Markager: Brug for konstruktiv miljødebat

Af Stiig Markager
Professor ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Forløbet omkring Landbrugspakken har været både opløftende og skræmmende på samme tid.

Opløftende, fordi miljøet igen er på dagsordenen og store dele af befolkningen har lært at sige "kvælstof" og "god økologisk tilstand". Data og fakta spiller igen en rolle i debatten, og en manipulation med virkeligheden blev afsløret. Skræmmende, fordi vores udfordringer – men også mulighederne - er meget større og mere komplekse, end debatten om Landbrugspakken viser.

Udtørret landskab
Netop nu er foråret på vej, og i disse dage burde viben begynde sin luftakrobatik over markerne. Men tre fjerdele af viberne mangler. Det skyldes, at de våde dele af landskabet er tørret ud og nu dyrkes intensivt.

Et godt lille eksempel på en ’eksternalitet’; at nogen gør noget, som har effekter for andre. Her er det landbrugets opdyrkning af våde enge, som betyder, at mange mister synet af vibens luftakrobatik. Er der noget galt i det? Landmanden ejer jo jorden, og isoleret set er synet af en vibe måske ikke pengene værd? Det skal jeg ikke vurdere i dette indlæg, men det er et godt eksempel på en ’eksternalitet’ og på de udfordringer, vi står over for med hensyn til vores landskab og miljø.

Landbrugspakke er mere end kvælstof
Landbrugspakken burde handle om langt mere end kvælstof. Fosfor, et andet vigtigt plantenæringsstof, er lige så vigtigt for vandmiljøet, men har næsten ikke været nævnt. I dag kommer langt hovedparten af fosfor, ligesom kvælstof, fra det åbne land og dermed fra landbruget.

Det er legitimt for landbruget via sine organisationer at argumentere for erhvervets interesser, men det bør ske uden at intimidere fagpersoner, som bidrager med viden om naturvidenskab eller jura.

Stiig Markager
Professor ved Aarhus Universitet

Fosfor er det vigtigste næringsstof for miljøet i søer og spiller også en vigtig rolle i fjordene. Helt ud i Bælthavet er fosfor vigtigt. De to næringsstoffer - kvælstof og fosfor – bør derfor forvaltes sammen. Det heldige er, at mange af de virkemidler, som virker mod kvælstof, også binder fosfor. Det gælder for eksempel, randzoner, vådområder og kompensationsopdræt i havet.

På land har randzoner, vådområder, våde enge, vandløb og søer endnu flere fælles fordele. Ud over at fjerne og oplagre kvælstof og fosfor, så ophobes kulstof i jorden, når den er vandmættet (se figur). Indlægget fortsætter under figuren.

Sådan er vores moser og tørvejorde oprindelig skabt, og en fremgang, i stedet for en tilbagegang, vil give et betydeligt bidrag til Danmarks kulstofregnskab. Vådområder giver også mulighed for, at åen kan brede sig ud over landskabet uden at forårsage skader. Dermed forsinkes vandet på sin vej nedad åen og til byen, som typisk ligger nederst i overgangen mellem å og fjord. Det kan hjælpe på problemerne med oversvømmelserne. Vådområder giver også muligheder for rekreative oplevelser som for eksempel viber i leg. Det er en måske overset værdi for os alle, og måske ikke mindst i forhold til turismen – tænk blot på ’sort sol’ omkring vadehavet. Der er også en del biodiversitet, som er knyttet til ’vand i landskabet’. Eksternaliteter er altså langt mere end viber.

Vand i landskabet er noget, som helt kontant giver samfundet og landbruget kollektive fordele, selvom det kan være en ulempe for den enkelte landmand. Tidligere ydede vådområder, og i øvrigt også fjordenes enge af ålegræs, en service i form af en naturlig omsætning af næringsstoffer. Tabet af vådområder og ålegræs bliver dermed ikke længere en eksternalitet for erhvervet.

Brug for konstruktivt forum
Det er indlysende, at en effektiv indsats mod kvælstof bør laves, så man samtidig maksimerer de andre fordele, men det gør også opgaven meget kompleks. Man græmmes derfor, når debatten stadig indeholder åbenlyst forkerte påstande som; at havets miljøproblemer skyldes fosforholdigt spildevand fra byerne, at nitrat modvirker iltsvind, fordi nitrat indeholder ilt - det gør vandmolekylet også, men fiskene dør stadig ved iltsvind, at vi overimplementerer vandrammedirektivet – 95 procent af vores fjorde opfylder ikke direktivets krav, at kvælstof ikke er skadelig – her er der dog ros til Bæredygtigt Landbrug, som nu accepterer det faktum.

Der er meget store fordele for Danmark, hvis vi kan designe fremtidens landskab optimalt, det vil sige på en måde, hvor de samme virkemidler løser flere problemer samtidig. Vi har en god del af den viden, som skal til. Vi har også langt hen ad vejen de målinger og modeller, som skal bruges. Det, vi mangler, er et konstruktivt forum for at diskutere løsninger. Måske er løsningen en permanent Natur- og Landbrugskommission? For dette problemkompleks går ikke væk. Vores enorme evne til at omforme og påvirke landskab og stofkredsløb betyder, at vi – som mennesker – har ansvaret for hele landskabet inklusive forholdene i havet.

Det handler om naturvidenskab
Det er naivt ikke at gøre sig klart, at problemerne i debatniveauet også skyldes økonomiske modsætninger. I økonomi er ’eksternalitet’ en omkostning, som påføres andre, men som ikke indgår i omkostningerne for en produktion.

I denne sammenhæng er det landbrugsproduktionen, som påfører samfundet en række omkostninger. Diskussion af om, hvordan og eventuelt, hvor meget landbruget skal kompenseres for at undlade dette, for eksempel, når landbrugsjord tages ud af drift eller må dyrkes mindre intensivt, er politisk, og bør ligge der.

De mest rationelle løsninger i landskabet handler derimod i høj grad om naturvidenskab. De to aspekter har et overlap, men der bør skabes et diskussionsrum, hvor man prøver at holde de to ting adskilt. Det er legitimt for landbruget via sine organisationer at argumentere for erhvervets interesser, men det bør ske uden at intimidere fagpersoner, som bidrager med viden om naturvidenskab eller jura.

Der er trods alt ingen, som har viden om alle aspekter, så kun i fællesskab kan vi finde de optimale løsninger. Målet må være at fastlægge et acceptabelt ’spild’ af næringsstoffer for alle sektorer under hensyn til de samlede omkostninger ved en reduktion, indtjeningen ved den produktion som forårsager spildet og samfundet og andre erhvervs interesse i et godt miljø.