De svageste skal have hjælp til at klage

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

På dette års folkemøde udtalte minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen, at kommunerne trods alt får ret i 75-80 procent af sagerne, og derfor står det ikke så galt til med retssikkerheden, som handicaporganisationerne påstår.

Jeg synes godt, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om 20-25 procent sager, hvor kommunerne enten tager fejl, eller sagen hjemvises til ny behandling, er ok. Det synes jeg egentlig ikke, det er i et retssamfund som det danske. Når man så tænker på, at til de 20-25 procent skal lægges det antal borgere, der aldrig når frem til klagesystemet – nemlig de allermest udsatte borgere.

Lad mig give et eksempel: En voksen borger med udviklingshæmning opsøges på sit bosted af to sagsbehandlere fra borgerens handlekommune. Sagsbehandlerne fortæller ikke, hvor de kommer fra, og kontaktpædagogen må selv bede om kontaktoplysninger.

De svageste når aldrig frem
Formålet med besøget er, at borgeren skal tilbydes bolig i borgerens hjemkommune, frem for der, hvor borgeren bor nu – en anden kommune. Borgeren har profiteret meget af sit ophold på stedet, og der er fortsat udviklingspotentiale.

Borgeren har ingen pårørende, da begge forældre er afgået ved døden. Sagsbehandleren lader skinne igennem, at der er borgere, der har stærkere pårørende, og de kæmper længe for deres rettigheder, men det har denne borger ikke. Trods stedets protest på beboerens vegne tilbydes borgeren egen lejlighed i handlekommunen, hvor borgeren ikke har et socialt netværk. Borgeren inddrages overhovedet ikke.

Dette er bare et eksempel på, at svage borgere, uden pårørende eller andre til at hjælpe sig, i mange tilfælde aldrig når frem til det klagesystem, der skal hjælpe dem i tilfælde af, at de vil klage over en afgørelse.

En udfordring er brugen af mundtlige afgørelser. Hvordan kan borgerne på baggrund af mundtlige afgørelser vide, at de kan klage? Måske ved de slet ikke, at de har fået en afgørelse.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Mundtlige afgørelser forvirrer
Vi ved, at der for sårbare borgere er store udfordringer i forhold til at benytte klagesystemet. En udfordring er brugen af mundtlige afgørelser. Hvordan kan borgerne på baggrund af mundtlige afgørelser vide, at de kan klage? Måske ved de slet ikke, at de har fået en afgørelse.

Et eksempel er, hvis en person med sindslidelse ringer og spørger, om det er muligt at få støtte til at organisere hverdagen, og fra kommunen får at vide, at det er der ikke. Så kan det være svært at gennemskue, at der overhovedet er tale om en afgørelse.

At der mangler skriftlige afgørelser er ikke bare handicaporganisationernes ’oplevelse’. En nylig praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen viste, at i 28 procent af sagerne om socialpædagogisk støtte lå der ikke den lovpligtige skriftlige afgørelse.

En anden udfordring ved at benytte klagesystemet, og som særligt rammer de sårbare, er, hvis den enkelte ikke selv kan finde ud af at klage og ikke har netværk eller pårørende, der kan hjælpe til. Vi ved eksempelvis, at der er pædagoger på botilbud, der har fået at vide, at de ikke må hjælpe borgere med udviklingshæmning med at klage. Hvordan skal disse borgere nå til klagesystemet?

Dobbeltminoritet, dobbelt udfordring
Det at kende systemet og sine rettigheder kan være en særlig udfordring for den gruppe borgere, som kan gå under betegnelsen dobbeltminoriteter. Gennem DH’s projekt Dobbeltminoriteter har vi fået øjnene op for denne målgruppe, som med etnisk minoritetsbaggrund og et handicap kan være dobbelt udfordret.

Lad mig give et eksempel: En kvinde med etnisk minoritetsbaggrund har en datter med Downs Syndrom. Datteren fylder 18 år om 2 måneder. Moderen er meget bekymret for, hvad der skal ske med datteren (og hende selv), når de ikke længere får den hjælp, de plejer.

Moderen har mange spørgsmål og kender ikke til mulighederne, når man bliver voksen med handicap. Det er generelt en svær overgang fra børne- til voksenområdet. Men der er endnu større udfordringer, når man ikke kender – adgangen til – det danske sociale system, sine rettigheder og er sprogligt udfordret.

Hjælp til at klage
Jeg mener, at der er behov for at styrke de allersvageste borgeres muligheder for at benytte det klagesystem, som skal sikre deres rettigheder. Der er behov for, at alle borgere – uanset om de har pårørende eller ej – får hjælp til at klage.

Ingen medarbejder må være i tvivl om, at de kan hjælpe borgerne til at opnå retssikkerhed. Derudover er der behov for at styrke handicaporganisationernes rådgivning for at sikre, at borgerne støttes i mødet med kommunen.