Biolog: Det går kanongodt – undtagen for naturen

DEBAT: Hvis vi skal standse tabet af biodiversitet, kræver det, at vi disponerer noget plads til natur uden andre formål, skriver biolog Rasmus Ejernæs, der efterlyser en naturzone i planloven.

Af Rasmus Ejrnæs
Biolog og seniorforsker, Aarhus Universitet 

Lad os som tankeeksempel forestille os, at det største problem i dansk arealplanlægning er, at vi ikke levner nogen hjørner, hvor mennesker ikke enerådende regerer ud fra egne kortsigtede interesser og behov. Hvis det er sandt, så er det svært at være optimistisk efter læsning af Teknologirådets nye rapport, hvor menneskets appetit på råderum synes grænseløs.

Når mennesket holder op med at bestemme, indfinder naturen sig. Sådan er det gået langs jerntæppet ned gennem Europa, i den demilitariserede zone mellem Syd- og Nordkorea og omkring Tjernobyl efter reaktor-nedsmeltningen. Naturen på økologiske græsmarker kan ganske enkelt ikke måle sig med den vilde natur ved Tjernobyl, selvom de økologiske marker er mere bæredygtige fra et menneskeperspektiv. I sommerfugleperspektiv er problemet, at stofstrømmene i landzonen presses ned i den afgrøde, som vi høster – uanset om det er fødevarer eller tømmerstokke.

Brug for ægte plads
De vilde dyr, planter og svampe har brug for ægte plads – ikke pæne og miljøvenlige landskaber. Ægte plads betyder strækninger forsumpet af fremvældende grundvand, eroderet af havet eller begravet i fygende sand, strækninger med masser af store græssende og trampende dyr, strækninger med tussegamle træer, som er mange menneskegenerationer om at stå og falde sammen i al deres vælde. Ægte plads betyder strækninger uden plov, gødningsspreder, rendegraver, drænrør, motorsav og såmaskine.

Siden år 1800 er vi danskere blevet femdoblet i antal og blevet stadigt sundere og mere velstående. Samtidig har naturen fået mindre og mindre økologisk rum, i takt med at vi er blevet dygtigere og dygtigere til at udnytte et landskab, som er næsten udelukkende disponeret til bebyggelse (byzone) og produktion (landzone). Hvorfor har vi ikke en naturzone i planloven?

Fra ord til handling 
Der er kendt små 40.000 navngivne vilde arter fra Danmarks natur. Rundt regnet en femtedel af dem er i varierende grad truet af udryddelse. Hvis vi mener noget med alle de flotte ord om at give plads til vore medskabninger på planeten og standse tabet af biodiversitet, så kræver det, at vi disponerer noget plads til natur uden andre formål.

OECD kritiserede i 1999 Danmark for ikke at have udlagt plads til nationalparker. Nu har vi fået Nationalparkloven og de første fire nationalparker, men det er tæt på at være en hån mod FN’s Biodiversitetskonvention, idet udpegningerne ikke medfører nogen ændringer i arealernes disponering eller naturens beskyttelse.

Den Danske Naturfond er, i modsætning til nationalparkerne, udtryk for en seriøs bestræbelse på at købe arealer fri til naturformål. Men formuen slår til som en skrædder i helvede, og der mangler politisk opbakning til bindende nationale mål og tilpasset lovgivning for naturdisponering.

Hvor meget kan vi undvære?
Det væmmelige spørgsmål lyder: Hvor stor en del af det danske territorium til lands og til vands er vi villige til at undvære til alle de andre medskabninger?

Hvis vi skal være ærlige og lave en opgørelse i dag, så er det meget få procent af arealet, som er fredet med naturen som primært formål. Kunne vi måske undvære 15-20 procent uden at gå fra hus og hjem? Er vi bare grådige og nærige? Måske er problemet også, at der mangler nogle stærke stemmer i demokratiet, som vil tale på vegne af en natur, som på samme tid er alles og ingens. I stedet styres Danmark af alle de interesser, som slås for mere plads til sig selv.

Så kære politikere: Lad os nu få taget hul på debatten om, hvor meget plads vi vil disponere til natur – uden at snyde på vægten. Vis, at det er for alvor ved at oprette en naturzone i planloven som sideordnet med landzone og byzone. Så kan vi bagefter slås med hinanden om, hvordan vi deler de > 80 procent af arealet vi ender med at disponere til homo sapiens.

Forrige artikel KL: Bedre udnyttelse af Danmarks areal KL: Bedre udnyttelse af Danmarks areal Næste artikel Teknologirådet: Sådan går kabalen om Danmarks arealer op Teknologirådet: Sådan går kabalen om Danmarks arealer op
  • Anmeld

    Poul Evald Hansen · Biolog

    Flere områder, hvor naturen har førsteprioritet

    Jo, det er vi alle rørende enige om. Men dertil kommer, at vi er nødt til også at tage afgørende fat i den måde, vi lever og producerer på. - Også de områder, hvor naturen har førsteprioritet, vil være kraftigt påvirkede af den intensive landbrugsdrift. - Snart sagt enhver tålegrænse mht. næringsstoffer for de sårbare naturtyper er jo overskredet. - Så en samlet og flersidig strategi er nødvendig.
    Vi det at slippe store græssere ud i (ofte hegnede) naturområder løser problemerne med næringspåvirkningen fra landbrugsdriften? - Jeg tvivler.
    Vi skal også huske, at nogle af de mest biodiverse naturtyper er de, som er knyttet til gamle driftsformer: enge og overdrev med økologisk drift og lang kontinuitet.

    Så en samlet, flersidig strategi er nødvendig.

  • Anmeld

    Kåre Fog · Biologisk konsulent

    IKKE KUN ET SPØRGSMÅL OM PLADS

    Der er en anden type problem, som Ejrnæs ikke kommer tilstrækkeligt ind på. Der blev i amternes tid, dvs. frem til og med 2006, gjort en stor indsats for naturbevaring på udvalgte steder med forekomst af særlig truede arter. Den form for indsats er også vigtig, da langtfra alle truede arter forekommer på lokaliteter, som er, eller har potentialet til at blive, store sammenhængende naturområder.
    Det drejer sig bl.a. om diverse ekstremrigkær, og det drejer sig om lokaliteter for truede arter af padder. Når det gælder padderne, som er mit fagområde, har vi med amternes indsats reddet mange truede bestande fra at uddø. Men nu er ansvaret overgået til kommunerne, og de fleste kommuner har ikke penge til overs til formålet. Det vil sige, at talrige steder er de bestande, som vi med en kæmpeindsats har reddet, nu igen på vej til at uddø for anden gang. En bestand kan ofte uden problemer overleve én genetisk flaskehals, men hvis der kommer flere sådanne flaskehalse efter hinanden, vil bestanden uvægerligt blive ramt af så meget indavl, at den ikke er levedygtig på langt sigt.
    Det der sker i disse år, rundt om i mange af vore kommuner, er derfor et enormt tab af biodiversitet. Det går decideret den forkerte vej. Frem for at redde bidodiversiteten, sjofler man biodiversiteten, og den kæmpeindsats som min generation af padedespecialitser har ydet, vil være spildt.