Debat

Professor: Landbruget kan regulere sig selv

DEBAT: Forestil dig, at reglerne for landbrugets drift og anvendelse af gødning ophæves, men at alle landmænd er forpligtiget til at være medlem af et ”oplandslaug”, som i fællesskab forvalter tabet af næringsstoffer. En sådan virkelighed skitserer professor Stiig Markager her. Og den rummer store muligheder, skriver han.

Ifølge professor ved Aarhus Universitets afdeling for Bioscience Stiig Markager vil oplandslaug rumme et stort potentiale for at forbedre vilkårene for landbruget inden for de rammer, miljøet sætter.
Ifølge professor ved Aarhus Universitets afdeling for Bioscience Stiig Markager vil oplandslaug rumme et stort potentiale for at forbedre vilkårene for landbruget inden for de rammer, miljøet sætter.Foto: Privat foto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Stiig Markager
Professor ved Aarhus Universitets afdeling for Bioscience

I Danmark udledes der flere næringsstoffer til vandmiljøet, end godt er. 

Konsekvenserne er grønne, overgødede søer og fjorde med uklart vand, iltsvind og uden fisk. 

Danmark er på ingen måde alene om dette problem. Overalt i verden bor folk ved havet, og overalt er næringsstoffer i vandmiljøet, såkaldt eutrofiering, et problem. 

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Danmark har dog nogle særlige udfordringer. Vi har meget landbrugsareal, og langt hovedparten er i omdrift og tillige drænet. 

Samtidig har vi kort vej fra mark til fjord, så naturens egen evne til at fjerne næringsstoffer i landskabet har kun kort tid at virke i. 

Den enkelte landmand vil selv kunne styre sit gødningsforbrug, og kontrol med indkøb af gødning vil blive overflødigt. 

Stiig Markager
Professor ved Aarhus Universitets afdeling for Bioscience

Endelig består vores havmiljø af mange lukkede fjorde, hvor vandsøjlen er lagdelt. Begge dele gør økosystemet sårbart for næringsstoffer og forstærker forekomsten af iltsvind. 

Problemet med næringsstoffer er derfor større i Danmark end andre steder, og vi har brug for at gribe det an på den absolut mest intelligente måde.

Mindre kvælstof er en nødvendighed
Da problemerne med de store udledninger af næringsstoffer blev erkendt i 1980’erne, var det nationale planer og lovgivning, der blev brugt i reguleringen. 

Dengang var målsætningerne formuleret som en procentvis reduktion af tilførslerne af næringsstoffer. Det var i mangel af bedre. 

Langsomt blev det erkendt, at målet ikke er en given udledning, men et godt vandmiljø. 

Da EU tog over med Vandrammedirektivet i 2003, var det netop med den tilgang, formuleret som opnåelse af “god økologisk tilstand”. Det er ret præcist defineret, hvad god økologisk tilstand er i danske fjorde, og vi ved også, at det kræver en reduktion af kvælstoftilførslerne. 

Omfattende analyser med forskellige metoder viser samstemmende, at tilførslerne skal reduceres fra de nuværende 57.000 til omkring 42.000 tons per år for at opnå god økologisk tilstand. 

Behovet for en reduktion er dog langt fra ligeligt fordelt rundt om i landet. 

Der er områder, for eksempel Roskilde Fjord, dele af Limfjorden og nogle af de åbne kyster, hvor vi er i mål, når de tiltag, der er sat i værk, kommer til at virke fuldt ud. 

I andre områder skal der ske en halvering af de nuværende tilførsler for at nå i mål.

Samfundet må tilpasse sig naturen
Danmark overimplementerer på ingen måde EU’s vandrammedirektiv. Det er ellers et synspunkt, som er blevet fremført mange gange i den senere tid. 

Der er ingen af de danske fjorde, som robust er i god økologisk tilstand. Der er nogle, som i gode år og på nogle af de parametre, der anvendes til at vurdere målopfyldelse, er i god tilstand, men 95-98 procent af områderne er langt fra i god økologisk tilstand. 

Pointen er her, at EU’s vandrammedirektiv tager udgangspunkt i naturen. 

Det er fjorden, som skal have god økologisk tilstand, og så må samfundet tilpasse sine aktiviteter til det, naturen kan tåle. Vi har med andre ord et økologisk råderum, som må respekteres. 

Det betyder omvendt, at man får strammere krav, hvis man bor ud til en sårbar fjord, og også at dansk landbrug vil have et mindre råderum, lig strammere regler, end deres kollegaer i andre lande.

