Rasmus Nordqvist om lækket havpagt: Det er varm luft og tomme løfter

I stedet får vi en tekst spækket med formuleringer om, at der skal lægges særlig vægt på effektivt at gennemføre eksisterende EU-lovgivning, og at kommissionen vil fremlægge en strategi, der skal støtte medlemslandene i det arbejde.  

Det lyder handlekraftigt, men betyder i praksis: Intet nyt til havets beskyttelse.   

Bundtrawl forbigås helt og aldeles 

Men det mest opsigtsvækkende er ikke, hvad der står i pagten. Det er alt det, der ikke står. 

Hvordan kan EU lave en havpagt uden én eneste gang at nævne bundtrawl?

Bundtrawl er en af de mest ødelæggende metoder for havets økosystemer, og alligevel forbigås det i tavshed. Det er ikke en forglemmelse. Det er et valg. Et valg om ikke at røre ved de mest destruktive praksisser, som er med til at ødelægge vores hav.  

Og bundtrawl er langtfra den eneste ubehagelige sandhed, der bliver ignoreret. Pagten nævner heller ikke noget om overfiskeri eller den voksende forurening med mikroplast i vores have.

Disse udeladelser sender et tydeligt signal om, at politisk bekvemmelighed stadig trumfer den nødvendige handlekraft. 

FN’s havkonference i Nice kan, ligesom Paris blev for klimaet, blive det vendepunkt, hvor verden tager havets krise alvorligt.

Rasmus Nordqvist
Medlem af Europa-Parlamentet for SF

I stedet fylder begrebet ‘blue economy’ – blå vækst, innovation, investeringer. Ved første øjekast lyder det fint, men vækst vil ikke dække de akutte behov, vores have står over for. 

Behov for en havlov

Kommissionen hævder, at pagten skal “forenkle”. Det lyder fornuftigt. Men i stedet for at rydde op i de forskellige lovgivninger og præsentere én samlet, bindende lovgivning vælger man at samle de eksisterende mål ét sted uden at have nogle konkrete målsætninger. 

Hvis kommissionen virkelig ønskede at gøre en forskel, havde den grebet den idé, som vi i De Grønne har foreslået: en ‘Ocean Law’ – en havlov med samme tyngde som EU’s klimalov.

En ramme med bindende mål, retskraft og klar prioritering af miljøet, når sektorpolitikker kolliderer.  

For det er netop dét, vi har brug for. Vi skal gøre et opgør med den lovgivningsmæssige fragmentering, hvor fiskeri, klima og økonomiske interesser trækker i hver sin retning.

Vi skal gøre op med silotænkningen, hvor ingen har overblikket, og ingen tager ansvar. Det var det, vi havde håbet at se i en havpagt. 

En historisk mulighed

Hvis EU skal være troværdig som grøn stormagt, kræver det mere end buzzwords og floskler. Det kræver bindende mål, reel regulering og en ærlig samtale om de svære valg. 

I den grønne gruppe i Europa-Parlamentet vil vi derfor også arbejde på, at kommissionen giver os mere end glittet papir og tomme løfter, som er det, lækket indtil videre indikerer.

De bliver nødt til at turde lovgive for havets skyld. For uden det er pagten ikke en løsning. Den er varm luft.

Vi har en historisk mulighed. FN’s havkonference i Nice kan, ligesom Paris blev for klimaet, blive det vendepunkt, hvor verden tager havets krise alvorligt.  

Men det kræver, at EU møder op med substans. Med en havlov med bindende mål. Hvis vi havde grebet øjeblikket og fremlagt en pagt, der indebar reel lovgivning, kunne EU være gået forrest og have sat en ny global standard.  

I stedet risikerer EU at møde op med en tynd og ufærdig plan i hånden. Hvordan skal vi kunne banke i bordet og kræve handling af andre, når EU ikke selv har gjort lektierne færdige?