Direktør: Man må have tillid til embedsværket

Møblerne står stort set, som de plejer i Naturstyrelsens store direktør-kontor. Men man skal ikke lade sig narre. Der er sket forandringer i den store organisation.

I april satte Hanne Kristensen sig i stolen som direktør efter den fyrede Niels Christensen. Mens han var fåmælt og nærmest genert, så virker den nye direktør som den diametrale modsætning: Ivrig og entusiatisk fylder hun kontoret med ord. 

”Naturstyrelsen er virkelig attraktiv. Det er en styrelse, som har sine helt egne karakteristika. Den er spændende og sjov. Og svær,” siger Hanne Kristensen og peger på det usædvanlige i, at styrelsen både er myndighed og forvalter af store naturområder.

”Der er et stort potentiale i at få de to dele til at befrugte hinanden,” siger hun.

En fælles vision
Naturstyrelsen blev oprettet ved en fusion i 2011, og siden har der været flere sparerunder og omstruktureringer. Nu er det tid til at standse op, mener Hanne Kristensen.

”Jeg har ikke store organisationsændringer i skuffen,” siger hun og fortsætter:

Vi skal kunne vise vores faglige grundlag frem, så vi kan diskutere ud fra det. Kritikken om, at vi manipulerer og arbejder i det skjulte, må ikke have noget på sig. Det er totalt undergravende for samfundets tillid til myndighederne, hvis der er noget at komme efter.

Hanne Kristensen
Naturstyrelsen

”Der er en tendens til at underkende, hvor mange kræfter organisationsændringer trækker ud af et system. Min fornemmelse er, at Naturstyrelsen har brug for ro til at samle sig og bygge sig op.”

I stedet for at tegne nye organisationsdiagrammer vil den nye direktør fokusere på at skabe sammenhæng og en fælles vision i styrelsen.

Det er ikke nogen helt let opgave i en organisation med over 1.200 ansatte, der arbejder flere end 20 forskellige steder i landet, og som spænder fra klassiske embedsmænd bag skriveborde til naturforvaltere ude i statens skove.

”Hvis jeg i begyndelsen var gået rundt i alle hytter, huse og kroge og havde spurgt om vores kerneopgave, så ville jeg have fået ret forskellige svar,” siger hun og fortsætter:

”Selvfølgelig vil man i en stor organisation have forskellige bud på, hvad vi laver, men kernen må vi være enige om. Det er en sund øvelse for organisationen at blive helt skarp på, hvad vi er sat i verden for.”

Kan man nå frem til et enkelt svar på det spørgsmål?

”Nej, men kernen er, at vi er en offentlig myndighed, der arbejder for, at naturen trives, og at mennesker trives. I det miks er der forskellige afvejninger, og vores opgave er at balancere de afvejninger på et fagligt grundlag,” siger Hanne Kristensen og fortsætter:

”Det vigtige er, at vi foretager den afvejning på et fagligt grundlag og på en gennemsigtig måde, hvor folk kan se os over skuldrene, så vi kan have en faglig dialog om den afvejning.”

Vi må prioritere 
Hanne Kristensen kom fra en stilling som vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men har i årene inden været ansat i både Miljøministeriets departement og i flere af ministeriets styrelser. Hun kendte således på forhånd hovedlinjerne i Naturstyrelsens opgaver, ligesom hun har netværk i både ministeriet og i styrelserne.

Du har en lang fortid i Miljøministeriet. Er der alligevel noget, som har overrasket dig, efter du er kommet til Naturstyrelsen?

”Vi er rigtig pressede på ressourcerne. Det har overrasket mig, hvor hurtigt vi skal løbe for at nå vores pligtopgaver, og det har overrasket mig, hvor meget sparerunderne sidder i knoglerne på de ansatte,” siger hun og understreger, at hun ikke klynker.

”Vi skal selvfølgelig løse opgaverne inden for de rammer, som vi får. Men der ligger en stor opgave i at få skåret vores arbejde til, så vi bruger ressourcerne bedst.”

