Professor: Hold fast i de statslige rammer

Af Jørgen Primdahl
Professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Grundlaget for den planlov, vi har i dag, blev skabt i 1970’erne med et sæt af planlove gennemført af et stort flertal i Folketinget. Dermed ændrede man det danske plansystem fra at være det formentlig mindst effektive og mest forældede i Nordvesteuropa til et enkelt og velfungerende lovsæt, når det gælder regulering af byvækst og sikring af det åbne land imod spekulation i by- og sommerhusudvikling.

Siden er lovene samlet i én lov, og reguleringen er løbende både blevet strammet og lempet. Opstramningen er især sket i forhold til beskyttelsen af kystzonen, mens der i flere omgange er sket lempelser af begrænsningerne i at bygge boliger og etablere ikke-jordbrugsmæssige erhverv i landzonen.

Nu lægges der op til en revision af planloven med mere frihed til kommunerne, en ’styrkelse af udviklingen uden for de større byer’, som det hedder i regeringsgrundlaget, og en udvidelse af såkaldte miljømæssigt bæredygtige projekter ved kysterne.

Det er altid en god idé at udvikle og forbedre planlovgivningen, især hvis det sker på grundlag af systematisk viden om, hvordan planloven hidtil har fungeret. Imidlertid ser det ud til, at den annoncerede liberalisering mest skyldes en generel modvilje mod fysisk planlægning kombineret med kommunale ønsker om mere frihed til at gennemføre projekter i kystzonen og det åbne land i øvrigt.

Liberalisering skaber ikke nødvendigvis udvikling
Som andre har påpeget, er der ingen grund til at tro, at en liberalisering af planloven skulle skabe mere udvikling. Det påvirker næppe den generelle efterspørgsel på boliger, at man får lov at bygge i områder, hvor det hidtil har været umuligt at få tilladelse. Til gengæld forekommer det sandsynligt, at en liberaliseret planlov vil bringe de enkelte kommuner i indbyrdes konkurrence om at udbyde de mest attraktivt beliggende byggegrunde.

Som andre har påpeget, er der ingen grund til at tro, at en liberalisering af planloven skulle skabe mere udvikling.

Jørgen Primdahl
Professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Og forestiller man sig, at en eventuel fremtidig regering kunne finde på at stramme op igen – så bliver konkurrencen så meget desto mere hektisk. Det kan meget vel blive et problem for den enkelte kommune at holde igen og lægge vægt på natur- og landskabsbeskyttelse. Hvis man oplever, at nabokommunen har stor succes med eksklusive udstykninger med havudsigter eller med værdifuld natur i baghaven.

Hertil kommer, at man ikke fra sag til sag kan tage stilling til, om det enkelte projekt er natur- og miljømæssigt bæredygtig, fordi man i den enkelte sag ikke – uden ordentlige rammeplaner - kan tage højde for andre sager eller for de akkumulerede effekter af mange sager.

Undgå at skabe usikkerhed
Og her har vi måske det største problem med en ny planlov, som den er skitseret: Den vil ikke forhindre, at værdifulde kyststrækninger og naturområder ødelægges, og den vil ikke skabe mere enkelhed og tillid til plansystemet. Tværtimod kan sådanne liberaliseringer meget vel føre til øget spekulation, til satsning på kortsigtede gevinster og en hel masse lokale konflikter mellem grundejere.

Et velfungerende plansystem forudsætter, at overordnede hensyn – som f.eks. den generelle beskyttelse af værdifulde kyststrækninger og natur- og landskabsområder i øvrigt – overlades til centrale myndigheder, dvs. til staten, mens mange års erfaringer har vist, at kommunerne til gengæld sagtens kan gives stor frihed til at gennemføre en planlægning, som sikrer et udbud af velfungerende og attraktive bolig- og erhvervsområder.

Efter min mening kan der være god mening i at reducere kravene om de mange udpegninger, som loven i dag stiller til kommuneplanen. Ligesom der også er gode grunde til at omtænke hele landzonesystemet, så det bliver nemmere at gennemføre lokale udviklingsplaner i landområderne.

Derimod skal man holde fast i statslige rammer for den overordnede beskyttelse. Og så for alt i verden undgå at skabe usikkerhed omkring disse rammer. I sidste ende er plansystemet helt afhængig af, at der generelt er tillid omkring det. Hvilket bl.a. indebærer, at alle centrale parter inklusiv regeringen, selv udviser en tro på værdien af en fysisk planlægning.