EL vil kæmpe flere sociale rettigheder igennem

Af Finn Sørensen
Social- og kommunalordfører for EL

Under den tidligere regering var Enhedslisten enig med de nuværende regeringspartier og SF om, at den sociale retssikkerhed havde det rigtig dårligt. Vi stillede derfor et fælles beslutningsforslag om nedsættelse af en social retssikkerhedskommission.

Der skulle for eksempel kigges på det grundlæggende problem, at der i praksis er ”omvendt bevisbyrde” i det sociale system: Kommunerne ”skyder først” – fratager for eksempel folks ydelser – så kan borgeren klage bagefter. Straffen falder, inden der er afsagt dom.

Kommissionen skulle også se på det faktum, at man kan dømmes for ”uagtsomt” socialt bedrageri, især på grund af uklare definitioner af, hvornår man lever i et ”ægteskabslignende forhold”.

Herudover en række andre vigtige spørgsmål, blandt andet om sanktionerne mod borgerne står i forhold til forseelsen, om udbetaling af godtgørelse til borgere, der får medhold i en klage, udvidelse af tilbud om retshjælp, bedre klagevejledninger, fri proces, afskaffelse af kommunernes ret til at anke og meget andet.

Men det var dengang. Siden kom størstedelen af oppositionen i regering, og så mente man pludselig noget andet. Da Enhedslisten genfremsatte forslaget om en social retssikkerhedskommission i foråret 2012, blev det afvist af alle andre partier – for regeringspartiernes vedkommende, med den begrundelse, at man ”allerede var i gang” – selvom regeringens meget omtalte ”socialreform” ikke adresserede et eneste af forslagets 13 punkter, endsige den generelle kritik.

Få fremskridt på retsikkerhedsområdet
Jeg kan kun få øje på to en halv forbedring under den nuværende regering.

Den ene er, at den nye struktur i klagesystemet reelt afskaffer kommunernes mulighed for at anke afgørelserne, da de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnet er nedlagt (men der er sat for få ressourcer af til den nye struktur, lange sagsbehandlingstider er i sig selv en trussel mod retssikkerheden).

Den anden er, at Enhedslisten her i foråret endelig fik overbevist beskæftigelsesministeren om, at ord må følge på handling, så vi pr. 1. juni kunne få stoppet den modregning af efterbetalinger i kontanthjælpen, som ministeren allerede i august måned sidste år erkendte, var urimelig.

Den tredje er Ombudsmandens behjertede indsats med at følge op på den udbredte kritik af kommunernes ”dyneløfteri” med ni anbefalinger til god sagsbehandling – som vi så fromt må håbe, at kommunerne følger.

Men bortset fra det, går det den forkerte vej.

Individuelle vurderinger falder igennem
Det helt grundlæggende problem er sammenstødet mellem folketingsflertallets budgettyranni og en lovgivning, der giver borgerne alt for få rettigheder. Alt for megen service, individuel hjælp til borgerne og sociale ydelser er betinget af det højt besungne hensyn til, hvad den enkelte borger har brug for og den ”konkrete individuelle vurdering”.

Vældig fornuftigt – i den bedste af alle verdener, men ikke i en verden, hvor skattelettelser er vigtigere end velfærd, og hvor kommunerne presses til at skære på alle de borgernære velfærdsområder.

I denne virkelige barske verden er serviceloven og loven om social retssikkerhed alt for svag, da borgerne stort set ikke har nogle rettigheder, ud over retten til at få vurderet om kommunen mener de har et behov - hvad den så i mindre og mindre grad mener, at de har, hvad enten det gælder hjemmehjælp, hjælp til mennesker med handicap, eller forskellige former for tilskud til overlevelse, som huslejehjælp, hjælp til tandlæge, medicin osv. osv.

Hertil kommer bombardementet af ny kompliceret lovgivning, der svækker borgernes mulighed for at få tilkendt førtidspension, svækker handicappedes muligheder for at bide sig fast på arbejdsmarkedet, indfører fattigdomsydelser til unge mennesker og gensidig forsørgerpligt for kontanthjælpsmodtagere, og stopper sygedagpengene syv måneder tidligere end før.

Der er også gode ting i reformerne om individuel, helhedsorienteret sagsbehandling, ressourceforløb og andet godt – der er bare ikke sat de fornødne ressourcer af til at realisere ambitionerne. 

For at føje spot til skade, så mener folketingsflertallet, med regeringen i spidsen, at det er en opgave i sig selv, at forhindre, at der skrives flere rettigheder til borgerne ind i lovgivningen.

Finn Sørensen
Social- og kommunalordfører for EL

Forhindrer mere retssikkerhed
For at føje spot til skade, så mener folketingsflertallet, med regeringen i spidsen, at det er en opgave i sig selv, at forhindre, at der skrives flere rettigheder til borgerne ind i lovgivningen.

Det så vi under finanslovsforhandlingerne, hvor regeringen afviste Enhedslistens krav om velfærdsrettigheder til de ældre. Som Margrethe Vestager (R) udtalte til Berlingske Tidende en uges tid efter finanslovsforliset: ”Vi skal ikke have flere velfærdsrettigheder, vi skal have færre”. Hun mente også, at man med afvisningen af Enhedslistens krav havde ”trukket en streg i sandet”.

Hendes partifælle socialministeren følger trop i den nyligt indgåede aftale om opfølgning på hjemmehjælpskommissionens rapport. Trods mundtlige forsikringer om at ingen ældre vil blive tvunget til at deltage i rehabilitering, så afviste han Enhedslistens krav om, at det blev skrevet ind i aftalen.

Flere rettigheder gør det svært at spare
I sin korte tid ved magten har den siddende regering herudover afvist følgende konkrete forslag til forbedring af den sociale retssikkerhed:

• En klar og objektiv definition af, hvad det vil sige at være ”reelt enlig” (Den socialdemokratiske ordførers begrundelse var, at det ikke må være for nemt at snyde!)

• En ændring af serviceloven på baggrund af Køgedommen, så kommunen forhindres i at skære i hjemmehjælpen, alene med henvisning til at kommunen skal spare.

• Erstatning/kompensation til borgere, der får medhold i en klage

• Opsættende virkning for klager over nedskæring af hjælp til mennesker med handicap.

Hvorfor mon det er så vigtigt for regeringen og dens støttepartier at afvise disse, i sig selv beskedne forslag? Der kan kun være den forklaring, at det bliver sværere at skære ned, hvis man giver borgerne nogle rettigheder. Det er netop derfor vi er nødt til at fortsætte kampen for sikre, at de får det.