Hanne Kristensen peger på, at Naturstyrelsen efterhånden har effektiviseret så meget, at kun pligtopgaverne er tilbage. Samtidig kommer der løbende nye opgaver til. Senest efterforskning af skifergas og udredning om planloven.

”Det er spændende opgaver, men hvis der ikke også er opgaver, som glider ud, så kører vi i hegnet. Enten løser vi opgaverne med for dårlig kvalitet, eller også falder medarbejderne døde om. Ingen af delene er rare for en direktør,” siger hun.

Kan du finde opgaver, som I ikke skal lave?

”Det er jo i sidste ende en politisk beslutning, men det er da min pligt at hjælpe politikerne med at prioritere ved at lave en faglig vurdering af, hvad der giver mest og mindst værdi for samfundet. Alle offentlige instanser skal kunne prioritere.”

Styrelsens dobbeltrolle
Naturstyrelsen har en speciel dobbeltrolle, fordi den er myndighed og samtidig forvalter store naturarealer, blandt andet statens skove. Det fører jævnligt til kritik, ikke mindst fra biologer, som mener, at styrelsen går mere op i skovdrift end i biodiversitet.

Kan I håndtere alle de kasketter?

”Ja, jeg kan godt stå på mål for vores praksis. For mig er nøgleordet: Transparens, transparens, transparens. Vi skal være totalt åbne om vores faglige afvejninger, så folk kan se os over skuldrene,” siger hun og understreger, at det politisk er besluttet, at styrelsen skal lave en flersidig arealdrift, hvor der både tjenes penge på skovdrift, gives mulighed for friluftsliv, og hvor man passer på naturen for naturens egen skyld.

”Derfor synes jeg grundlæggende, at det er forfejlet, når vi kritiseres for ikke at forvalte arealerne godt nok. Vi er jo ikke kun sat i verden for at fremme biodiversiteten. Vi skal også tage andre hensyn. Der er både mennesker og natur, som skal trives, og det er en afvejning,” siger hun og fortsætter:

”Hvis man kun ser vores arbejde med biodiversitets-briller, så vil man sige, at der ikke er grund til at rejse ny skov, for det er der ikke meget biodiversitet i. Men der er måske friluftsinteresser eller grundvands-interesser. Det vægter politikerne også, og derfor skal vi levere på flere parametre.”

Kritik fra mange sider
Kritikken fra biologerne handler om, at styrelsen er alt for erhvervsvenlig og slet ikke tænker nok på naturen. Men styrelsen udsættes også for den modsatte type af kritik, pointerer Hanne Kristensen.

”Når det gælder vandplanerne, så er kritikken, at vi er alt for miljøvenlige og ikke tager hensyn til erhvervet. Og at vi manipulerer politikerne til at træffe beslutninger, som de ikke kender konsekvenserne af,” siger hun og fortsætter:

”Andre gange rammes vi af den såkaldte mørkelygte-kritik, som handler om det modsatte, nemlig at vi manipulerer med fakta for at please politikerne. Og endelig så kritiseres vi for at være skrankepaver uden kontakt til virkeligheden. Det gælder for eksempel i sagerne om strandbeskyttelses-reglerne.”

”Al den kritik får vi ind på skrivebordet, så det er et komplekst og svært farvand, vi befinder os i.”

Også her er Hanne Kristensens svar på kritikken: Transparens.

”Vi skal kunne vise vores faglige grundlag frem, så vi kan diskutere ud fra det. Kritikken om, at vi manipulerer og arbejder i det skjulte, må ikke have noget på sig. Det er totalt undergravende for samfundets tillid til myndighederne, hvis der er noget at komme efter,” siger hun og gentager, at hun gerne vil i dialog med kritikerne.

”Jeg tror, at vi nogle gange undervurderer, hvor vigtigt det er at gå i dialog med dem, som kritiserer os. Der kan være en tendens i sådanne systemer til, at man lukker sig om sig selv, hvis man synes, at man har ret. Derfor prædiker jeg, at vi skal gå i dialog, være ydmyge og åbne.”

