SF: Regeringens socialpolitik er usammenhængende

Af Trine Torp (SF)
Socialordfører

Det seneste år har vist, at det ikke er ligegyldigt for især udsatte borgere, hvem der sidder for bordenden i regeringskontorerne. Der er forskel på ambitioner, prioriteringer og på, hvad man tror, der virker, hvis mennesker skal udvikle sig og have mere lige muligheder.

Der er selvfølgelig beslutninger, der er truffet i enighed. Alle partier står ex. bag revision af hjemmetræningsordningen for børn med handicaps. Der er indgået en aftale om voksenansvar for anbragte børn og unge, som gør reglerne mere klare, skaber større retssikkerhed for børnene, og som slår fast, at pædagogik og gode relationer er det vigtigste i arbejdet med udsatte børn og unge. Og det er efter massivt pres lykkes at fjerne forældelsesfristen i sager, hvor myndigheder har svigtet anbragte børn.

Men overordnet set savner jeg en sammenhængende velfærdspolitisk strategi. I stedet ser jeg politiske beslutninger fra regeringen, som er modstridende og forhindrer det, som burde være hovedfokus: at støtte menneskers udvikling og at skabe frihed, muligheder og trivsel for alle.

Men der, hvor filmen for alvor knækker, er, når gode intentioner om social mobilitet direkte modarbejdes af den øvrige politik som regeringen fører.

Trine Torp (SF)
Socialordfører

Hvad er amibtionerne?
For en måneds tid siden fremlagde regeringen nye sociale mål, som erstatning for den tidligere regerings sociale 2020-mål. ”10 mål for social mobilitet – fordi alle kan” hedder de. Og ministeren er netop kommet med en socialpolitisk redegørelse. Det er som udgangspunkt fint, at der fremlægges målsætninger, og at udviklingen på området følges.

Regeringens fokus er, at flere udsatte og mennesker med handicaps skal i uddannelse og beskæftigelse, og at metoderne skal være virksomme. Det er svært at være uenig i. Det er til gengæld ikke nemt at blive klog på ambitionsniveauet, og hvordan det skal ske. Hvor mange færre hjemløse? Hvor mange flere udsatte unge i ungdomsuddannelse?

Det er både samfundsøkonomisk og menneskeligt vigtigt, at så mange som muligt kan deltage og bidrage, men det bekymrer mig, når velfærdspolitik reduceres til beskæftigelsespolitik. Menneskers liv er meget mere end uddannelse og arbejde. Et godt liv handler også om nære relationer, at kunne drage omsorg for sig selv og andre, at kunne deltage i sociale aktiviteter, at komme sig over en sindslidelse, et misbrug mm.

Men der, hvor filmen for alvor knækker, er, når gode intentioner om social mobilitet direkte modarbejdes af den øvrige politik, som regeringen fører: Et kontanthjælpsloft som presser økonomien hos dem, der har mindst. En 225 timers regel, som mange udsatte vil have svært ved at leve op til, og en integrationsydelse, som ekskluderer mere, end den integrerer, og en regions- og kommuneaftale uden udviklingsmuligheder inden for ex. psykiatri- og misbrugsbehandling.

Fattigdom bekæmper ikke hjemløshed
Regeringen vil ikke anerkende fattigdom som et vilkår for socialt udsatte. Fattigdomsgrænsen er afskaffet, men det er fattigdommen ikke – tværtimod!  Men der fjernes viden om, hvad fattigdom er, hvor mange der lever i fattigdom, og hvad konsekvenserne er af den politik, som føres. Det tog beskæftigelsesministeren et halvt år at svare på et spørgsmål om, hvad kontanthjælpsstramningerne betød for fattigdommen.

11.800 personer, heraf 7000 børn ml 2-17 år vil leve under den fattigdomsgrænse på en årlig indkomst på 103.500, som nu er afskaffet. Boligselskaber, fagpersoner og kommuner har advaret imod, at de nye lavere ydelser vil betyde flere boligudsættelser og et pres på de billige boliger, som der ikke er nok af. Hjemløshed bekæmpes ikke ved at skære i ydelser. Udsatte børn og unge hjælpes ikke ved at gøre deres forældre fattigere.

Regeringen legitimerer alle stramninger med, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Argumentationen bygger på en forestilling om, at mennesker primært er drevet af, hvad der kan betale sig. Men mennesker er motiveret af meget mere end økonomiske incitamenter, fx af et meningsfyldt liv sammen med andre. Med regeringens politik sker der en individualisering af sociale problemer, mens de samfundsmæssige og problemskabende strukturer skjules. Fattigdom og ulighed er helt forsvundet i regeringens politik.

En sammenhængende velfærdspolitik
Fokus bør også være på velfærdspolitik: på pædagogen, som kan trøste det barn, der har brug for det og støtte barnets udvikling af sociale relationer; på læreren, som kan tilgodese det enkelte barns og klassens behov for læring; på socialarbejderen som gennem stabil kontakt kan lytte til den udsatte borger og give den støtte og det lille puf, som der skal til for at kunne komme videre i sit liv.

Velfærdspolitik skal med andre ord skabe udvikling og give mennesker frihed og lige muligheder. Velfærdspolitik skal derfor være sammenhængende og gribe ind i børne-, sundheds-, social-, uddannelses-, bolig- og planpolitik mm, og derfor spiller det også en helt afgørende rolle, hvilke økonomiske rammer der gives til kommuner og regioner.

Den sammenhæng kan jeg desværre ikke få øje på i den politik, der er ført det seneste år.