Socialrådgivere: Socialpolitik skal ikke dikteres af Finansministeriet

Af Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Socialrådgiverne har haft travlt siden Venstre overtog regeringsmagten for et år siden. Sænkelsen af integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet samt indførelsen af 225-timersreglen har sendt tusindvis af borgere på vej mod fattigdom og landets socialrådgivere på overarbejde.

Regeringens ændringer får markante sociale konsekvenser – det er vidtrækkende socialpolitik, selvom det har integration og ”jobreform” som overskrift.

Samtidig har det hårde pres på kommunernes økonomi en konkret socialpolitisk effekt: Den økonomiske klemme på kommunerne tvinger dem til hele tiden at stramme til og skære ned – også på vigtige udgiftsområder som udsatte børn og unge og indsatsen for handicappede.

Vi socialrådgivere savner i den grad reelle politiske initiativer fra regeringen, som kan sætte retning på det sociale område.

Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Regeringen taler om deres 10 nye mål for social mobilitet, men det er svært at se det som en ny socialpolitik endsige en socialpolitisk vision.

Den socialpolitiske redegørelse, der kom den 20. juni, er også mere en ’statistisk årbog’ for det sociale område end et socialpolitisk programdokument.

Måske kommer der noget markant i den ’voksenreform’, der bliver arbejdet med i maskinrummet. Det vides dog stadig ikke, om den faktisk kommer, og hvad den i så fald vil indeholde.

Retningen mangler
Vi socialrådgivere savner i den grad reelle politiske initiativer fra regeringen, som kan sætte retning på det sociale område.

Det gør vi af flere grunde:

For det første fordi vi ved, at de sænkede ydelser til kontanthjælpsmodtagere og indvandrere vil ramme børn, enlige mødre, syge og handicappede, hvilket vil give mange alvorlige sociale problemer – og medføre et stort pres på kommunerne og de socialrådgivere, som har ansvar for borgerne. Det må regeringen forholde sig til.

For det andet fordi socialrådgiverne i deres arbejde kæmper med et stort bureaukrati med tilhørende tids- og ressourcespild, som faktisk blokerer for, at vi kan løse opgaverne, og som giver yderligere stress for medarbejderne.

Regeringen må erkende, at bureaukratiet er en alvorlig belastning for den sociale indsats, og den bør sætte en ambitiøs dagsorden om at afskaffe unødigt kontrol-tidsspilde: Mål på effekten af indsatserne i stedet for den nuværende detailstyrings tidsrøvende fluebens-tyranni. Et fokus på outcome ser DS som et vigtigt element i en ny vision bredt set i socialt arbejde, hvor man måler progressionen og justerer indsatserne på basis af borgernes feedback.

For det tredje bør regeringen bakke helhjertet op om den omlægning til en forebyggende, tidligere og mere fleksibel indsats, som faktisk er i gang i kommunerne: Et fremskudt og koordineret arbejde med udsatte børn i familierne, skolerne, daginstitutionerne, dagplejen og så videre med forbillede fra ’Sverigesmodellen’, som flere kommuner allerede arbejder med.

Det er en perspektivrig omstilling, men den stiller store krav til mange aktører om udvikling og nytænkning, som med den nuværende rigide budgetstyring er vanskelig for mange kommuner – for gevinsten af investeringen viser sig måske først senere og i helt andre sektorer.

Derfor bør regeringen understøtte førnævnte omlægning dels - som det sker i dag – med midler og rådgivning, men også ved at ændre budgetloven, så kommuner kan investere over flere år, og så besparelserne i andre sektorer kan komme tilbage til den kommune, der vover pelsen og investerer.

En tværgående, koordineret indsats
Faktisk har kommunerne flere ambitiøse forsøg på at få udsatte borgere i beskæftigelse eller uddannelse, fordi de ellers bliver låst fast i et udsigtsløst liv på overførselsindkomst. Det er forsøg med en tværgående, koordineret indsats, der har et rehabiliterende mål, og som kræver omstilling, metodeudvikling og nytænkning mange steder i kommunerne. Også dette kompliceres af den rigide budgetlov.

Endelig kræver de ændringer om kompetenceafklaring i asylcentrene og et langt mere offensivt arbejde med at få flygtningene ud på virksomheder og offentlige arbejdspladser, der kom ud af to- og trepartsforhandlingerne, at kommunerne får bedre muligheder for at arbejde meget opsøgende og fleksibelt sammen med nye samarbejdspartnere. Det er gode forslag, men de bør bakkes op af en gennemtænkt og tværgående politik fra Social-, Beskæftigelses- og Integrationsministerierne.

Lad os skabe en langsigtet socialpolitisk vision, der – i stedet for tilfældige lovændringer baseret på enkeltsager eller kortsigtede grønthøster-nedskæringer bestemt af Finansministeriet – har et tværsektorielt, forebyggende og rehabiliterende sigte. Lad os tage livtag med det bureaukrati, som i dag ligger som en tung dyne over det sociale område.

Omdrejningspunktet for værdiskabelsen bør være kvalitet i relationen mellem borgeren og de fagprofessionelle, hvor borgeren føler sig inddraget, og hvor vi følger tæt op og kan justere indsatsen hurtigt. Det vil skabe markant højere kvalitet i indsatsen, og det vil – er jeg overbevist om – understøtte, at der også vil være råd til velfærd på den lange bane.