DH: Reform skal medføre forenkling for borgerne

Af Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Et væsentligt udgangspunkt for en reform af serviceloven er, at ændringerne bygger på kompensationsprincippet. Altså at personer med handicap får den nødvendige, kompenserende støtte – eksempelvis det rette hjælpemiddel eller den rette pædagogiske indsats – og dermed bliver i stand til at deltage på lige fod i samfundet.

Når vi taler om forenklinger af loven, må kompensation derfor altid være det fundament, som forenklingerne skal stå på.

I Danske Handicaporganisationer vil vi gerne være med til at forenkle og afbureaukratisere, så borgeren hurtigere kan få det rette tilbud, og der kan spares penge på administration. Vi ser særligt to områder, hvor bureaukratiet ikke står mål med indsatsen, og det er på hjælpemiddelområdet og for merudgiftsydelsen.

Det er ofte kommunerne selv, der opsætter en række bureaukratiske kontrolsystemer omkring visitationen, som gør det langsommeligt og besværligt for borgeren.

Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Forenkling med udgangspunkt i borgeren
På hjælpemiddelområdet er der i dag et omfattende bureaukrati, selv for tildelingen af mindre og enkle hjælpemidler. Det er ofte kommunerne selv, der opsætter en række bureaukratiske kontrolsystemer omkring visitationen, som gør det langsommeligt og besværligt for borgeren. Hertil kommer, at borgeren ikke kan tage sit hjælpemiddel med på tværs af sektorer.

For eksempel på tværs af socialsektoren og uddannelses- eller beskæftigelsessektoren. Borgeren skal hver gang igennem en ny bureaukratisk ansøgningsproces og skal i princippet have to af det samme slags hjælpemiddel, fordi hjælpemidlet ikke må bruges i både den ene og den anden sektor. Det, mener jeg, er en meget uhensigtsmæssig brug af ressourcer.

I det tidligere lovforslag blev der på hjælpemiddelområdet foreslået en standardisering af hjælpemidler, hvor kommunerne for kropsbårne hjælpemidler kan købe en standard eller give borgeren et beløb til selv at indkøbe. Det, mener jeg, ikke giver mening.

Alle mennesker er forskellige, og det vil derfor aldrig være muligt at finde ét kropsbårent hjælpemiddel, der passer alle. Og hvis hjælpemidlet ikke passer, bliver borgeren ikke kompenseret for det behov, borgeren har. Derudover vil ikke alle borgere have den nødvendige viden til selv at købe det rette hjælpemiddel, som borgeren heller ikke kan få til den samme indkøbspris som kommunen.

På hjælpemiddelområdet ser DH derfor gerne, at man indfører den løsning, som Rambøll’s ’Analyse af smidige overgange i uddannelses- og beskæftigelsessystemet’ (2011) kalder for ’Den norske model’.

Forslaget indebærer, at der oprettes en række regionale hjælpemiddelcentraler, hvor borgerne rekvirerer deres hjælpemidler fra – uanset hvilken sektor, der bevilliger hjælpemidlet. Jeg mener, at et sådan forslag både vil kvalificere og forkorte sagsbehandlingen og samlet set medføre lavere udgifter til hjælpemidler, hvis alle sektorer tænkes med, og hjælpemidlet reelt følger borgeren på tværs af alle sektorer og dermed borgerens hele liv.

Af-bureaukratisering frem for millimeterkontrol
Når det handler om den handicapkompenserende merudgiftsydelse, ser vi også et omfattende bureaukrati. Vi har set afgørelser på hele 27 sider for en afgørelse om et relativt lille beløb. Ligesom der er eksempler, hvor kommuner bruger 16 procent af arbejdstiden på at administrere 1 procent af udgifterne. Yderligere skaber sagsbehandlingen omkring merudgifterne ofte et uværdigt møde mellem borger og sagsbehandler, hvor mistænkeliggørelse og kontrol kommer i centrum.

Derfor foreslår vi, at der bør være en standardisering af udmålingen af merudgiften for eksempel ved at indføre et standardbeløb kombineret med nogle særlige tillæg for den mindre gruppe, der har særligt høje merudgifter. Det vil betyde, at nogle personer med handicap bliver en smule overkompenseret, og at nogle bliver en smule underkompenseret. Men set i et langt livsforløb vil det nok gå nogenlunde op, og rent samfundsøkonomisk vil vi spare mange penge på administration.

Vi går derfor meget ind for forenklinger, hvor det giver mening, og på en måde, der giver mening – både for borgerne og ressourceforbruget. Det er dog afgørende vigtigt, at forenklingerne bygger på kompensationsprincippet, så personer med handicap får den rette kompensation til at være aktive samfundsborgere.