Debat: Skilsmisseforældre skal ikke mentalundersøges

REPLIK: S foreslår mentalundersøgelse af skilsmisseforældre. Men den vil ikke kunne vurdere, om forælderen kan drage omsorg for sit barn, og den risikerer derfor blandt andet at føre til forkerte afgørelser, mener formand for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige, Michael Kaster.

Af Michael Kaster
Formand for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige

Socialdemokratiet har i forbindelse med de aktuelle politiske forhandlinger om et nyt skilsmissesystem foreslået, at skilsmisseforældre fremover bør kunne mentalundersøges.

Forslaget er begrundet i et ønske om at kunne afdække, om skilsmisseforældre bærer rundt på en psykiatrisk lidelse. Forslaget er på nogle måder forståeligt, men af flere grunde også meget problematisk.

En mentalundersøgelse fører typisk til psykiatrisk diagnosticering, hvor denne er mulig. Men det hører ikke til en mentalundersøgelse at vurdere forældres evne til at drage omsorg for deres børn. Hvis en mentalundersøgelse når frem til, at en forælder skulle lide af en personlighedsforstyrrelse, siger diagnosen i sig selv meget lidt om forælderens evne til at være en god nok forælder.

En afgørelse af forældremyndighed, bopæl eller samvær bør altid bero på en konkret vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn, hvilket både kræver en psykologisk vurdering af barnet, en psykologisk vurdering af forældrenes omsorgsevner og – ikke mindst – en vurdering af, om forældrene kan samarbejde til barnets bedste.

Forkerte afgørelser og konfliktoptrapning 
Det vil være uhørt brud med gældende praksis, hvis diagnoser i fremtiden skal bruges som grundlag for at afgøre, om skilsmisseforældre kan være sammen med deres børn. Masser af mennesker – skilte, enlige, samlevende – bor i dag sammen med deres børn, selvom de har eller kunne diagnosticeres med en psykiatrisk lidelse. Hvis det fremover skal have konsekvenser for skilsmisseforældre, hvis de har en psykiatrisk lidelse, skal det så også have konsekvenser for alle andre forældre, kunne man spørge.

Allerede i dag er der med en såkaldt "sagkyndig erklæring" særdeles gode muligheder for at lave en omfattende psykologisk undersøgelse, der netop kombinerer personundersøgelse med evnen til at drage omsorg for et barn. I den sammenligning vil en mentalundersøgelse både være en mere begrænset undersøgelse og en undersøgelse med et forkert fokus.

Mentalundersøgelser risikerer at skabe grundlag for forkerte afgørelser og vil kunne optrappe konflikter mellem forældrene i de i forvejen meget konfliktfyldte sager, hvilket vil være til skade for skilsmissebørnenes trivsel og udvikling. Mentalundersøgelser er på ingen måde hensigtsmæssige eller validerede redskaber i skilsmissesager.

Forrige artikel Ny debat om diskrimination mod handicappede Ny debat om diskrimination mod handicappede Næste artikel Private udbydere: Psykiatrien har brug for disruption Private udbydere: Psykiatrien har brug for disruption
  • Anmeld

    Bruno Skibbild · Cand.mag.

    Jo, selvfølgelig skal der mentalundersøges.

    Naturligvis skal forældrene mentalundersøger i de røde skilsmisser. Naturligvis er det relevant at afdække om der eksempelvis er en af forældrene, der lider af narcissistisk eller dyssocial personlighedsforstyrrelse. For en sådan diagnose vil uvægerligt blive retningsgivende for en sådan forælders evner som forælder. Hvis man har sådan en diagnose, evner man ikke at udvise empati - ikke engang overfor sit eget barn. Og nej, det er det børnesagkyndige korps ikke dygtige nok til at vurdere, hverken når det gælder diagnosticering eller forældreevner. det samme gælder, hvis der er tale om misbrug af euforiserende stoffer for den en eller begge forældre. Og psykisk vold er ikke et element, som det børnesagkyndige korps har kompetence til at afdække.
    Dette indlæg fra Michael Kaster virker mere som en beskyttelse af det børnesagkyndige selskabs monopol på at undersøge disse sager.
    I et tidligere debatindlæg (7.september 2016, Politiken) argumenterede Michael Kaster for, at et nyt det alt overskyggende princip i et nyt system skulle være ligestilling. Nej, tak. Det er lige præcis denne kønspolitiske agenda hos det børnesagkyndige selskab, der har skabt grobund for horrible børnesagkyndige rapporter. Her 2 korte eksempler, som har ledende medlemmer af det børnesagkyndige selskab på visitkortet:
    En ledende sagkyndig skriver "at selvom far måtte udleve en sadistisk-pædofil adfærd overfor barnet, så skal der alligevel være samvær". Nej, tak - det må være med hans egne børn.
    En forælder spørger den ledende børnesagkyndige: "Jamen hvad skal jeg gøre med alle de trusler han sender, hvor han truer med at slå mig ihjel? Det sker flere gange om dagen, og jeg kan ikke holde til det". Til dette svarer den ledende børnesagkyndige: "jamen, det skal han da bare lade være med".
    Mon ikke det var bedre at få mentalundersøgt et menneske, der sender den slags beskeder dagligt til sin ekspartner, end at en børnesagkyndig, der tydeligvis ikke kender til nogen af de diagnoser, der kan ligge bag sådan en adfærd, leverer ubrugelige råd, som ovenfor?

