Den tidligere midlertidige administrerende direktør i Danske Bank Jesper Nielsen er blevet fyret af Danske Banks bestyrelse.
Fyringen sker som konsekvens af en sag om produktet Flexinvest Fri, hvor tusindvis af danske kunder har betalt for høje gebyrer.
Det skriver Danske Bank i en pressemeddelelse.
Jesper Nielsen overtog midlertidigt posten som administrerende direktør, efter Thomas Borgen blev afskediget som følge af hvidvasksagen. Han besad posten frem til 1. juni i år, hvor Chris Vogelzang startede i stillingen. Derudover har Jesper Nielsen haft ansvaret for de danske bankaktiviteter.
"Jesper Nielsen har gjort en betydelig indsats i banken gennem mange år senest som midlertidig administrerende direktør, hvilket vi takker ham for," siger Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, og fortsætter:
"Men i den konkrete sag var han på daværende tidspunkt en af de ansvarlige bankdirektører, der ikke i tilstrækkelig grad sikrede, at Flexinvest Fri-produktet var det rigtige i forhold til kunderne. Derfor mener vi ikke, at Jesper kan fortsætte i stillingen."
Ifølge pressemeddelelsen har Danske Bank konstateret, at kunder, der har investeret i produktet Flexinvest Fri i en bestemt periode, har betalt et for højt aftalegebyr.
Sagen berører 87.000 kunder i Danmark, og Danske Bank forventer, at godtgørelsen vil udgøre cirka 400 millioner kroner.
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- Ny måling: Et nyvalg vil være en gave til Messerschmidt
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Blå partiledere har startet operation bøllebank mod Løkke. Men én af dem har skudt sig selv i foden
- Ældre nægtes æg, kaffe og chokolade på københavnske plejehjem














































