Aktører: Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi udsætter naturindsatsen i de lokale treparter

Danmark står midt i sin største grønne arealomlægning nogensinde.
Trepartsaftalen ‘Aftale om et Grønt Danmark’ sætter en ny kurs: Et areal på størrelse med Fyn og Bornholm tilsammen skal omlægges fra landbrug til natur og skov.
Aftalen sætter som mål, at minimum 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet natur inden 2030.
Alligevel risikerer naturen at blive glemt i de omlægningsplaner, som de lokale grønne treparter lige nu forhandler rundt om i landet, idet naturindsatsen udskydes til fremtiden. Det er både ineffektivt og en undladelsessynd.
Naturprojekter er i alles interesse
Natur og biodiversitet skal være en integreret del af planerne fra starten. Det gælder de store, sammenhængende naturprojekter, som skal sikre økologisk integritet og robuste levesteder for dyr og planter.
Men også de mindre naturindsatser kan være værdifulde, fordi de understøtter lokal opbakning og bidrager til sammenhæng i landskabet.
Udskyder vi naturindsatsen, skubber vi opgaven foran os og påfører kommuner og stat dobbeltarbejde, når planerne senere skal tilpasses.
At udsætte naturindsatsen er en bjørnetjeneste – ikke kun for naturen selv, men også for klima, vandmiljø, friluftsliv og lokalsamfund.
Egon Østergaard og Torben Kaas
Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund og formand for Dansk Ornitologisk Forening
Desuden træder EU's naturgenopretningsforordning og en ny dansk biodiversitetslov snart i kraft. Det er derfor i alles interesse – stat, kommuner og landbrug – at begynde indsatsen nu.
På den vis undgås en unødvendig usikkerhed for lodsejere og lokalbefolkning ligeledes. Det er også vigtigt at tage udgangspunkt i, at naturprojekter har stor folkelig opbakning.
Danskerne forventer, at trepartsaftalen leverer mere natur – og ikke kun kvælstofreduktion og mindre frigivelse af klimagasser.
Der er brug for sammenhængende naturområder, bedre levesteder for dyr og planter og et grønnere Danmark, som borgerne kan se, mærke og bruge til friluftsliv.
Natur skal ind i omlægningsplanerne
Når vi planlægger naturindsatsen, er det derfor også vigtigt at tænke i sammenhæng – ikke kun i skov, men også i lysåbne naturtyper, åer og ådale, hvor den dynamiske natur skaber grønne korridorer og binder naturen sammen.
At udsætte naturindsatsen er ikke kun en risiko for biodiversiteten – det er en risiko for tilliden til hele aftalen.
I Det Sydfynske Øhav har den lokale grønne trepart udpeget 4.211 hektar med stort naturpotentiale og foreslået Den Sydfynske Højderyg som et signaturprojekt for natur på over 5.000 hektar.
Projektet viser, hvordan store og sammenhængende naturområder kan indtænkes strategisk i omlægningsplanerne og skabe konkrete resultater: reducere kvælstofudvaskning, binde kulstof og styrke biodiversiteten.
Det er en model, andre lokale grønne treparter kan lade sig inspirere af.
Omlægningsplanerne er dynamiske og kan justeres undervejs, men de må ikke lægge fundamentet uden natur. At udsætte naturindsatsen er en bjørnetjeneste – ikke kun for naturen selv, men også for klima, vandmiljø, friluftsliv og lokalsamfund.
Det er nu, vi har muligheden for at skabe både konkrete resultater og et Danmark med mere sammenhængende natur, som vil gavne generationer fremover.
Natur skal ind i omlægningsplanerne – ikke senere, men fra dag ét.




