Løsningen ligger lige for
Danmark har fire muligheder. 

Vi kan melde os ud af EU, så slipper vi også for EU’s regulering. Og så nok alligevel ikke! 

Hvis vi for eksempel skal have handelsaftaler med andre EU-lande, bliver det nok et krav, at vi overholder de samme miljøregler. 

Så kan Danmark prøve at få ændret Vandrammedirektivet. En sådan ændring skal være enstemmig, så det er nok også op ad bakke. 

En tredje mulighed er at få en undtagelse for dansk landbrug. Hvis opnåelse af god økologisk tilstand er forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan man få en undtagelse fra kravene. 

Som sagt er landbrugets udledninger af næringsstoffer et af de helt store miljøproblemer i verden og i EU. En sådan generel undtagelse vil i praksis fjerne hele grundlaget for Vandrammedirektivet, så det er nok også op ad bakke. 

Bestemmelsen om undtagelse er tiltænkt helt andre udfordringer, hvis fysiske konstruktioner eksempelvis en bro, et dige, et vandreservoir eller omkring en stor havn, hvor det lokalt ikke er teknisk muligt at undgå miljøpåvirkninger.

Så er vi ved den fjerde og sidste mulighed: at løse problemet!

Frustrerende og uhensigtsmæssig regulering
I dag reguleres landbrugets udledninger ved en lang række specifikke regler: Hvor meget kvælstof må der bruges per hektar, krav om tidspunkter for udbringning, krav om efterafgrøder og indtil for nyligt generelle randzoner. Blot for at nævne nogle. 

Dertil kommer harmonikrav, det vil sige balance mellem antal dyr og det areal, man har til at sprede dyrenes afføring på. 

Dette er en meget uhensigtsmæssig måde at regulere på. 

Det er frustrerende i dagligdagen for den enkelte landmand ikke at kunne udføre sit håndværk på den bedste måde. Det kræver en masse kontrol og bureaukrati, for eksempel gødningsregnskaber som alle landmænd skal indsende. 

Det fører til en regulering, som stiller stramme krav til marker, som godt kan dyrkes intensivt uden de store miljøproblemer. 

Andre steder i landskabet er reguleringen derimod langt fra at være tilstrækkelig. 

De fleste har indset, at vejen frem er målrettet regulering, se for eksempel Natur og Landbrugskommissionens rapport fra 2013 og den seneste rapport fra De Økonomiske Råd – Økonomi og Miljø 2015.

Oplandslaug giver nye muligheder
Forestil dig, at alle krav til landbrugets drift og anvendelse af gødning ophæves. Den enkelte landmand kan frit dyrke jorden og bruge den mængde gødning, som han anser for optimal. 

Til gengæld har alle lodsejere en forpligtigelse til at være medlem af et såkaldt oplandslaug. 

Oplandslaugets opgave er at sikre, at koncentrationen af kvælstof i det vandløb, som afvander området eller oplandet, ikke overstiger en given værdi, som er aftalt med kommunen. 

Sker der en overtrædelse, skal der være en økonomisk sanktion, det vil sige, at oplandslaugets medlemmer er kollektivt forpligtede til at overholde oplandslaugets forpligtigelser og til at betale de sanktioner, der følger af en overskridelse.

Kernen i ideen er 1) at udnytte landskabets naturlige muligheder for næringsstoffjernelse 2) at udnytte landmandens/lodsejernes faglighed og kendskab til jorden og landskabet og 3) at få et lokalt ejerskab til opgaven og mulighed for at tale sig til rette om den bedste løsning for alle.

Udnytter den lokale viden
Et eksempel: I et opland er der nogle lavtliggende områder omkring åen, som ejes af én lodsejer. 

Området er i omdrift, men giver kun et marginalt økonomisk udbytte. Samtidig er det nødvendigt med grødeskæring i åen for at forhindre oversvømmelser. 

De øvrige landmænd i området vil gerne bruge mere gødning og aftaler derfor med ejeren af de lavtliggende områder, at disse omdannes til vådområder, og at grødeskæringen i åen reduceres. 

Man behøver ikke at ændre på ejerforholdene, blot indgå en privat aftale inden for oplandslauget. 

Vandet får nu en længere vej fra de gødede marker til havet, og en del kvælstof fjernes naturligt ved nitratånding (denitrifikation) i vådområdet og i tilknytning til planterne i åen. 