  • Anmeld

    Irene · Cand.mag

    PTSD f.eks.

    Jeg er enig i, at voldsramte forældre, med PTSD f.eks. kan være rigtig gode forældre netop på trods af, at de har en diagnose. En mentalundersøgelse skal naturligvis ikke stå alene, men i kombination med samspilsobservationer og relevant testning kan det da kun være et plus i højkonfliktskilsmisser, at udredningen af forældrenes evner går et spadestik dybere og inddrager alle aspekter for på den måde at træffe den afgørelse, som er bedst for barnet. Forstår ikke helt MK's analogi om, at en grundigere udredning skulle være negativ??

  • Anmeld

    Sidsel Jensdatter Lyster · cand. theol.

    Mentalundersøgelser beskytter børnene. Børnesagkyndige undersøgelser er ren profitforretning.

    Michael Kaster forsvarer Selskab for Børnesagkyndiges interesser, i stedet for at bekymre sig om børnene.

    Det er ikke godt for børn at vokse op hos en far med psykopatiske træk eller en mor med et alkoholmisbrug.

    Hvem er uddannet til at gennemskue disse forældre? Ikke de børnesagkyndige psykologer. De er bare uddannet i børn - ikke i at udrede forældreevne. Kun retspsykologer og psykiatere kan udrede, om en far eller mor har narcissistisk-psykopatiske træk. Der skal trækkes på relevante faglige kompetencer med specialviden om misbrug, vold og personlighedsforstyrrelser. De børnesagkyndiges undersøgelser omfatter slet ikke disse forhold, medmindre de allerede er udredt af anden sagkyndig kompetence.

    Det ville klæde Michael Kaster at erkende, at der har været utrolig mange og graverende fejl i de børnesagkyndige vurderinger, fordi børnepsykologer ikke er uddannet til at vurdere de forældre, som er i konflikt pga. vold, psykopati, rusmidler eller pædofili.

  • Anmeld

    Michael Kaster · Formand for de børnesagkyndige psykologer

    Sagkyndige erklæringer

    Kære Bruno Skibbild, Irene og Sidsel Lyster

    Tak fordi I har taget jer tid til at besvare mit indlæg.

    Det, I efterspørger, findes allerede, idet både Statsforvaltningen og domstolene i dag kan indhente såkaldte ”sagkyndige erklæringer”. En sagkyndig erklæring er en grundig undersøgelse af en forælders forhold, hvor disse i relation til barnets situation eller isoleret set kan være af betydning for sagens afgørelse.

    Følgende kan være baggrunden for, at Statsforvaltningen eller domstolene indhenter sagkyndige erklæringer:
    • En forælder har psykiske problemer, som ud fra de foreliggende oplysninger må antages at kunne have en sådan karakter, at forælderen ikke kan tage vare på barnet, og hvor problemerne ikke – eller ikke aktuelt – er tilstrækkeligt dokumenterede eller beskrevne.
    • En forælder har et misbrugsproblem, som ikke – eller ikke aktuelt – er tilstrækkeligt dokumenteret eller beskrevet.
    • En forælders adfærd over for den anden forælder rejser tvivl i forhold til, om forælderen er egnet til at tage vare på barnets behov, herunder om forælderen er i stand til at samarbejde med den anden forælder.

    De sagkyndige erklæringer, som det ofte vil kunne være relevant at indhente, er erklæringer fra psykologer, psykiatere og misbrugseksperter, men der vil også kunne være andre former for sagkundskab med relevans for belysningen af en forælders særlige forhold.

    Link til yderligere information: http://www.socialjura.dk/content-storage/regler/2015/vejl-11348-af-3012-2015/ , pkt. 11

    Muligheden for at indhente sagkyndige erklæringer blev indført med en revision af forældreansvarsloven.

