KORA: Hurtigere er ikke altid bedre

Af Jacob Nielsen Arendt
Professor og programleder for arbejdsmarked og uddannelse hos KORA

Et job med danske kolleger og egen indtægt er en vigtig nøgle til integration. Men hvordan får vi flere flygtninge og indvandrere godt og hurtigt i arbejde? Svaret på det spørgsmål er ikke nemt.

Carsten Koch-udvalget er netop kommet med en række bud på, hvordan man får flygtninge og indvandrere i arbejde. Et hovedfokus er øget virksomhedsrettet indsats, som flere undersøgelser har vist, får flere hurtigere i arbejde. Men hurtigere er ikke nødvendigvis altid bedre. Hurtige løsninger kan nemlig have den slagside, at de får flere indvandrere i dårligere job. Det kan fx være korte vikariater eller dårligt lønnede job, som de er klart overkvalificerede til. Det kan give dem dårligere arbejdsmarkedstilknytning på længere sigt med sociale og økonomiske konsekvenser.

Tidligere erfaringer
Det er med Carsten Koch-udvalgets anbefalinger atter slået fast, at den danske beskæftigelsesindsats skal være mere virksomhedsrettet, også for ikke-vestlige indvandrere. Det skal ske samtidig med, at indsatsen skal foregå mere intensivt, over en kortere periode, og med brug af flere ”nye redskaber” som mentorer og koordinerende sagsbehandlere. Men før start-knappen for virksomhedsrettet aktivering mv. trykkes i bund, er det vigtigt at se på, hvad vi egentlig har af viden om de indsatser, Koch-udvalget anbefaler.

Når det gælder de få ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp, der i dag kommer i privat virksomhedsrettet aktivering, er erfaringerne generelt positive, viser forskningen. En hel del af dem kommer i job efter endt aktivering - flere end der ellers ville have gjort.

Men når det gælder mentorer og en intensiveret indsats fra jobcentrets sagsbehandlere, er erfaringerne ikke så positive. Forskningen viser, at hverken en mere intensiv og tidligere indsats fra sagsbehandleren eller mentorstøtte virker for ikke-vestlige indvandrere. Og der findes heller ingen dokumentation for, at en koordinerende sagsbehandler virker for ikke-vestlige indvandrere. Det er altså nogle tiltag, som umiddelbart lyder sympatiske, men som vi forskere desværre har meget lidt dokumentation for vil blive en succes.

En faktor med stor betydning for en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, også for indvandrere, er uddannelse.

Jacob Nielsen Arendt
Programleder for arbejdsmarked og uddannelse hos KORA

Husk de svageste
De positive erfaringer med virksomhedsrettet aktivering, som findes, bygger hovedsageligt på 15 år gamle undersøgelser, hvor det belyses, om virksomhedsrettet aktivering medfører hurtigere afgang fra ledighed til job. De langsigtede beskæftigelsesresultater belyses ikke. Derfor ved vi reelt ikke om hurtigere i job også er bedre i job.

Det må formodes, at særligt de ikke-vestlige indvandrere i stigende grad får det svært på et dansk arbejdsmarked med stigende efterspørgsel efter faglært arbejdskraft. Et ensidigt fokus på at få indvandrerne hurtigst muligt i arbejde risikerer at lade de svageste ledige indvandrere i stikken, fordi de ryger ind ad en svingdør, hvor de enten ryger hurtigt ud i ledighed igen eller marginaliseres i usikre, dårligt betalte jobs.

Mere fokus på uddannelse
Det er vigtigt, at fokus på hurtigt i job ikke forhindrer det lange, seje, træk, der formentlig skal til for, at de svageste grupper af indvandrere og flygtninge skal skabe sig fodfæste på det danske arbejdsmarked. En faktor med stor betydning for en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, også for indvandrere, er uddannelse. Derfor er det glædeligt, at Koch-udvalget foreslår bedre og hurtigere realkompetencevurdering, samt at perioden for resultattilskud for beskæftigelse og uddannelse forlænges fra 3 til 5 år.

Forskningen viser dog desværre, at medbragt uddannelse fra udlandet i mange tilfælde ikke kan anvendes på det danske arbejdsmarked. Dansk uddannelse er en mere sikker vej til stabil beskæftigelse. Da hovedparten af indvandrerne er under 30 år ved ankomsten til Danmark, giver det god mening, at indsatsen overfor indvandrere mere direkte fokuserer på at få flere i uddannelse.

Det er værd at overveje, om skuffen af redskaber, der fører mere direkte til uddannelse, kan udvides for de, der er parat til det. Det kunne gøres ved at udvide uddannelsespålæg til de under 30-årige under integrationsprogrammet. Eller ved at tilvejebringe reelle uddannelsesløft, og ikke kun kort opkvalificering, som del af beskæftigelsesindsatsen, som det er sket for ledige på dagpenge.