Fordelen ved oplandslauget er, at alle virkemidler kan bringes i anvendelse på en ikke-bureaukratisk måde, det vil sige uden behov for myndighedernes kontrol. 

Virkemidler, som et oplandslaug kan overveje, er for eksempel optimalt placerede randzoner, omlægning til vedvarende græs eller energiafgrøder på nogle arealer eller udtagning af jord fra landbrugsdrift. 

Listen er meget længere, og måske kommer der nye virkemidler til, når de, som kender landskabet, frit kan prøve nye veje. 

Staten kan hjælpe med smidige regler
En egentlig jordfordeling kan også være hensigtsmæssig og måske gøre det lettere på længere sigt at håndtere udfordringerne inden for laugets opland. 

Her vil en hjælpende hånd fra staten med smidige regler kunne gøre meget, uden at det nødvendigvis koster penge. 

Den enkelte landmand vil selv kunne styre sit gødningsforbrug, og kontrol med indkøb af gødning vil blive overflødigt. 

Et eventuelt overforbrug vil vise sig som mere kvælstof i åen, og landmanden må tage opgøret på næste møde i oplandslauget, når målingerne i åen viser, at oplandslauget har overskredet den tilladte koncentration i åen, og derfor står overfor en økonomisk sanktion.

Oplandslauget adskiller sig ikke fra velkendte konstruktioner i samfundet som for eksempel en grundejerforening, som har ansvaret for at drive vejene i et område eller en ejerforening i en byejendom med ejerlejligheder. 

Der findes således allerede juridiske rammer for at løse konflikter inden for et oplandslaug, for selvfølgelig vil der opstå konflikter. 

Mindre kontrol og bureaukrati
Det, som måles i åen, er summen af alt, hvad der sker i oplandet, så i udgangspunktet ved man ikke, om det er fra Hansens eller Jensens mark, der kommer særligt meget kvælstof. 

Nu kender de fleste landmænd deres jord og de forhold, som styrer, hvor meget kvælstof der tabes. 

De kender også hinanden, så i de fleste tilfælde, vil de nok have en god fornemmelse for, hvor kvælstoffet kommer fra. 

Kan man ikke nå til enighed, må man måle sig frem og eventuelt få en konsulent til at udrede sammenhængene. Det kunne være fra den lokale landboforening. 

Det centrale er imidlertid, at landmændene selv kommer til at styre processen og betale for eventuelle ekstra målinger og beregninger, hvis medlemmerne af oplandslauget ikke kan tale sig til rette. 

På den måde sikres det løbende, at omkostningerne til målinger, kontrol og bureaukrati minimeres.

Også tidsler i græsset
Hvilke problemer kan der opstå i et oplandslaug og mere generelt? 

Det er oplagt, at sanktionerne for et oplandslaug ved at overskride den fastsatte koncentration af kvælstof i åen skal stå i forhold til fortjenesten. 

Ellers bliver der reelt tale om, at al regulering fjernes. 

Da udbyttet ved landbrugsdrift i et opland skal tælles i millioner af kroner per år, skal sanktionerne stå i forhold til det merudbytte, man har opnået ved at overtræde de aftalte koncentrationer i åen – princippet om, at forureneren betaler. 

Det kan derfor give alvorlige konsekvenser for et oplandslaug, hvis man ikke har styr på alle medlemmer. 

Andre potentielle problemer er, at der er andre hensyn til miljøet end blot den mængde kvælstof, som ender i havet, for eksempel for grundvand og i forhold til beskyttede naturtyper i landskabet. 

Der kan også være lovgivning, som kan kollidere med en ureguleret anvendelse af kvælstof, for eksempel foreskriver EU’s nitratdirektiv, at der ikke må bruges mere end 170 kilo nitrat per hektar. 

Der kan også opstå problemer i forhold til lodsejere, som ikke driver landbrug, men måske har en udledning, eksempelvis i form af nedsivning af husspildevand. 

Endelig skal der findes løsninger for de ejendomme, som ligger direkte ud til havet.

Omkostningerne kan skrumpe
Der vil også være omkostninger ved at måle kvælstofkoncentrationerne i de mange små åer. 

Skal systemet fungere, må oplandene ikke være større, end at alle væsentlige lodsejere kender hinanden og kan sidde om samme bord og tale sig til rette. 

Der skal derfor måles i mange åer, og det skal gøres på en autoriseret måde og kontinuerligt gennem året. 

