk mod. For hvad er vigtigere end det vand, vi drikker?

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026