Forskere: Vanddebatten er drænet for nuancer

Af Søren Munch Kristiansen
Lektor i geoscience ved Aarhus Universitiet

og Brian Kronvang
Professor i bioscience ved Aarhus Universitet

Vand er uundværligt for alt levende. Spørgsmålet er, om vi i dagens Danmark har for meget af det? Dette spørgsmål har de seneste måneder fyldt meget i medierne, og mange forslag er bragt på banen i forhold til, hvad der er årsag og virkning. 

Grøden, hvilket vil sige planterne, der vokser i vandløbet henover sommeren, er ofte blevet udskældt som hovedsynderen til problemet med for meget vand i vandløb og på marker. 

Før man udnævner vandløbene til hovedskurken i debatten og igen vender tilbage til fortidens ensidige syn på åerne som en del af landbrugets produktionsapparat, mener vi, at der bør laves en landsdækkende udredning af alle de faktorer, der påvirker afvandingen af dansk landbrugsjord. 

Søren Munch Kristiansen og Brian Kronvang
Henholdsvis lektor i geoscience og professor i bioscience ved Aarhus Universitiet

Men så simpelt er det ikke. Der er nemlig en hel vifte af årsager til for meget vand i vandløb og mangelfuld afvanding af marker.  

Vigtigst i den sammenhæng er klimaets udvikling og her især de stigende nedbørsmængder. 

Mere vand på mindre plads
Nedbøren er steget markant i de sidste hundrede år, i gennemsnit med over 100 millimeter. Desværre falder den ekstra nedbør mest efterår og vinter, hvor vandet løber lige ud i vandløbene og vandmængderne stiger (se figur 1). Udviklingen med mere regn forventes at fortsætte også de næste mange årtier. 

Fortidens afvandinger har yderligere fjernet store arealer af naturlige vandbuffere fra landskabet. 

Der var for kun hundrede år siden mange ådale, der kunne oversvømmes, vådområder og søer, gratis leverede serviceydelser i form af at opmagasinere regnvand, så oversvømmelser i byer og på marker nedstrøms blev undgået eller mindsket i omfang. 

Figur 1: Vandmængderne er steget i vores vandløb de sidste 70-90 år. Her vist med et eksempel fra Skjern Å i Vestjylland.

En anden vigtig faktor, som ofte glemmes i debatten, er landbrugets dyrkning, som dels har trykket jorden sammen, og dermed ændret nedsivningshastigheden for regn i jorden, samt skabt glattere marker i efterår og vinter uden kapacitet til at holde på regnen. 

Desuden har byernes udvikling også medført stigende afledning af vand fra de befæstede arealer. Derfor løber regnvandet nu hurtigere frem til vores bække og åer, som så svulmer ekstra meget op.    

Drønvigtige dræn
Vi skal også i debatten om grøden og vandløbets udformning huske, at dimensioneringerne af mange drænsystemer i jorden er fra en svunden tid med mindre nedbør. Så mange steder er drænene ikke designet til effektivt at aflede så meget regnvand, som der falder i dag, og det uanset udformningen af vandløbene nedstrøms. 

Marker med gamle dræn må alene af denne grund forventes at have dræningsproblemer i dag. Men præcist hvor disse forældede dræn ligger, ved vi desværre ikke meget om på landsplan. 

Lidt malerisk kan vores viden om drænene i landbrugsjorden illustreres med, at vi ved, der kører en ny, flot blå traktor på marken, men vi kan først få en ide om, hvorvidt der ligger forældet produktionsudstyr i jorden, når drænene fejler på grund af meget regn. 

Gemt under jorden
Vi ved, at omkring 50 procent af dansk landbrugsjord er drænet. Vandløb påvirker dog især afvandingen af lavbundsjord, som har et såkaldt recipientafhængigt afvandingsbehov på grund af arealets niveau i forhold til vandløbet vandstand. 

Lavbundsjord udgør ifølge de seneste undersøgelser 6-700.000 hektar landbrugsjord, hvilket vil sige cirka 25 procent af landbrugsarealet. 

Arealer, hvor det er jordbundens egenskaber, som forårsager behovet for afvanding, udgør så resten af det drænede landbrugsareal. Så udredninger med fokus alene på vandløbene uden at inddrage dræn og jorden, bliver fagligt meget ensidige. 

I en rapport til Naturstyrelsen fra 2013 skønnede vi, at cirka 400.000 hektar landbrugsjord manglede omdræning. 

Dette tal svarer til cirka 14 procent af det danske landbrugsareal og er formentlig et minimumsskøn. For i sidste opgørelse over dræningsbehov fra 1972 var det samlede areal med dræningsbehov mere end 500.000 hektar heraf cirka 400.000 hektar med behov for omdræning, og cirka 100.000 hektar som aldrig var blevet dræning. 

Hårde pletter stopper vandet
Siden 1970-erne er meget landbrugsjord givetvis blevet omdrænet, men det er tvivlsomt, om det har været nok til undgå, at større arealer er blevet vandlidende. Og regnestykket her tager ikke hensyn til de stigende nedbørsmængder og dermed grundvandsstande. 

De sidste hundrede års landbrugsundersøgelser har klart vist, at sætninger af tørve- og mosejord er problematiske for god afvanding, ikke bare i pletten som så at sige sætter sig, men også omkring den. 

Siden 1970-erne er der forsvundet cirka 50.000 hektar humusjord, der må have sat sig og givet dårligere afvanding, og som enten er omdrænet eller naturgenoprettet (se figur 2). 

I dag er dog kun cirka 68.000 hektar egentlig organisk landbrugsjord tilbage, som langsomt sætter sig og derved får forringet afvanding.   

Vandløbene er ikke skurken
Før man udnævner vandløbene til hovedskurken i debatten og igen vender tilbage til fortidens ensidige syn på åerne som en del af landbrugets produktionsapparat, mener vi, at der bør laves en landsdækkende udredning af alle de faktorer, der påvirker afvandingen af dansk landbrugsjord. 

En sådan udredning bør minimum indeholde bedre, digital kortlægning af drænede arealer, hvor grundvandsstanden er steget samt landsdækkende undersøgelser af dræns tilstand, behovet for omdræning og ikke mindst effekter af sætninger af lavbundsarealerne. 

Samtidig bør stat og kommuner satse endnu mere på at inddrage lavbundsarealer til vådområder. Det vil være en kærkommen hjælp til selvhjælp, og disse kan endda levere flere serviceydelser end at holde på vandet. 

De fjerner nemlig også næringsstoffer og kan i sig selv løse store dele af den nuværende og de kommende års klimaforandringer med endnu mere nedbør. 

Så undtagelse af flere lavbundsområder fra landbrugsdrift vil være rettidig omhu. Og det haster. 

Vent også et øjeblik med at fare ud med den store grødeskærer og undersøg, om der ikke findes andre og bedre løsninger til gavn for produktionen, samfundet og ikke mindst miljø og natur.