Bliv abonnent
Annonce

Blå blok vil ændre vandløbs-loven

27. marts 2015 kl. 03.00

En samlet blå blok fremsætter fredag et beslutningsforslag om at ændre vandløbsloven, så det sikres, at landbrug og sommerhus-områder ikke oversvømmes og forsumper. 

”Forslagsstillerne ønsker, at vandløbsloven præciseres, så det tydeligt fremgår, at vandløb først og fremmest tjener afvandingsformål og derfor skal vedligeholdes i det nødvendige omfang for at undgå forsumpning af sommerhusområder, beboelsesområder, landbrugsjord etc. med store værditab og tabt indtjening til følge,” hedder det i beslutningsforslaget, som V, DF, K og LA fremsætter i fællesskab.

Forslaget rammer ned i de seneste års store debatter om vandmiljøet. I de første vandplaner var der lagt op til, at en række vandløb skulle have reduceret vedligeholdelsen og grødeskæringen for at fremme dyr og planter i vandløbene.

Det forslag mødte imidlertid voldsom kritik fra især landbruget, som frygtede, at ændret vandløbsvedligeholdelse ville medføre oversvømmelser, forsumpninger og ødelagte afgrøder.

Efter pres fra blå blok blev det i sidste års vækstaftale besluttet, at ændret vandløbsvedligeholdelse ikke længere skal være en del af vandplanerne.

Gammel strid
Med det nye beslutningsforslag ønsker de blå partier en gang for alle at fastslå, at vandløbenes primære formål er afvanding. Partierne understreger, at behovet ikke bliver mindre af, at klimaforandringerne vil give mere regn i Danmark. 

Det er langtfra første gang, at det foreslås at ændre vandløbsloven. Således indgår en ændret vandløbslov i regeringsgrundlaget, ligesom KTC tidligere har foreslået en lovændring. I begge tilfælde har formålet dog været det modsatte, nemlig at sikre naturværdierne i vandløbene.

I Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger fra 2013 indgår vandløb også. Her hed en anbefaling, at vandløbsloven ”skal revideres med henblik på at sikre en tidssvarende og sammenhængende forvaltning af vandløbene ud fra miljøhensyn, naturværdier, klimatilpasning og afvandingsinteresser”. Kommissionen anbefalede desuden, at det offentlige fremover skal administrere vandløb, som primært har naturværdi, mens private lodsejere skal administrere de vandløb, som især tjener til afvanding. 

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026