"Lovgivningen spænder ben for bedre biodiversitet"

DEBAT: De grønne regler i lovkomplekset omkring hektarstøtten virker ikke og bør laves om, så de understøtter en bedre biodiversitet i landbrugslandet. Det skriver frontfigurer fra Familielandbruget og Jægerforbundet sammen med AU-seniorforsker Rasmus Ejrnæs.

Af Henrik Bertelsen, Claus Lind Christensen og Rasmus Ejrnæs
Henholdsvis næstformand i Familielandbruget, formand i Danmarks Jægerforbund og seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet

Gennem to år har Aarhus Universitet i samarbejde med Danmarks Jægerforbund gennemført et forskningsprojekt med titlen Økologisk rum og biodiversitet i det åbne land, der har undersøgt naturindholdet i ti såkaldte markvildtlav. 

Først og fremmest er det undersøgt, om natur- og vildtplejetiltag for harer og agerhøns øger det økologiske rum og reelt gavner biodiversiteten. 

I disse markvildtlav har lodsejere i samarbejde med Danmarks Jægerforbund siden 2013 arbejdet målrettet på at forbedre levestederne for agerhøns og harer i landbrugslandet. Det er sket ved at skabe vildtkorridorer på tværs af ejendomsskel og ved at så vildtstriber rundt om på ejendommene. 

I dag er der etableret 58 markvildtlav over hele landet, som samlet dækker et areal på godt 63.000 hektar. 

Det bestående skal beskyttes først
Naturen i landbrugslandet er trængt. Danske landmænd er blevet stadig bedre til at skabe optimale vækstvilkår for afgrøden. Samtidig er markerne blevet større, og der er blevet mindre plads til vilde planter og insekter. 

Udviklingen har været hård ved naturen i marken og de tilstødende naturområder såsom krat, levende hegn, småskove, enge, overdrev, moser og heder.

Den bestående natur skal beskyttes og udvikles. Det er en klar konklusion fra forskningsprojektet. 

Derfor gælder brandmandens lov stadig, nemlig at første prioritet er at beskytte den natur, vi har, og først derefter at udvikle og bygge på med ny natur. 

For eksempel indeholder et gammelt, levende hegn eller krat i hjørnet af en mark flere arter end en gruppe nyplantede træer, og derfor skal vi ikke kun plante nyt, men passe på det, vi har.

Alligevel giver det mening at etablere ny natur i landbrugslandet, både flerårige tiltag som insektvolde, vandhuller, levende hegn, flerårig udtagning af marginal landbrugsjord til braklægning og enårige tiltag som markvildstriber. 

De er til gavn for fugle og pattedyr, og det giver flere insekter i det åbne land. 

Tiltagene giver i særdeleshed mening, når de anlægges i forbindelse med bestående natur, da de skaber en beskyttende bufferzone til den mere sårbare natur.

Biodiversitet koster, bureaukrati koster mere
Det er jo sjældent gratis at udtage dyrkningsjord til naturvenlige tiltag, så det gælder om, at det økologiske rum øges maksimalt, så det bliver til mest muligt gavn for de arter, der findes i landbrugslandet. 

Projektet Økologisk rum og biodiversitet i det åbne land har vist vejen, og samarbejdet mellem forskere og rådgivere betyder, at indsatsen bliver effektiv for biodiversiteten og omkostningseffektiv for landbrugsdriften.

Den indsats, der kan og skal udføres på landbrugsjorden, er dog desværre underlagt en række bureaukratiske regler. 

Disse regler skyldes især reglerne omkring det, der populært kaldes hektarstøtten. Landbruget modtager årligt cirka syv milliarder kroner i hektarstøtte.

Dette beløb er delt op i 30 procent, der er afhængig af nogle tiltag, der skulle give øget naturindhold eller biodiversitet i landbrugslandet, den såkaldte greening. 

De resterende 70 procent er betinget af nogle mere traditionelle driftsmæssige betingelser.

Desværre er det med de nuværende regler og krav sådan, at de krav, der giver ret til de 30 procent, og som skulle give øget biodiversitet, nærmest ingen virkning har ude i den virkelige verden. Omvendt er mange af betingelserne for at modtage de resterende 70 procent af hektarstøtten en klar hindring for tiltag, der kunne gavne biodiversiteten. 

Reglerne bør laves om
Lovgivningen kræver noget, der ikke virker, og forhindrer på samme tid de tiltag, som folk helt frivilligt gerne vil gøre for at skabe en rigere natur. 

Samtidig er de nuværende regler så uoverskuelige, at mange lader være med at gøre noget - så kommer man ikke galt afsted. 

Dette er man nødt til at få ændret. Men nu står ’CAP-en’ eller den fælles europæiske landbrugspolitik jo foran en revision i 2020, og så det vil jo være oplagt, at der rettes op på disse forhold.

Dertil kommer, at vi skal sikre, at vi altid har den bedste viden om, hvad der virkelig gavner for at skabe en bedre natur og biodiversitet. Og vi skal sikre, at der bliver bygget bro mellem forskernes viden og landmandens praktiske virkelighed. 

Samarbejdet mellem Danmarks Jægerforbund og Aarhus Universitet viser vejen, og markvildtindsatsen er et rigtig godt eksempel på et tiltag, der kan flytte viden ud til dem, der former vores landskab. 

Arbejdet ligger lige for
Bundlinjen i forhold til støttereglerne er helt enkel: 30 procent af landbrugsstøtten har minimal virkning i forhold til, hvad den kunne have, og de resterende 70 procent af ordningerne er med til at forhindre landbruget i frivilligt at skabe mere natur.

Hvis vi skal gøre det bedre fremover, er vores opfordring til lovgiverne derfor:

  • Vi skal få forskerne til at undersøge, hvad der virker, og så skal den bedste og nyeste viden udbredes til lodsejere, jægere og andre, der udfører aktiv naturforvaltning i det åbne land. Der er stadigvæk for stor afstand mellem handling og viden

  • Når ’CAP-en’ skal genforhandles frem mod 2020, skal det sikres, at der kan arbejdes med langt flere naturtiltag i det åbne land, og i særdeleshed skal der skabes fokus på at bevare den bestående natur

  • Vi skal forenkle reglerne, der gælder for landbruget, i relation til at udføre naturvenlige tiltag på en måde, som sikrer, at tiltagene får optimal effekt på biodiversiteten uden at belaste landmænd og embedsværk med store udgifter og besvær med ansøgning og administration.

Forrige artikel SEGES: Nationalt klimaregnskab ignorerer det globale perspektiv SEGES: Nationalt klimaregnskab ignorerer det globale perspektiv Næste artikel SF til landbruget: Ned med pesticiderne SF til landbruget: Ned med pesticiderne