Debat

Landboforening: Vandløbene skal virke i mere end én forstand

DEBAT: Vandløbsforvaltningens balance mellem afvanding og miljø skal styrkes, skriver formand for Landboforeningen Midtjylland, Frede Lundgaard Madsen. Han ser gode moderniserings-muligheder i ministerens bebudede vandtjek.

Der er behov for at lave en form for regulering, der både tilgodeser natur og miljø omkring vandløbene og giver mulighed for den nødvendige vandafledning.<br>
Der er behov for at lave en form for regulering, der både tilgodeser natur og miljø omkring vandløbene og giver mulighed for den nødvendige vandafledning.
Foto: Colourbox
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Frede Lundgaard Madsen
Formand for Landboforeningen Midtjylland

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har for nylig bebudet, at der skal iværksættes et arbejde med at få fremtidssikret administrationsgrundlaget for vandløbene.

Det hele starter med et vand-topmøde i december, hvor forskellige parter får mulighed for at drøfte udfordringerne og komme med indspil til analysearbejdet.

Det er en god nyhed, for udfordringerne er mange på vandløbsområdet. Først og fremmest er der behov for at få balance i tingene.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Rigide regler står i vejen
I de seneste tre årtier er der sket en gradvis, men vedvarende forringelse af vandafledningen i mange af vores åer.

Årsagerne er sikkert flere. Det er uomtvisteligt, at den såkaldte miljøvenlige grødeskæring både har haft en umiddelbar og en mere indirekte effekt på vandløbenes evne til at lede vandet bort. Mere grøde øger naturligvis i sig selv modstanden mod vandets strømning, men nok så alvorligt er det, at der er sket en indsnævring af vandløbsprofilet grundet større aflejringer af partikler langs brinkerne.

Udvidelse af vandløbenes kapacitet er ikke den eneste løsning, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at er behov for at gøre mange vandløb større, med respekt for miljøet.

Frede Lundgaard Madsen

Formand for Landboforeningen Midtjylland

Med den nuværende forvaltning, regulativudarbejdelse og praksis ved domstole og klagenævn er det desværre svært at se sig ud af problemerne.

Derfor er der behov for regelændringer, hvilket yderligere forstærkes af den alt for omfattende anvendelse af naturbeskyttelseslovens §3, der er en de facto-stopklods for forbedret afvanding, selv hvis problemerne skyldes mangelfuld oprensning i en årrække fra myndighedernes side. Svigt kan således bruges til at fremme snævre miljøinteresser.

Læg dertil konsekvenserne ved de igangværende klimaforandringer og større og større befæstede arealer, ja, så er det velbegrundet, at reglerne nu ses efter i sømmene.

Flere behov at tilgodese
Husk nu på, at såkaldt mangelfuld eller ringe vedligehold ikke altid er ensbetydende med god natur. Der er mange eksempler på det modsatte.

Nogle vil sikkert hævde, at vandløbene bliver smadret, at 30 års miljøarbejde sættes over styr og andet fra samme skuffe. Det må ikke blive konsekvensen, og det kan ikke være i nogens interesse.

Der er rig mulighed for at sikre forbedringer af både miljø og vandafledning i fremtiden, set i forhold til måden, man gør tingene på i dag.

Fakta er, at der 1) er stigende mængder vand, der skal ledes bort, 2) at rentabel anvendelse af landbrugsarealer kræver tilstrækkelig afvanding, 3) at stort set alle vores vandløb er detailreguleret og indgår som en vigtig del af et samlet afvandingssystem, der er bygget op gennem flere hundrede år, 4) at mange bebyggede områder og infrastruktur også er afhængig af god og sikker vandafledning og 5) at vandløbsforvaltningen, herunder vedligeholdelsen, på ingen måde leverer det forventede resultat i form af miljøforbedringer alle steder.

Jeg håber, at vi i fællesskab kan finde en reguleringsform, der tilgodeser både natur, miljø og behovet for vandafledning.

Udvidelse af vandløbenes kapacitet er ikke den eneste løsning, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at er behov for at gøre mange vandløb større, med respekt for miljøet.

For at det kan lade sig gøre, er der behov for at få balance mellem afvanding og miljø. Det er der ikke i dag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00