Socialminister: Mit forsæt er at række hånden ud og handle ud fra viden

Af Mai Mercado (K)
Børne- og socialminister

Først og fremmest tak for de mange input, jeg har fået gennem debatten. De vidner om et stort engagement, men også om udfordringer på børne- og socialområdet.

Men jeg synes sådan set, at det er opløftende at læse, at der er sammenhæng i budskaberne. Mange af dem har jeg et mål om at indfri de kommende år. Men det kan kun lykkes i fællesskab med de mange aktører, der gør en forskel på området.

Jeg ønsker derfor at lytte, række hånden ud og handle. Det er mit forsæt – ikke bare for nytåret, men for hele min periode som minister.

Temaet, der falder mig øjnene, er bedre kvalitet i indsatsen. Og vejen til bedre kvalitet er viden, gennemsigtighed og samarbejde. Vi bruger mange penge på socialområdet. Og de er selvfølgelig ikke spildt, som Maibrit Berlau mener, der er en fortælling om.

Dagligt er der rigtig mange succeshistorier, hvor den sociale indsats har gjort en forskel. Men der er meget, der tyder på, at vi kan få mere for pengene – til gavn for de udsatte borgere, det handler om. Det dokumenterer blandt andet den Socialpolitiske Redegørelse tydeligt.

Hvis vi skal lykkes med løsninger, der virker i længden – løsninger, der giver børn den bedste start på livet og et liv med værdi til mennesker og familier på kanten eller i krise – ja, så gør vi bedst det i fællesskab.

Mai Mercado (K), børne- og socialminister

Derfor forfølger regeringen 10 mål for social mobilitet, og derfor vil vi finde løsninger, der bygger på viden og gør en varig positiv forskel i menneskers liv. Det gælder på hele mit ministerområde, men her vil jeg lave tre nedslag: Sociale tilbud, familier i opbrud og hjemløse.

Den fri konkurrence er udfordret

Det er desværre rigtigt, at den frie konkurrence mellem kommunale og private sociale tilbud er udfordret, som Dansk Erhverv skriver i debatten. Tilbuddene ligger spredt geografisk. Målgrupperne er små og har ofte helt særlige behov. Og i stedet for at udbyde opgaverne, så tager kommunerne oftere opgaverne hjem.

En egentlig markedsplads for tilbud kræver gennemsigtighed i forhold til pris, ydelse og kvalitet.

Derfor vil jeg i 2017 undersøge, hvad vi kan gøre fremover for at skabe større gennemsigtighed på takstområdet og bedre konkurrence mellem de specialiserede tilbud. I det arbejde vil også indgå, at Tilbudsportalen skal være mere anvendelig for kommunerne i deres arbejde med at vælge det bedste og billigste tilbud til en borger.

Derudover vil jeg have særligt fokus på skilsmissefamilier, der ikke selv kan løse deres uenigheder. Her må vi som samfund være klar til at træde til hurtigt og på den rigtige måde. Vi skal blive bedre til på et tidligt tidspunkt at identificere, hvilke udfordringer familien har - ikke mindst af hensyn til børnene. Samtidig skal vi forbedre den måde, myndighederne møder familierne på, så vejen til hjælpen bliver gennemskuelig, og så hjælpen findes ét sted og ikke hos flere myndigheder.

Jeg tror på, at vi ved at samle indsatsen ét sted vil gøre det muligt at sætte hurtigere og mere kvalificeret ind i forhold til den enkelte families behov. Og jeg tror også, at det vil gøre det sværere at chikanere en forælder ud af barnets liv, når den anden forælder ikke kan trække sagen i langdrag ved at køre den i forskellige myndigheder.

I en del sager er familiernes udfordring dog ikke alene skilsmissen – de har også sociale problemer og kontakt til kommunen i forvejen. I disse tilfælde er gennemsigtighed afgørende, så det er tydeligt for alle, hvem der hjælper familien, og hvordan det sker. På den måde kan der skabes et givtigt samarbejde mellem myndighederne i forhold til at give familierne en ordentlig hjælp.

Vi udbreder erfaring med hjemløse

Ordentlig hjælp og mere kvalitet i indsatsen er også helt afgørende, hvis vi skal nå mit og regeringens erklærede mål om, at der skal være færre hjemløse. Og heldigvis ved vi rent faktisk, hvad der virker, når vi skal bekæmpe hjemløshed.

Ni ud af ti kan hjælpes ud af hjemløshed gennem en kombination af egen bolig og en intensiv støtte, som er tilpasset den enkeltes behov. Med penge fra de senere års satspuljeaftaler er vi ved at udbrede de gode erfaringer til endnu flere kommuner. Men det er ikke nok.

Derfor vil vi i regeringen fremlægge en handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed, der bygger videre på erfaringerne fra Hjemløsestrategien.

Det betyder dog ikke, som man ellers kan få indtryk af, når man læser Ask Svejstrups indlæg, at regeringen ikke har øje for de mange udfordringer, som hjemløse borgere står over for.

Senest er der afsat en ekstra pulje på 640 millioner kroner til billige boliger, som er målrettet flygtninge og andre borgere med lav betalingsevne. Mere end 8.000 boliger har kommunerne søgt om tilskud til, og mindst halvdelen er små billige boliger.

Det er altså muligt at bygge små billige boliger, og regeringen lægger derfor også op til at drøfte med kommunerne, hvordan vi bedre understøtter netop det.

For mange handler hjemløshed dog om mere og andet end egen bolig. Fire ud af fem hjemløse har enten et misbrug, en psykisk lidelse eller begge dele, og derudover har mange udfordringer i forhold til sygdom, manglende netværk og kriminalitet. Derfor mener jeg også, at det er udtryk for en ensporet tilgang, når det påstås, at kontanthjælpsloftet alene gør flere hjemløse.

Hjemløshed skal bekæmpes ved at løse sociale problemer – ikke ved at give højere ydelser.

Det er min store forhåbning, at vi kan fortsætte diskussionerne og dialogen. Hvis vi skal lykkes med løsninger, der virker i længden – løsninger, der giver børn den bedste start på livet og et liv med værdi til mennesker og familier på kanten eller i krise – ja, så gør vi bedst det i fællesskab.