Det kan betale sig at træffe forkerte afgørelser

Det skriger til himlen, at offentlige myndigheder med pligt til at træffe korrekte afgørelser, accepterer sjusk og fejl i et omfang, der ville have ført til fyring alle andre steder i Danmark.

Sanne Møller
Advokat ved BolexAdvokater

Af Sanne Møller
Advokat ved BolexAdvokater

Det er meget naivt at tro, at man kan ændre den måde, der afgøres sager på i kommunerne, hvis man ikke ændrer incitamentsstrukturen for kommunerne. Som det er i dag, kan det betale sig at træffe forkerte afgørelser - kommunerne får nemlig lov til at beholde fortjenesten.

Jeg skal opfordre repræsentanter fra Folketinget til at turde kommentere og kritisere udtalelser fra KL som: "at en omgørelsesprocent på over 50 i sig selv er et stort problem" og fra landets socialchefer om, at man "glæder sig over korrekt sagsbehandling i tre ud af fire afgørelser".

Det skriger til himlen, at offentlige myndigheder med pligt til at træffe korrekte afgørelser accepterer sjusk og fejl i et omfang, der ville have ført til fyring alle andre steder i Danmark. Hvad i alverden tror de, at de får løn for?

Den sædvanlige undskyldning fra KL lyder, at det er, fordi loven er svær. Lad mig slå fast en gang for alle: Det er den ikke! Den er skrevet på forståeligt dansk i 1997, og alle socialrådgivere burde være uddannet eller efteruddannet i den. Men hvis kommunerne ansætter arbejdskraft uden relevant uddannelse, så bliver det svært.

Det er halvandet år siden jeg foreslog følgende løsning til den daværende socialminister Karen Hækkerup:

Bødekasse
Etablering af en bødekasse, så kommunerne ikke opnår berigelse på at træffe forkerte afgørelser. Ordningen kan administreres af de lokale nævn eller et landsdækkende organ, der får indberettet sagerne fra nævnene.

Fordele: motiverer kommunerne til at træffe rigtige afgørelser.

Etablering af et prøvelsesorgan
Etablering af en bødekasse, så kommunerne ikke opnår berigelse på at træffe forkerte afgørelser. Ordningen kan administreres af de lokale nævn eller et landsdækkende organ, der får indberettet sagerne fra nævnene.

Samtidig etableres et prøvelsesorgan, der i stil med Patientforsikringen tager stilling til om borgeren har "lidt skade" i forbindelse med sagsbehandlingen, og om der kan udbetales erstatning/ kompensation/tort (fra bødekassen).

Der skal her laves særlige regler for erstatning ved udeblevne naturalydelser, eventuelt som kompensation til pårørende, der har arbejdet gratis, eller en form for tort til borgeren.

Fordele: motiverer kommunerne til at træffe rigtige afgørelser, hvilket vil reducere antallet af klager. Dette vil igen betyde kortere sagsbehandlingstid hos nævnene, og borgere sparer at skulle lægge sag an mod dem, der skal hjælpe dem. Endelig kan også svage borgere, der ikke har råd til eller kan overskue en mangeårig retssag få erstatning.

Nyt organ skal træffe afgørelser
Man bør anerkende, at det ikke er en god ide at blande udøvende og dømmende magt, og særligt ikke, når den dømmende magt samtidig skal betale for sine "domme".

Specialområdet flyttes til regionerne eller til et statsligt organ. Det "nye" organ træffer afgørelse på baggrund af indstillinger fra kommunerne, og afgørelserne kan påklages til Ankestyrelsen (der eventuelt kan opdeles i almindelig 2. instansbehandling og principielle sager - a la Margrethe Vestagers forslag).

Det nye organ skal ikke som nævnene have nævnsmøder, men blot bestå af juridiske sagsbehandlere.

Økonomien flyttes ligeledes til regionalt eller statsligt plan, så det er Folketinget og ikke lokalpolitikere, der skal stå på mål for, om der er sammenhæng mellem bevillingerne til området og lovgivningen på området.

Ensartet niveau af hjælp
Fordele: Socialrådgiverne kan igen fungere, som det de er uddannet til, nemlig rådgivere for socialt udsatte borgere. Kommunerne undersøger og beskriver forholdene hos borgeren og indstiller til hjælpen, eventuelt med borgernes bemærkninger.

Udsatte borgere bliver ikke yderligere marginaliseret af at være i konflikt med den eneste instans, der kan hjælpe dem. Socialrådgiverne bliver ikke længere presset til at være økonomiforvaltningens forlængede arm.

Borgerne kan i hele landet få et ensartet niveau af hjælp, uanset om kommunen er fattig eller rig, og undgå den de facto stavnsbinding, der påhviler borgere med et handicap i dag.

Sagsbehandlingen vil blive langt mere specialiseret, og borgeren er ikke afhængig af, om kommunen har set netop hans diagnose før, behandlet en hjemmetræningssag eller et boligskifte til nybyggeri før.

Kommuner kan også blive fristet
Jeg er fortsat af den opfattelse, at det eneste, der vil virke, er, at man anerkender, at også kommuner kan blive fristet af kortsigtede gevinster og i stedet sørger for at adfærdsregulere - fuldstændig som man gør med bloktilskud/budgetoverskridelser, fartbøder og nedrivningspåbud. Hvis det ikke kan betale sig økonomisk, vil de fleste kommuner alt andet lige gøre sig mere umage end tilfældet er i dag.

Det kræver, at Folketinget påtager sig ansvar og handling. Ansvar for at have overladt specialområdet til kommunerne ved kommunalreformen. Handling ved at gøre det nemt at gøre det rigtigt.