Hjemløses Landsorganisation: Fælles ministerie-indsats kan hjælpe hjemløse

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i Sand, De Hjemløses Landsorganisation 

Hver gang der kommer en ny minister på det sociale område, spørger jeg mig selv, hvad hendes kæphest mon er? Hvad har hun mon af mærkesager, og hvordan kan man få hende til at se i de hjemløses retning?

Men det er faktisk de helt forkerte spørgsmål at stille, hvis der virkeligt skal laves om på levevilkårene for hjemløse. I stedet bør jeg spørge mig selv – og ministeren for den sags skyld – hvem hun skal samarbejde med for at forhindre, at vi producerer flere og flere hjemløse.

For sandheden er jo, at vi som samfund skubber flere og flere ud i hjemløshed. 

Socialt udsatte slås om at have det dårligst
I de seneste to årtier har et flertal i folketinget haft held med at bilde os ind, at syge, hjemløse, handicappede, psykiske syge – ja også ældre og unge – bare skal have sig et job, så vil alt blive godt igen. At der er eventuelle problemer, der gør, at de ikke er i stand til at påtage sig et arbejde under normale vilkår, er åbenbart noget, pladderhumanister og hattedamer har haft held med at få indført i serviceloven.

Selvfølgelig kan man ikke sige det helt så firkantet, så det er blevet pakket ind i nogle floskler om, at vi naturligvis skal hjælpe de allersvageste. Eller en påstand om, at man svigter folk ved ikke at stille krav om, at de skal arbejde – fuld tid vel at mærke. 

Som alle ved – men 90 mandater ikke vil fatte – er der ikke er billige boliger til rådighed. Faktisk er der blevet færre af dem. Der bygges ikke til fattigrøve i Danmark. 

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand

På den måde blev kamppladsen behændigt lagt over til de mangeartede grupper af socialt udsatte, der kunne slås om, og stadig gør det, hvem der gjorde sig fortjent til at være de allersvageste og få del i de saliggørende satspuljemidler samtidig med, at vi fortrængte det faktum, at midlerne fremkom ved, at man udhuler købekraften for folk på overførselsindkomst ved at lade disse stige mindre end reallønnen.

De folk, hvis rettigheder vi kæmper for, betaler faktisk for kampen ved selv at blive fattigere. Det er ikke rart at tænke på.

Sociale indsatser skal ikke betales af overførselsindkomst
Derfor må den første opfordring til vores nye minister være, at sociale indsatser ikke bør finansieres af folk på overførselsindkomster – altså af satspuljen. Det bør i stedet være en bredt funderet ambition at sikre anstændige kår for udsatte og mindre bemidlede borgere.

Hvis det skal lykkes, bliver hun også nødt til at få ændret forestillingen om, hvor nemt det er at få et arbejde for eksempelvis hjemløse.

Konservative er historisk set tæt forbundet med erhvervslivet. De kunne jo starte med at spørge her, hvor mange hjemløse der er blevet ansat i årets løb, og hvad det var, der gjorde, at denne messias af en hjemløs rejste sig fra sit (døds-)leje, smed flasken, iklædte sig et jakkesæt og vandrede op af de bonede gulve. Den kur bør være alle forundt. 

For sandheden er, at der skal en meget virkelighedsfjern religion til at tro på, at der er arbejde, bolig og godt helbred til alle. Det er noget, der skal understøttes fra øverste hold. Og her taler jeg ikke om et guddommeligt niveau, men blot om et tværministerielt samarbejde, hvor Beskæftigelsesministeriet, Transport-, bygnings- og Boligministeriet, Sundhedsministeriet og Børne- og socialministeriet indgår et frugtbart samarbejde. 

Ministerierne skal samarbejde om social indsats
Det, de skal samarbejde om, er for det første boliger, der er til at betale. Socialministeriet søsatte i 2008 en hjemløsestrategi, der skulle mindske antallet af hjemløse. Det gik den stik modsatte vej – antallet steg – og gør det stadig.

