Forsker: Flygtninge og indvandrere udkonkurreres af arbejdsmigranter

Af Jonas Felbo-Kolding
Ph.d.-stipendiat hos Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Københavns Universitet

Relativt ressourcestærke øst- og centraleuropæere udkonkurrerer i disse år relativt ressourcesvage flygtninge og indvandrere i brancher, hvor de tidligere har kunnet finde arbejde. Siden udvidelsen mod Øst- og Centraleuropa i 2004 har stadig flere arbejdsmigranter fundet vej til den danske del af det fælleseuropæiske arbejdsmarked. I runde tal drejede det sig i 2013 om mere end 80.000 øst- og centraleuropæere, som primært havde fundet vej til brancher, hvor kravene til formelle kvalifikationer er begrænsede.

Det har betydet, at gruppen af flygtninge og indvandrere, som hidtil i høj grad har fundet arbejde i de samme brancher, i dag er udsat for en helt anden konkurrence om arbejdsgivernes gunst – en konkurrence, som de lige nu taber. Det er realiteten lidt over ti år efter den første udvidelse af EU mod Øst- og Centraleuropa.

Ikke et simpelt spørgsmål
I alt for mange tilfælde bliver spørgsmålet om flygtninge og indvandreres integration på arbejdsmarkedet reduceret til et simpelt spørgsmål om at sænke de offentlige ydelser. Den grundlæggende antagelse er hér, at man ved at øge incitamenterne for flygtningene og indvandrerne vil kunne få dem i arbejde.

Det grundlæggende problem med denne antagelse er, at det reducerer spørgsmålet om arbejdsmarkedsintegration til et simpelt spørgsmål om den enkelte flygtnings og indvandrers suveræne valg om, hvorvidt vedkommende ønsker at arbejde eller ej. Derved ignorerer man, at arbejdsmarkedet er lige netop dét – et marked, hvor arbejdstagere konkurrerer om arbejdsgivernes gunst i kampen om at finde et arbejde.

Hvis man vil forsøge at forstå og i sidste instans forbedre integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet, er man derfor nødt til at tage udgangspunkt i arbejdsgiverne. De arbejdsgivere, som i disse år i stor stil vælger at ansætte øst- og centraleuropæere i brancher, hvor man tidligere primært har ansat ufaglærte etniske danskere og flygtninge og indvandrere.

I alt for mange tilfælde bliver spørgsmålet om flygtninge og indvandreres integration på arbejdsmarkedet reduceret til et simpelt spørgsmål om at sænke de offentlige ydelser.

Jonas Felbo-Kolding
Ph.d.-stipendiat hos Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Københavns Universitet

Gør man det, bliver det tydeligt, at spørgsmålet om deres integration på arbejdsmarkedet ikke bare er et spørgsmål om flygtningene og indvandrerne, men i høj grad om en relation mellem flygtningene og indvandrerne og arbejdsgiverne, som i sidste ende skal ansætte dem.

En skærpet konkurrence
Pointen er dog, at relationen mellem flygtningene og indvandrerne og de potentielle arbejdsgivere ikke eksisterer i et vakuum, hvor arbejdsgiveren vælger mellem at ansætte en flygtning eller indvandrer eller ikke at ansætte nogen. I stedet er der tale om en konkurrence, hvor valget for arbejdsgiveren i mange tilfælde står mellem at ansætte en flygtning eller indvandrer, at ansætte en dansker eller at ansætte en øst- eller centraleuropæer.

I den konkurrence er gruppen af flygtninge og indvandrere måske endda særlig udsat for konkurrence, når de skal forsøge at finde et arbejde. Det hænger sammen med, at de i mange tilfælde konkurrerer om ufaglærte job, hvor konkurrencen er blevet væsentligt skærpet de senere år.

Den skærpede konkurrence bliver særlig tydelig, når man kigger nærmere på, inden for hvilke brancher henholdsvis flygtninge og indvandrere og arbejdsmigranter fra Øst- og Centraleuropa finder arbejde. Når lidt over 500 irakere og små 1.400 tyrkere i 2013 fandt arbejde inden for rengøring, skal det således ses i en kontekst, hvor flere end 19.000 øst- og centraleuropæere fra de nye EU-lande i samme periode fandt arbejde i denne branche.

For øst- og centraleuropæerne er der tale om noget nær en fordobling siden 2008. Et tilsvarende billede gør sig gældende inden for hotel og restauration, hvor der er tale om næsten en tredobling af øst- og centraleuropæere i samme periode.

Begrænsede formelle kvalifikationer
Både rengøring og hotel og restauration er kendetegnet ved at have relativt lave formelle kompetencekrav, hvilket gør det muligt for ufaglærte at finde arbejde. Samtidig er de kendetegnet ved, at kravene til medarbejdernes dansksproglige kompetencer er begrænsede, fordi der ofte er tale om alene-arbejde.

Der er således tale om job, hvor kravene til eksempelvis uddannelseskvalifikationer og sprog er begrænsede, hvilket på papiret åbner muligheder for de flygtninge og indvandrere, som har begrænsede formelle kvalifikationer.

De begrænsede krav til formelle kvalifikationer betyder dog langt fra, at flygtninge og indvandrere frit kan vælge - i stedet betyder det tilsyneladende, at arbejdsgiverne lægger vægt på andre og mere uformelle kompetencer. Forskning i arbejdsgivernes motiver for at ansætte øst- og centraleuropæisk arbejdskraft viser, at arbejdsgiverne lægger vægt på deres arbejdsvillighed og fleksibilitet.

Yderligere lægger en del arbejdsgivere vægt på, at de kan spare i hvert fald noget på lønnen, når de ansætter øst- og centraleuropæerne, som pga. af lavere leveomkostninger i deres hjemland er villige til at acceptere lønninger, som harmonerer dårligt med at leve i Danmark.

Lægger man alt det sammen med, at mange af øst- og centraleuropæerne er unge, som er rejst til Danmark uden familie for at tjene så meget som muligt i en begrænset periode, er det ikke svært at se, hvorfor både flygtningene og indvandrerne og de etniske danskere har svært ved at klare sig i konkurrencen om arbejdsgivernes gunst i disse år.