Det er dog stadig langt færre målinger, end hvis man skal måle i de enkelte dræn, som nogle har foreslået. 

Kostprisen for en analyse af kvælstof er omkring 30 kroner. Hertil kommer udgifter til prøvetagning, fortjeneste for analysefirmaet, hvis det skal gøres af private, og administration af data. 

Et skøn er omkring 35.000 kroner per år for Horsens Fjords opland, svarende til 31 millioner for hele landet. 

Det er antagelig mindre end det, som i dag bruges på gødningsregnskaber og andre typer af kontrol.

DØR tænker i samme baner
De Økonomiske Råd (DØR) har foreslået en ordning, som på nogle områder ligner den som er foreslået her, det vil sige at gå bort fra generelle virkemidler og erstatte dem med kvoter for kvælstofudledning. 

Forskellen er, at DØR foreslår, at kvoterne beregnes med modeller for kvælstoftab for afgrøder, landbrugspraksis, jordtype og så videre. 

Det giver en række problemer, som kan være svære at håndtere. 

For eksempel kan det blive svært at få den enkelte landmands accept af modelberegningerne for netop deres ejendom, og der skal stadig være en omfattende kontrol med, at den landbrugspraksis, som forudsættes i modellen og dermed den tildelte kvælstofkvote, faktisk overholdes. 

Desuden foreslår DØR en generel kvælstofafgift, det vil sige, man får stadig en restriktion på anvendelse af kvælstof i områder, hvor det ikke er nødvendigt.

Nitterne er trukket på forhånd
Et alvorligt problem, som også DØR gør opmærksom på, er, at det i nogle områder kan være svært at drive den type landbrug, man gør i dag, og samtidig nå ned på tilstrækkeligt lave udledninger af kvælstof. 

Det vil derfor være et økonomisk problem for de landmænd, som har jord i sådan et opland. 

I en model med oplandslaug er der mulighed for, at ét opland kan købe sig til en større udledning, altså en kvote af kvælstof, ved at betale et andet opland for at udlede mindre. 

Det skal ske inden for den samme fjord, således at den samlede tilførsel til den enkelte fjord holdes på et niveau, der er foreneligt med god økologisk tilstand. 

Man kan også forestille sig, at staten går ind og hjælper, eventuelt ved at bruge EU-midler. 

I sidste ende er det et politisk spørgsmål, om den enkelte landmand skal kompenseres for at eje dårlig landbrugsjord, det vil sige jord, som kun kan dyrkes med et uacceptabelt højt kvælstoftab til følge, eller om man selv må tage tabet ved at have købt jorden for dyrt og dermed lavet en dårlig investering.

En direkte personlig interesse
Den overordnede kvælstoframme for oplandslaugene vil være den mængde kvælstof, en fjord kan håndtere og stadig have et godt miljø. 

Dette er meget forskelligt, for de forskellige fjorde og kan også ændre sig over tid. 

Når landmændene omkring eksempelvis Horsens Fjord har udledt mindre kvælstof over en årrække på 10 til 20 år, så ved vi, at fjordens tilstand bliver bedre. For eksempel vil vandet blive klarere og ålegræsset komme tilbage. 

Dermed bliver fjorden i stand til at omsætte mere kvælstof, end den gør i dag – uden negative miljøeffekter. 

Måske kan man ovenikøbet hæve grænsen for, hvor meget kvælstof der må udledes, hvilket direkte vil komme oplandslaugene omkring fjorden til gode med deraf følgende værdistigning for ejendommene i området. 

Den enkelte landmand får således en personlig direkte interesse i et godt miljø i netop deres fjord. 

Landmændene kan selv investere i miljøet
Såkaldt marine virkemidler som kompensationsopdræt eller etablering af stenrev’ kan potentielt bringes i spil for at forbedre den enkelte fjords robusthed. 

For eksempel kan medlemmerne af alle oplandslaug omkring en fjord gå sammen om at etablere marine virkemidler mod, over tid, at få en større kvælstofkvote. 

Landmændene får så at sige mulighed for at investere i miljøforbedringer i fjorden.

Den her skitserede metode med oplandslaug har indbyggede problemer, men også et stort potentiale for at forbedre vilkårene for landbruget inden for de rammer, miljøet sætter. 

Der er behov for at komme i gang, og fordomsfrit at få udredt fordele og ulemper, hvilket bør ske uanset holdninger til det nuværende behov for miljøforbedringer i havet. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00