Debat

Sygeplejeråd: Vi har brug for mere af det, vi ved virker

DEBAT: Der er ikke behov for et nyt bosted – der er behov for flere ressourcer til det, vi allerede ved virker. Det skriver Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Foto: Dansk Sygeplejeråd
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tværtimod er det vores opfattelse, at der lægges op til øget brug af tvang og flere kritiske overgange inden for psykiatrien – og dermed flere konflikter.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

Af Grete Christensen

Formand for Dansk Sygeplejeråd

Medarbejdere og beboere på landets botilbud skal føle sig trygge og sikre i deres hverdag. Derfor foreslår regeringen en ny tilbudsform for en mindre gruppe borgere med svær psykisk lidelse og udadreagerende adfærd, som vil have fokus på sikkerhed og voldsforebyggelse.

Det er en af regeringens otte anbefalinger til at løse problemet med det stadig stigende tilfælde af vold, trusler og sågar drab, der har fundet sted på bosteder de seneste år.

Det er meget positivt, at regeringen ønsker at arbejde for mere tryghed og sikkerhed i hverdagen. Det gør vi også i Dansk Sygeplejeråd, men vi mener ikke, at en ny tilbudsform er løsningen. Tværtimod er det vores opfattelse, at der lægges op til øget brug af tvang og flere kritiske overgange inden for psykiatrien - og dermed flere konflikter.

Brug for flere ressourcer

Vi mener, vi skal styrke den samlede behandlings- og socialpsykiatri ved at se på, hvad det er, der allerede virker, og bruge meget mere af det. Det gælder ikke kun isoleret set på bostederne, men i psykiatrien i det hele taget – for det hele hænger sammen.

Psykiatrien trænger til et gevaldigt løft, og det sker ikke med et snuptag. Det kræver en særlig indsats, både fagligt og ressourcemæssigt – og der er brug for flere ressourcer, ikke for nye løsninger.

Der er nemlig eksempler på psykiatriske afdelinger og bosteder, der har formået at gøre en særlig indsats for at nedbringe risikoen for vold og trusler i hverdagen. Eksempelvis i Psykiatrien Syd i Vordingborg. Her beskæftiger man sig med de mest komplicerede psykisk syge med et omfattende misbrug og et aggressionsniveau, der ikke er nemt at rumme nogen steder.

Her har man gennem længere tids intensivt arbejde formået at hjælpe disse patienter, så mange ikke længere er svingdørspatienter i psykiatrien, og cirka halvdelen er hjulpet videre til andre platforme, så indholdet i deres liv er ændret. Og så er antallet af bæltefikseringer på afdelingen nedbragt med 74 procent til gavn for både patienter og ansatte.

Det er ikke kommet af sig selv. Afdelingen har fået tildelt penge fra satspuljemidlerne 2012-2015, som har gjort det muligt at gå ind og arbejde intensivt med at danne relationer og tilrettelægge et særligt miljø, der er med til at hæmme patienternes aggressioner.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Vi har brug for penge til det, der virker
Ligeledes har man arbejdet tæt sammen med kommuner og misbrugscentre, og patienterne bliver holdt i hånden gennem hele forløbet.

Afdeling S i Vordingborg er ikke det eneste eksempel, hvor man ved hjælp af den rette faglige sammensætning af medarbejdere, evidensbaserede metoder, patientinddragelse, tid og ressourcer nok til at opbygge nære relationer har formået at hjælpe patienterne og nedbringe risikoen for vold og trusler.

Der findes gode eksempler fra det retspsykiatriske afsnit i Slagelse, psykiatrisk sengeafsnit i Aabenraa og bostederne Grevenlund på Fyn og Lindevang i Helsingør. Eksempler, som vi sammen med Socialpædagogerne har beskrevet og sendt til henholdsvis Folketingets medlemmer i Socialudvalg og Sundheds- og Ældreudvalg.

Så kære politikere. Vi har ikke brug for en ny tilbudsform. Vi har i stedet brug for penge til at gøre mere af det, vi ved virker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Grete Christensen

Fhv. formand, Dansk Sygeplejeråd
sygeplejerske (Holbæk Sygeplejeskole 1981)

0:000:00