Handicaporganisationer: Vi må væk fra afspecialisering

Af Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer

Det er ikke altid, at vi kan blive enige. Borgerne, kommunerne, de forskellige faggrupper – og da slet ikke politikerne på tværs af det politiske kompas. At specialviden og specialiserede socialtilbud er vigtigt, er faktisk en af de ting, som vi kan blive enige om.

Med al den velvilje virker det derfor også absurd, at kursen for øjeblikket er sat mod afspecialisering. For det er den.

Den største udfordring er derfor, hvad vi skal gøre af al den velvilje, så vi får ændret kurs fra afspecialisering til specialisering.

Man skal kravle, før man kan gå
Et eksempel på afspecialisering kender jeg fra mit arbejde med blinde og svagsynede. Af dem har 57 procent mellem 18 og 40 år folkeskolens afgangseksamen som eneste uddannelse. Den tendens gælder også for andre grupper, der har behov for specialiserede tilbud, og det er ikke godt nok.

Det betaler sig menneskeligt og økonomisk at investere og investere rigtigt i mennesker med handicap. Specialviden og specialiserede socialtilbud er helt afgørende for, at borgeren kan udleve sit potentiale, trives og sætte sine kompetencer i spil.

Et eksempel på afspecialisering kender jeg fra mit arbejde med blinde og svagsynede. Af dem har 57 procent mellem 18 og 40 år folkeskolens afgangseksamen som eneste uddannelse.

Thorkild Olesen
Formand Danske Handicaporganisationer

Specialisering er derfor også en forudsætning for, at indsatserne på rehabiliterings – og beskæftigelsesområdet lykkes. Derfor må og skal vi arbejde for, at borgerene får adgang til de specialiserede tilbud og den viden, der kan hjælpe dem videre.

Løsningen er (også) omorganisering
Svaret på afspecialisering er bl.a. omorganisering. Vi skal forsøge at adskille myndighedsansvaret fra det økonomiske ansvar, så en trængt kommunal økonomi ikke giver sig til udtryk i kortsigtede løsninger for borgeren. Det er både forkert og på sigt også dyrt.

Vi skal både med hensyn til specialisering og generelt tage nye socialøkonomiske investeringsmodeller i brug, som tager højde for fordelene ved en varig og kvalificeret indsats.

Derudover skal vi have skabt en struktur, hvor nogen har ansvaret for, at den fornødne viden er til rådighed for borgeren. Som Knud Aarup fra Socialpolitisk Forening sagde til en høring om samme emne i Folketinget; vi skal finde ud af, ”hvem der er ’en?”.

Handicaporganisationerne og de faggrupper, der arbejder sammen med os til hverdag, skal inddrages i at få specialiseringen tilbage. Vi kender borgerne, vi kender behovene, og vi har en god forudsætning for at skabe en god dialog.

Det er vores seneste projekt ”Mening og mestring”, som bragte borgere med kognitive funktionsnedsættelser tættere på arbejdsmarkedet, et godt eksempel på.

Borgeren skal i centrum - også i den virkelige verden
Den nuværende organisering af det specialiserede socialområde sætter ikke borgeren i centrum.

Imens taler alle om, at borgeren skal derind. Altså i centrum. Senest skete det i regerings udspil om en ny sammenhængsreform, der endda har fået navnet ”Sammenhængsreform. Borgeren først – en mere sammenhængende offentlig sektor”.

Afspecialisering er på den måde håbløst umoderne. For afspecialisering sætter netop borgeren ud af centrum.

Det betyder, at borgeren ikke får den rigtige hjælp. I stedet for kommer borgeren længere væk fra selvstændighed, livskvalitet og fællesskaber på uddannelse og arbejdsmarked.

I Danske Handicaporganisationer plejer vi at sige, at ”vi kan meget mere, end I tror”. Det er også helt rigtigt, men det kræver den rigtige og den specialiserede hjælp for, at vi kan komme i gang.

Derfor skal vi have løst udfordringen med afspecialisering. Både fordi vi vil, men også fordi vi i fællesskab på tværs af både sektorer, interesser og politiske skel kan.