Manu Sareen: Vi tør tage ansvar for børnene
DEBAT: Hvis forældrene ikke selv er i stand til at tage den vigtige beslutning, må myndighederne træde til oftere med tvangsadoptioner. Og det ansvar er regeringen villig til at tage, skriver social- og børneminister Manu Sareen (R).
David Laungaard Lose
Marketing AnalystAf Manu Sareen (R)
Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
Jeg tror på, at det er mere trygt for et barn at vokse op i en stabil familie end at blive flyttet rundt mellem anbringelsessteder. Eller end at bo i en plejefamilie uden at vide, hvornår man igen rykkes op med rode. Det er børns liv og børns fremtid, det handler om. Derfor må vi tage ansvar, hvis forældrene hverken nu eller senere selv evner at gøre det.
Det ansvar tør vi tage i regeringen. Vi har mod til at hjælpe de børn, der ellers ender med at være anbragt en stor del af eller hele deres barndom. Mod til at træffe en svær beslutning for børnenes skyld. Derfor vil vi ændre reglerne for adoption uden samtykke, så flere børn kan få en tryg start på livet.
Men vi gør det ikke med lukkede øjne. Vi ruster os med faglighed og forsigtighed, og vi har internationale erfaringer i ryggen. De fortæller os, at adopterede børn klarer sig langt bedre end anbragte børn.
Mød denne måneds debatpanel her.
Socialdebatten på Altinget: social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.
Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].
Et stort indgreb
Selvfølgelig er det et stort indgreb at skulle adoptere et barn væk, uden at de biologiske forældre har sagt ja. Det anerkender jeg. Derfor skal der også meget grundige undersøgelser til, før sådan en adoption kan gå igennem. Undersøgelser, som viser, at børnenes forældre ikke magter opgaven at være forældre – og heller ikke på sigt kommer til det. Så det står lysende klart, at det er bedst for barnet at få en ny familie.
Jeg forstår godt, at sådan et indgreb bekymrer både forældre og nogle fagfolk. Det er indgribende, og derfor er det også kun i få tilfælde – de allermest grelle - at muligheden skal bruges. Det kan for eksempel være for at hjælpe et barn, hvis forældre længe har været stofmisbrugere, og hvor hverken afvænning gentagne gange eller anden relevant hjælp har fået dem på ret kurs. Eller det kan være for at give helt små børn, hvis forældre ikke har kunnet tage sig af de ældre søskende, et bedre liv.
For mig at se er det her den rigtige vej at gå. Vi må og skal have barnet i centrum. Og heldigvis er jeg også flere gange blevet bekræftet i det.
Manu Sareen (R)
Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
Vi kan aldrig give en garanti for, at forældrene ikke udvikler sig uventet og på et tidspunkt vil kunne tage sig af barnet. Men vi kan ikke være bekendt at lade det gå ud over barnet. Når den svære beslutning om at adoptere uden samtykke træffes, ligger der allerede dokumentation og velovervejede begrundelser. Så skal vi ikke vente længere. Vi skal gøre det, der er bedst for børnene.
Den rigtige vej
Allerede i 2009 lempede et bredt flertal i Folketinget reglerne for at give flere børn en mere stabil barndom. Men det har vist sig ikke at virke efter hensigten. Derfor følger vi nu op. Vi gør reglerne tydeligere, så der ikke er nogen tvivl om, hvornår man skal overveje adoption uden samtykke, hvad der skal undersøges, og hvornår man har det nødvendige grundlag for at tage skridtet. Alt sammen uden at komme i strid med retssikkerheden for de forældre og børn, som er involveret.
Samtidig foreslår vi i regeringen også, at plejefamilier, som adopterer – i modsætning til i dag – får ret til faglig støtte for at kunne dække de behov, barnet har. På den måde kan familien påtage sig rollen som adoptivfamilie. Det kan gøre en svær omvæltning nemmere, og vi ved, at det gavner barnet at være hos en familie, det kender og allerede er en del af.
For mig at se er det her den rigtige vej at gå. Vi må og skal have barnet i centrum. Og heldigvis er jeg også flere gange blevet bekræftet i det. Blandt andet af en dreng, som selv har været anbragt hele sin barndom. På dagen, hvor vi kom med forslaget, skrev han til mig: ”Det er en god dag for mig i dag.”