Kulturkampen om naturen

Af Hans Henrik Bruun
Ph.d. og lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet

Der foregår i disse år en kulturkamp om naturen. Eller rettere om naturen i Danmarks skove. For når det gælder moser, heder og den øvrige natur i det åbne land, så blev den tilsvarende kamp i hovedsagen taget for mange årtier siden. 

Man kunne også kalde det for en kamp om historien. Opgøret har naturligvis ikke nær samme bevågenhed i massemedierne og offentligheden som diskussionen af samarbejdspolitikken under den tyske besættelse af Danmark, der sluttede for 70 år siden. 

Men der er alligevel paralleller. Ligesom daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens dagsorden i virkeligheden handlede om nutidens udenrigspolitik, så handler den standende natur-kulturkamp også om nutidens og fremtidens skove snarere end om fortidens. 

Den handler om udnyttelse kontra beskyttelse. Og den handler om, hvilke typer af ekspertise beslutningstagerne skal lytte til - nogen, der ved noget om skoven som natur, eller nogen, der ved noget om skoven som et dyrkningssystem for træ.

Sandhed med modifikationer
Siden 1800-årene har historien om Danmarks skove i fortiden lydt omtrent sådan her: Danmarks skove blev overudnyttet gennem mange hundrede år, hvilket førte til, at landet op mod 1700-årenenes slutning var blevet næsten skovløst. 

Naturnær skovdrift er blot en type af skovdrift. Det er ikke naturbeskyttelse. Kan man forestille sig naturnær søudtørring, naturnær vandløbsudretning, naturnær hedeopdyrkning eller naturnær moseafgravning? Nej, vel.

Hans Henrik Bruun
Ph.d. og lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet

Fredskovsforordningen af 1805 betød ifølge Vivian Kvist Johansen konkrete tiltag for at forbedre skovenes kvalitet, eksempelvis ved fysisk at adskille skoven fra det øvrige landskab og forbyde græssende dyr i skoven. 

Fra dette lavpunkt i den dramatiske fortælling går det så fremad. 

Inden for skovgærdet fik træerne fred til at vokse op til ranke stammer, og samtidig blev der plantet nye grønne skove. 

Historien endte altså godt. Skovene er blevet reddet. 

Denne fremstilling er ikke helt grebet ud af luften, men den rummer langt fra hele sandheden. 

Fredskovsforordningens bagmænd var bekymrede for energiforsyningen i form af brænde og tilgangen til bygningsmaterialer som tømmer. De ‘reddede’ skoven som et produktionssystem for disse goder, og de indførte efterhånden optimerede dyrkningsmetoder for træ, kaldet skovdrift. 

Siden dengang har der imidlertid bredt sig en erkendelse af, at skoven også er levested for tusindvis af arter af vilde dyr, planter og svampe. 

Den erkendelse har ført til en omskrivning af den kollektive fortælling om skovenes historie. 

For mens tømmerproduktionen blev optimeret, så blev skovene til ringere levesteder for de vilde arter. De omtrent 5 procent af landets areal, der trods alt var skovdækkede omkring år 1800, er siden blevet radikalt forværret som levested for flora og fauna. 

Samtidig byder de nye skove, der er kommet til siden år 1805, kun på ringe erstatning for det tabte. 

De arter, der er blevet sjældnere eller er uddøde på grund af skovdriften i sjællandske løvskove, har ingen glæde af en vestjysk hedeplantage.

Noget nær naturbeskyttelse
Det er længe siden, at Hedeselskabet var synonymt med intensiv opdyrkning og nyttiggørelse af uproduktive naturområder i det åbne land. 

Det var dengang, man var stolt af hver eneste tønde land mose, der blev drænet, hver sø eller fjord der blev tørlagt, og hvert et stykke hede der blev dyrket op. 

I dag værner vi om de arealer, som det ikke lykkedes at ødelægge i nytteværdiens navn. Det er den såkaldte §3-natur, altså moser, heder og græsland af forskellig slags. 

Det, som Hedeselskabet for årtier siden stolt kaldte mosekultivering, ville i dag trække overskrifter som ødelæggelse af §3-natur. 

Men Naturbeskyttelseslovens §3 omfatter ikke naturen i skoven. Den er i stedet reguleret af Skovloven, der nedstammer fra Fredskovsforordningen i lige nedstigende linje. 

Status som fredskov indebærer ikke naturbeskyttelse, men kun beskyttelse af skoven mod landbrug og bebyggelse. 

Fra både privat og statslig skovdyrkeres side har svaret på den ændrede opfattelse af ‘unyttig’ natur og den større hensyntagen til naturværdierne været at indføre såkaldt naturnær skovdrift. 