En af de væsentlige forklaringer på, at den stort anlagte strategi fejlede, var, at strategien beroede på, at der var billige lejligheder, som man kunne anvise de mange hjemløse. Som alle ved – men 90 mandater ikke vil fatte – er der ikke er billige boliger til rådighed. Faktisk er der blevet færre af dem. Der bygges ikke til fattigrøve i Danmark. 

Rigsrevisionen kom i 2014 med en for dem usædvanlig hård kritik af Boligministeriet for ikke at sikre kommunerne tilstrækkelige muligheder for og ordninger til at skaffe boliger til hjemløse. Faktisk er antallet af egnede boliger faldet markant fra 2007 til 2013. Problematikken er specielt udtalt for unge hjemløse, der som bekendt har fået sat deres kontanthjælp ned af flere omgange.

For at Mai Mercado og hendes Børne- og Socialministerium – med bare en anelse troværdighed – fortsat kan sige, at Housing First-metoderne, som hjemløsestrategien benytter sig af, er løsningen på hjemløsheden i Danmark, skal de have Boligministeriet til give et fornuftigt svar på, hvordan man vil skaffe boliger til hjemløse.

Rigsrevisionen har stadig ikke fået et fornuftigt svar på det spørgsmål, selvom ministeriet er forpligtet til at give det. 

Der mangler arbejdspladser til de ressourcesvage
Det evigt saliggørende arbejde er måske ikke så saliggørende alligevel. I hvert fald er der uforholdsmæssigt mange, der bliver syge af det.

For folk uden for arbejdsmarkedet kan det gøre en rask at få et arbejde, lyder mantraet fra højre. Selvom jeg ikke helt forstår ræsonnementet, må man ikke desto mindre bestræbe sig på at give hjemløse og andre udsatte borgere muligheden for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Den tidligere regering gjorde en dyd ud af at flytte rundt på statslige arbejdspladser, den nye regering vil nedlægge offentlige arbejdspladser, mens der ikke er megen udsigt til, at der skabes arbejdspladser til folk med lave faglige kompetencer, psykiske problemer og misbrugsproblemer. Den ambition kan det passende være Mai Mercados ambition at få beskæftigelsesministeren til at blive smittet af.  

Troels Lund Poulsen skal også indse, at den nuværende kurs, hvor man forarmer, forfølger og kontrollerer arbejdsløse, frem for at støtte, vejlede og skabe muligheder, kun påfører velfungerende mennesker problemer og forværrer problemerne for socialt udsatte.

Vi ved – helt banalt – at der er en sammenhæng mellem indkomst og evnen til at kunne betale en husleje. Eksempelvis faldt antallet af udsættelser af lejeboliger, da man i 2012 afskaffede de såkaldte fattigdomsydelser og derved forhøjede den disponible indkomst for en gruppe mennesker. Det er i virkeligheden ret enkelt. 

Kontanthjælpsloftet gør flere hjemløse
Vi ved også, at 25 procent af dem, der bliver smidt ud af en bolig ikke har nogen bolig året efter, at de er røget på gaden. Vi ved, at der er langt større risiko for at få psykiske problemer og få et misbrug af alkohol eller stoffer, når du ikke har en bolig. 

Med indførelsen af kontanthjælpsloftet vil disse problemstillinger blive forværret, og boligforeninger forventer, at antallet af udsættelser vil stige. Den erkendelse er det også nødvendigt, at den nye regering får, hvis sociale initiativer skal virke.  

Dannelse af en ny regering er for mig et tydeligt tegn på, at de tre partier vil samarbejde, hvilket også er strengt nødvendigt for at løse de komplekse problemstillinger, der forfølger de fleste hjemløse.

Alene – og uden andre ministeriers opbakning – kan børne– og socialmisteren ikke gøre den store forskel for de hjemløse, der er, og for at knække den stadig stigende hjemløse-kurve. Og det må være – om ikke en kæphest, så i hvert fald en ambition for enhver minister på det sociale område.