Mindeord: Tidl. bestyrelsesformand Karsten Havnø (61)
Danmark har mistet en af de mest visionære ledere inden for arbejde med vand og vandmiljø.
Med en civilingeniøreksamen med speciale i matematisk modellering fra DTU begyndte Karsten Havnø i 1978 som udviklingsingeniør hos DHI. Det blev starten til en bemærkelsesværdig karriere, der bidrog til at gøre DHI til en af verdens absolut førende virksomheder inden for vand og vandmiljø.
Karsten Havnø startede som udvikler af matematiske modeller, der kan beskrive vands strømninger og udvikling af vandkvalitet i åbne og lukkede systemer. Modellerne blev gjort anvendelige, så de kunne løse konkrete vandproblemer rundt omkring i verden. Det kunne være problemer med store oversvømmelser, erosion på kyster og i floder, nye kloaksystemer i storbyer eller vandmiljøet i de indre danske farvande. Karsten Havnø kunne tidligt se visionen i at gøre kompliceret softwareteknologi anvendelig for vandingeniører rundt omkring i verden. Meget hurtigt fik Karsten Havnø lederansvar på DHI, og han opbyggede afdelinger, der med hele verden som arbejdsplads fik udbredt DHI’s avancerede modelleringsteknologi.
Forretningsudviklingen blev skabt gennem en fantastisk evne til at opbygge relationer med mennesker fra meget forskellige kulturer. Alle blev mødt i samme øjenhøjde og med en brændende interesse for mennesker samt de lokale problemstillinger og muligheder. En meget vedholdende evne til at få skabt løsninger på svære problemstillinger prægede hans indsats. Specielt i Bangladesh bidrog Karsten Havnø til etableringen af en bæredygtig national institution, der i dag medvirker til at løse mange af landets store problemer med oversvømmelser og erosion.
Teknologioverførsel med træning af lokale ingeniører blev ledet med stort engagement af Karsten Havnø, og i de senere år fulgte han arbejdet i Bangladesh via bestyrelsesarbejde. En bemærkelsesværdig karriere gennem 36 år på DHI er slut.
Karsten Havnø efterlader sig sin kone, Herdis, og børnene Monika og Helena.
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Livet på landet er den nye slagmark
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- Sjældent har politikerne haft så klart mandat til at løfte havmiljøet
