I gamle dage gik embedsmænd ikke i pressen. Der sendte man i stedet notater opad til ministeren, som så gik i pressen. Hvad har ændret sig?

”Der bliver skudt på embedsmænd på en anden måde, end der gjorde tidligere,” siger Hanne Kristensen og fortsætter:

”Vi træffer beslutninger, hvor vi forvalter fællesskabets interesser. Det gør nogle gange ondt på borgere eller virksomheder, fordi interesserne støder sammen. Det kan man kritisere, men diskussionen har rykket sig fra at handle om beslutningernes indhold til, at det nu er embedsmændene, som er skyld i problemerne. Det betyder, at embedsmændene kommer længere frem på banen.”

Er kritikken urimelig?

”Det er en del af den demokratiske debat, og jeg kan godt stå på mål for den måde, som vi arbejder på. Men jeg konstaterer bare, at der er en skepsis over for den måde, som embedsmænd agerer på, som vi ikke var vant til for 15 år siden.”

Hvad er forklaringen på den ændring?

”Der er sikkert mange forskellig forklaringer. Der kan være konkrete sager, hvor der rent faktisk er blevet fiflet med fakta. Det vil jeg ikke udelukke. Men jeg tror også, at en forklaring er, at kompleksiteten i de regler, vi administrerer, er steget helt enormt.”

Hun peger på, at meget af miljølovgivningen for eksempel er bundet op på EU-direktiver.

”Når vi bliver udsat for kritik, synes jeg, at vores svar ofte er mere komplekse end kritikken. En borger ser det udefra og har en skarp opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, og så kommer vi med vores faglige, tekniske forståelse og alle vores gråtoner og nuancer. Allerede der er vi bagud på point i debatten.”

Vandplanerne er en af de sager, som i de seneste år har fyldt meget i Naturstyrelsen og i den offentlige miljødebat. Styrelsen er blandt andet blevet kritiseret for det faglige grundlag for planerne.

Flydende videnskab - fast lovgivning
Hanne Kristensen peger på, at vandplanerne udstiller et grundparadoks mellem videnskaben på den ene side og politikere og myndigheder på den anden.

”På den ene side er vi afhængig af forskernes faglige grundlag, som hele tiden udvikler sig. På den anden side skal vi lave et fast beslutningsgrundlag, som samfundet skal kunne agere på. Der er et kronisk clash,” siger hun og fortsætter:

”Jeg kan godt forstå, at man efterspørger forudsigelighed, når man skal investere, men vi skal også træffe beslutninger, som baserer sig på den nyeste viden, og den forandrer sig hele tiden. Det skaber utilfredshed.”

En anden kritik i forbindelse med vandplanerne har været, at styrelsens embedsmænd har implementeret vandrammedirektivet på en mere ambitiøs måde, end politikerne ønskede.

Når man har et så komplekst direktiv som vandrammedirektivet, kan man så forvente, at politikerne i detaljen ved, hvad de går ind i?

”Det hele kan og skal besluttes politisk. Hvis politikerne får et godt beslutningsgrundlag, så ved de, hvilke konsekvenser beslutningerne får for borgere og erhverv. Det skal vi kunne svare på, og så synes jeg, at man har et fuldt dækkende beslutningsgrundlag,” siger hun og fortsætter:

”Men det er klart, at nedenunder er der et lag af tekniske vurderinger. Og der må politikerene have et element af tillid til, at vores faglige vurderinger er rigtige. Ligesom vi må operere med et niveau af tillid til den faglige rådgivning fra forskningsinstitutionerne,” siger hun.

Hun peger på, at politikerne på samme måde må have tillid til den juridiske rådgivning, de får.

”Man kan ikke forvente, at politikerne er eksperter i jura eller kvælstof, så verden ville være et vanskeligt sted, hvis politikerne ikke kunne have tillid til vores vurderinger.”

Oplever du, at den tillid er udfordret?

"Nej, det gør jeg ikke. Jeg oplever, at nogle udefra råber til politikerne, at de ikke kan stole på embedsmændene. Men jeg oplever ikke, at vores minister ikke har tillid til os. Heldigvis da.”