Kjer: Jeg har ingen intentioner om at sætte noget over styr

INTERVIEW: Den nye miljøminister lover en grøn kurs og har naturen som sin miljøpolitiske mærkesag. Det handler om urørt skov og mere naturpleje, lyder det. Hun varsler også en ny tilgang til kvælstof, og så håber hun at nå vandplanerne til tiden.

Den nye miljøminister, Eva Kjer Hansen, peger på naturen som sin mærkesag.
Den nye miljøminister, Eva Kjer Hansen, peger på naturen som sin mærkesag.
Hjalte T. H. Kragesteen

Solen skinner ind af de store, brede vinduer, der ud over at give lys i ministerkontoret, også giver en formidabel udsigt til Københavns kanaler. Den nye miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), sidder fortsat på tidligere miljøminister Kirsten Brosbøls kontor.

Men det er en stakket frist. For snart flytter ministeren over i bygningen ved siden af, hvor arkitekten ikke har haft samme blik for udsigten.

"Det er da underligt, at man kun laver vinduer ud mod vandet i trappeopgangen. Sikke mødelokaler man kunne have haft," siger Eva Kjer Hansen, mens hun peger over på den til sammenligning ret kedelige grå bygning på den anden side af gaden.

Dér hvor Fødevareministeriet snart bliver til Miljø- og Fødevareministeriet. Alligevel er den nye minister begejstret for, at de to ministerier slår pjalterne sammen.

Urørt skov er noget af det, der allerbedst kan bidrage til at fremme biodiversiteten. Og dér har vi helt klart en udfordring.

Eva Kjer Hansen (V)
Miljø- og fødevareminister

"Der er rigtig meget sund fornuft i, at det nu er blevet ét ministerium. I stedet for at bygge tingene op hver for sig, sidder man ved samme bord fra starten af. Så man tænker hensynet til begge områder ind. Det må alt andet lige give nogle bedre løsninger," siger Eva Kjer Hansen.

Som noget af det første har hun lanceret den 16-punktsplan for landbruget, som også var varslet før valget. Men hun har også bebudet en naturpakke i det nye år. Meldingerne fra de grønne organisationer har dog klart været præget af bekymring for kursen, men det er der ifølge den nye minister ingen grund til.

"Jeg har ingen intentioner om at sætte noget over styr. Tværtimod føler jeg mig ekstremt privilegeret. Jeg står i spidsen for to af Danmarks styrker. En meget stærk fødevaresektor og en enorm fordel i at have en smuk natur og et godt miljø," siger Eva Kjer Hansen.

Naturen er udfordret
Hun kalder naturen sin miljøpolitiske mærkesag og peger ikke overraskende på, at der efter nytår kommer en naturpakke, hvor det store slagnummer skal være urørt skov. Det handler om naturens mangfoldighed:

"Urørt skov er noget af det, der allerbedst kan bidrage til at fremme biodiversiteten. Og dér har vi helt klart en udfordring," siger Eva Kjer Hansen.

I den forbindelse er udgangspunktet, at 20 procent af statsskovene bliver lagt urørt, ligesom hele blå blok foreslog før valget. Men miljøministeren vil ikke love det, fordi der først skal regnes på økonomien.

"Jeg har bedt ministeriet om at lave nogle forskellige scenarier til mig. Og jeg er også nødt til at se på, hvad tabet af indtægter er, når der ikke kan drives skovhugst," siger hun og peger på, at hun også satser på en kompensationsordning for stoppe skovdriften i private skove.

"Det er lidt tricky, fordi det handler om, hvordan vi lave en kompensationsordning," siger hun.

Bekymrede miner
Eva Kjer Hansen taler også om definitionen på urørt skov, hvor der nemlig også skal være plads til, at folk kan færdes i skovene.

"Men urørt skov betyder, at der ikke må være skovhugst. Ellers er det jo ikke urørt skov," slår hun fast.

Naturstyrelsen har regnet sig frem til, at statens skovdrift i 2013 gav en indtægt på 50 millioner kroner. Ministeren vil dog ikke forholde sig til, om det er dyrt at udlægge 20 procent af statsskovene:

"Jeg ved ikke, hvad beløbet er. Jeg har bare set nogle bekymrede miner i forhold til at få økonomien til at hænge sammen."

Altså her i Miljøministeriet?

"Ja, vi har jo også været i gang med at aflevere diverse ting til finansministerens kasseeftersyn."

Der kommer desuden ikke kun urørt skov i naturpakken, lyder det. Der vil også være fokus på naturpleje.

"Der er lavet et barrierekatalog for naturpleje, som jeg skal have kigget nærmere på. For landmanden har om nogen interesse i at beskytte miljøet og værne om naturen. Han færdes der hele tiden og ser og oplever det," siger Eva Kjer Hansen.

Gode ting i naturplan
Miljøministeren har varslet, at en del af Naturplan Danmark bliver rullet tilbage. Nemlig forbuddet mod sprøjtning og gødskning i §3-områderne. Det handler om at forbedre landmændenes vilkår. Men Eva Kjer Hansen ser også positive elementer i SR-regeringens naturplan.

"Der ligger gode ting i naturplanen, og så ligger der ting, der kræver en ekstra tænkning. Jeg har også brug for at kigge nærmere på, om vi opnår nok i forhold til det. vi gerne vil," siger hun og har som Kirsten Brosbøl (S) fokus på at få flere ud i naturen:

”Vi har de socialt udsatte, de unge og folk med anden etnisk baggrund, som mangler naturoplevelser. Det er værd at tænke ind, hvordan vi kan motivere dem," siger Eva Kjer Hansen.

Hun har ikke taget stilling til, om det grønne danmarkskort overlever regeringsskiftet.

Forsinkede vandplaner?
Anden generation af vandplanerne overlever i hvert fald ikke i sin nuværende form. Den nye minister har allerede meddelt, at de planer, der var i høring i foråret, skal granskes med henblik på justeringer. Hun vil derfor ikke garantere, at planerne bliver vedtaget inden jul:

"Vi lægger os i selen for at nå en afklaring til den 22. december. Men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt vurdere, om det bliver nødvendigt med en ekstra høring, og så står vi i en ny situation," siger Eva Kjer Hansen.

I forhold til kvælstofregulering taler hun om at vende bøtten. At hun nu vil se, hvor stor udfordringen for at nå god økologisk tilstand egentlig er, og om man kan gøre tingene mere målrettede.

"Jeg vil have samlet op på, hvad vi har lært gennem de seneste år. Hvad er der af projekter, der har givet os noget ny erfaring og indsigt. Og når vi nu gerne vil gøre det hele mere målrettet, hvad er det så, vi skal gøre i stedet," siger hun.

Den bebudede landbrugspakke lemper på en række krav til landmændene, der handler om kvælstof-udledning, men også om naturen. På spørgsmålet om hvorvidt de forringelser for miljø og natur, der er i pakken, bliver kompenseret på et senere tidspunkt, lyder svaret:

"Sådan kan du ikke gøre det op, når du vil gøre det mere målrettet. Det handler jo om, hvad opgaven er. Og her har den tidligere regering nedsat et kvælstof-udvalg, som jo også vil ændre på tingene," siger Eva Kjer Hansen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00