Det er et dyrkningssystem, der angiveligt tager større naturhensyn end det traditionelle, blandt andet ved ikke at lave store renafdrifter, hvor alle træer fældes samtidig på store flader. 

Men naturnær skovdrift er blot en type af skovdrift og primært en udnyttelse af naturgrundlaget til produktion. Det er ikke naturbeskyttelse. 

Kan man forestille sig naturnær søudtørring, naturnær vandløbsudretning, naturnær hedeopdyrkning eller naturnær moseafgravning? Nej, vel?

Stoltheden gør ondt
Mange mennesker med tilknytning til den gamle hæderkronede uddannelse til forstkandidat holder stadig myten om skovens redning i 1805 i hævd og bærer denne tradition videre. 

Det har i og for sig ikke noget med uddannelsens faglige indhold at gøre. Hvis der ikke fandtes en uddannelse, der gjorde folk til eksperter i den komplicerede planlægning af foryngelse, tynding og hugst, så mener jeg, at vi var nødt til at opfinde den. 

Men skovdyrkere deler en stolthed med bønder og grøntsagsdyrkende haveejere, nemlig stoltheden over at afgrøden står flot og er fri for ukrudt og skadedyr. 

Den stolthed kender jeg, og den forstår godt. 

Men den jordbrugerstolthed står i skarp modsætning til skoven som naturligt økosystem og levested for vilde arter. 

For når afgrøden står godt, er der ikke plads til alle de arter af træer og buske, som det ikke lønner sig at dyrke. 

Der er ikke plads til alle de arter, der lever i svækkede og døde træer eller træer med skader og hulheder, og der er heller ikke plads til alle de arter, som er knyttet til skovsumpe og skovlysninger. 

Derfor er forstfolkenes samtidige skovdyrkerstolthed og stoltheden over at være arvtager til dem, der ‘reddede’ skoven i 1805, selvmodsigende.

Lidt sminke kan pynte på historien
I Naturstyrelsen, der forvalter vores allesammens statsejede skove og er myndighed for al lovgivning vedrørende skov, er ledelseslaget befolket med mennesker, der hylder denne tradition. 

Det er derfor, vi har haft flere såkaldte skovsminkesager, hvor de forstkandidatuddannede embedsmænd ikke kunne bekvemme sig til at betegne bevaringstilstanden i skovene omfattet af Habitatdirektivet som ugunstig. Det er på trods af, at vurderingen var baseret på objektive kriterier vedrørende biologisk mangfoldighed, som er det Habitatdirektivet har til formål at beskytte. 

For prædikatet ‘stærkt ugunstig bevaringsstatus’, også på statsskovene, betyder jo, at skovene ikke blev reddet i 1805, fordi skovdriften efterfølgende har været til skade for naturværdierne. 

Det er meget sigende, at Naturstyrelsen overhovedet ikke havde problemer med at følge den forskningsbaserede rådgivning og betegne hederne, moserne og den øvrige lysåbne naturs tilstand som stærkt ugunstig. 

På det område havde man ikke noget i klemme. 

Og det er jo ikke, fordi embedsmændene selv har gjort ugerninger, som de ønsker at dække over. 

De største skader er jo sket længe før, de overhovedet blev født. Det er selve traditionen, der er på spil. 

Og det er derfor, at kulturkampen handler om historien, som for nylig i en rapport om mængden af dødt ved og gamle træer i danske skove fra år 1500-2014. Den handler om nutid og fremtid på én gang.

Holder på magten
Den seneste i rækken af skovsminkesager afdækkede Altinget for nylig med artiklen Ny strid om skovenes tilstand. 

Til trods for at daværende miljøminister Ida Auken bankede Naturstyrelsens embedsværk på plads og besluttede at indrapportere skovenes bevaringstilstand som ugunstig i overensstemmelse med den forskningsbaserede rådgivning, ministeriet havde rekvireret, så udsendte Miljøministeriet alligevel i slutningen af 2014 en bekendtgørelse om tolkningen og implementeringen af Habitatdirektivet i dansk lov, hvoraf det fremgår, at skovenes tilstand stadigvæk kan vurderes som god. 

Igen handler det om at forsvare myten om forstfolkenes såkaldte redning af skoven. Og så handler det naturligvis om magt og indflydelse. 

Forstkandidater har indtil for nylig haft monopol på at rådgive politikerne i Folketinget, dels i skikkelse af Naturstyrelsens embedsværk, dels i skikkelse af forskere ved Skov & Landskab og dels i skikkelse af Skovrådet. 

En sådan velerhvervet eneret er ikke nem at give afkald på. Derfor er kampen ikke slut. Vi venter spændt på næste runde.