Handicaporganisationer: Der skal mere til end rummelighed

Af Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

I sit første år har regeringen sat sin socialpolitiske kurs med 10 mål for social mobilitet. Jeg er naturligvis glad for, at regeringen har sat selvstændige mål for handicapområdet. Der er i den grad behov for at løfte indsatsen på handicapområdet gennem et mere positivt syn på, hvad mennesker med handicap kan bidrage med.

Målet for handicapområdet er, at flere mennesker med handicap skal komme i uddannelse eller beskæftigelse. Det er der god grund til at understøtte, da mange personer med handicap er uden for arbejdsfællesskabet.

For at nå dette mål er det vigtigt, at den sociale indsats understøtter og spiller sammen med både uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Derfor er regeringens mål om, at flere uden for arbejdsfællesskabet skal deltage i frivillige indsatser, mindst lige så vigtigt.

Jeg vil gerne pointere, at social inklusion og deltagelse i fællesskaber handler om mere end at udføre frivilligt arbejde.

Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Deltagelse i frivillige indsatser og sociale fællesskaber generelt kan nemlig også være en vej til enten uddannelse eller beskæftigelse. Men først og fremmest handler det om at føle sig som en ligeværdig del af samfundet. Det handler om et meget menneskeligt behov: ønsket om at høre til. Det interessante er derfor at drøfte, hvordan vi når dette mål.

Balance mellem omtanke og støtte
I en artikel om frivillighed her i Altinget, hvis indhold jeg gerne vil kvittere for, snakker Karen Ellemann om, at målet skal nås ved mere rummelighed og ændret menneskesyn. Det er jeg enig i. Men der skal også den rette kompensation og støtte til. I dag er der en række barrierer for, at mennesker med handicap kan være en del af den frivillige indsats, som ikke handler om rummelighed.

Hvad hjælper det eksempelvis, hvis en person har lyst og ressourcer til at hjælpe til i den lokale fodboldklub, men personens fysiske handicap nødvendiggør en bevilling af transport eller ledsager, og denne støtte så ikke bliver givet?

Her kunne man argumentere, at det kunne klares med almindelig menneskelig omtanke. Fx ved at få et lift fra en anden frivillig. Det er bare ikke alle, der har plads til en kørestol i deres bil, og der er visse ting, en ledsager kan hjælpe med, som man ikke beder sine medmennesker om. Uanset hvor rummelige de er.

For mange hænger muligheden for deltagelse i sociale fællesskaber sammen med den støtte, man får, og den støtte er sat voldsomt under pres med de senere års besparelser. De kortsigtede besparelser, vi har set i kommunerne de seneste år, undergraver social inklusion og arbejdsmarkedsdeltagelse for mennesker med handicap på den lange bane.

Social inklusion handler om borgerens liv
Jeg vil gerne pointere, at social inklusion og deltagelse i fællesskaber handler om mere end at udføre frivilligt arbejde. Det handler også om at kunne deltage i kulturlivet, at føle sig som en aktiv samfundsborger og om samvær med familie og venner.

Det sker for ofte, at syns- eller læsebesværede må fravælge teater- eller museumsbesøget pga. for dårlig information og skiltning. At der ikke er elevator til gangbesværede, eller der ikke er plads til kørestolen på restauranten.

Social inklusion er at give alle borgere de samme muligheder for at være en del af samfundets fællesskaber.

Jeg er glad for, at regeringen i løbet af sit første år har sat nogle overordnede mål og nu er det så tid til at igangsætte initiativer, der kan få os tættere på målet. Det handler om et ændret menneskesyn, men det handler også om at få den nødvendige støtte og investering i mennesker.

Det håber jeg, at Karen Ellemann vil være med til at sikre. Jeg er sikker på, at vi inden for den givne økonomiske ramme kan finde gode løsninger, der sikrer den rette balance mellem almindelig omtanke og tilstrækkelig støtte.