  • Anmeld

    Irene · Cand.mag

    Tak for dit svar

    Kære Michael Kaster
    Tak for dit svar. Ja, retten og Statsforvaltningen kan indhente sagkyndige erklæringer. Min anke går på, at netop disse sagkyndige erklæringer ofte er fejlbehæftede og drager konklusioner på et mangelfuldt grundlag. Som oftest består grundlaget for en sagkyndig erklæring af to samspilsobservationer med hver forælder og 1-2 samtaler med hver forælder. Der inddrages stort set aldrig nogen form for testning, ligesom sagens historik, som ofte er mangfoldig og som udgør baggrunden for selve bekymringen, ikke inddrages. Det er en yderligere bekymrende omstændighed, som jeg har hørt mange psykologer nævne, at de fleste mennesker (normalt begavede), er i stand til at spille en rolle og skjule selv alvolige problematikker i de få timer en børnesagkyndig er til stede i hjemmet. Derfor er de børnesagkyndige undersøgelser i sig selv ikke nok i sager hvor der er alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling og hvor der også ofte er dokumentation for vold eller overgreb mod enten den anden forælder og/eller børnene. Jeg forstår ikke, hvordan børnesagkyndige rådgivere, som netop burde være de ypperste fortalere for børnenes ve og vel frem for alt andet, er modstandere af at højkonflikt sagerne oplyses grundigere end tilfældet er i dag. Kun på den måde kan forvaltningen og domstolen træffe den rigtige afgørelse og beskytte børnene mod yderligere overgreb.

  • Anmeld

    Michael Kaster · Formand for de børnesagkyndige psykologer

    Sagkyndige erklæringer

    Kære Irene
    Tak for dit svar, som giver mig anledning til at rette op på en misforståelse, der ofte optræder.

    I dit indlæg sammenblander du sagkyndige erklæringer med børnesagkyndige erklæringer.

    En børnesagkyndig undersøgelse (der fører til en børnesagkyndig erklæring) inddrager både forældre og børn, mens en sagkyndig erklæring i udgangspunktet alene er en personundersøgelse. Grundlaget for en sagkyndig erklæring er derfor ikke, som du beskriver i dit indlæg.

    En sagkyndig erklæring består i hovedreglen af kliniske samtaler og psykologisk testning. Sagkyndige erklæringer kan rekvireres fra psykologer, psykiater, misbrugskonsulenter m.fl.

    I linket her kan du læse om de forskellige typer af undersøgelse, Statsforvaltningen og domstolene kan bestille idag: http://www.socialjura.dk/content-storage/regler/2015/vejl-11348-af-3012-2015/

  • Anmeld

    Irene · Cand.mag

    Sagkyndige erklæringer

    Kære Michael Kaster
    Mig bekendt benytter SF og retten sig stort set kun af børnesagkyndige erklæringer. Sagkyndige erklæringer og screeninger benyttes stort set aldrig. Og selv når der benyttes screeninger, er disse ofte mangelfulde og inddrager IKKE de relevante psykologiske tests. Min erfaring er, at meget få psykologer/psykiater er certificeret til at udføre de relevante psykologiske tests og at SF som oftest modsætter sig dette af økonomiske årsager. højkonflikt sager kører ofte i mange år, indimellem hele barneliv, med store udgifter for samfundet til følge. Hvis man afdækker problemets rod fra starten af med mentalundersøgelse af begge forældre, vil det på den lange bane blive både billigere for samfundet og bedre for børnene. Den del synes jeg ikke, du overhovedet forholder dig til.

  • Anmeld

    Bruno Skibbild · Cand.mag.

    Tak for svar, Mikael

    Hvis muligheden allerede er der, så kan jeg undre mig over, at muligheden ikke bliver benyttet i større udstrækning. Når sagerne i de røde skilsmisser ikke resulterer i brugbare løsninger for barnets trivsel, så er en af grundene, at sagerne netop ikke bliver udredt forsvarligt.
    Når "barnets ret til begge forældre under alle forhold" er et altoverskyggende princip, sætter det beskyttelsen af barnet langt ned på listen, og børnesamtaler opleves som om konklusionen er skrevet på forhånd. Sagerne bliver ikke udredt godt nok, som det er nu. Tjek sagen om den 10-årige dreng i Hjørring, der nu sidder på et børnehjem på 12. måned, fordi landsretten ved sit børnesagkyndige arbejde IKKE valgte at tale med drengen overhovedet, endsige observere drengen med henholdsvis mor og far. Så selvom kommunens forældreevne-undersøgelse konkluderer, at drengen bør være hos sin mor i fred for sin far, så konstaterer landsrettens børnesagkyndige, at han skal BO hos sin far (uden overhovedet at have mødt drengen). Det er den slags mangelfuldt arbejde, der er med til at miskreditere Det Børnesagkyndige Selskab.