Bliv abonnent
Annonce
Om  
Lene Terslev
Karen Søgaard
H.M. Dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid

Gigtforsker fra Rigshospitalet modtager Dronning Ingrids Forskerpris

11. oktober 2019 kl. 16.01

Lene Terslev har i mange år forsket i ultralydsscanning, hvilket har haft afgørende betydning for nogle af de seneste årtiers største gennembrud i behandlingen af en række gigtsygdomme.

For det har overlægen og ph.d.'en fra Rigshospitalets Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme modtaget årets udgave af ​Dronning Ingrids Forskerpris, skriver Rigshospitalet.

"Netop udviklingen af den moderne billeddiagnostik har haft afgørende betydning for det paradigmeskift, der gennem de seneste årtier er sket inden for behandlingen af leddegigt og andre autoimmune gigtsygdomme," sagde professor Karen Søgaard, formand for Gigtforeningens Forskningsråd, ved overrækkelsen af prisen.

Mere præcist har ultralydsscanning gjort det muligt at afsløre forandringer i leddene allerede tidligt i sygdomsforløbet. Dermed har lægerne mulighed for at sætte så tidligt ind med intensiv behandling, at ledbetændelsen kan bremses, inden den forårsager varige skader.

Både de øjensynlige effekter og den store anerkendelse er kronen på et årelangt værk for Lene Terslev.

"Jeg er utrolig glad og meget stolt. Det er en dejlig anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet de sidste 20 år, som er virkelig spændende. Overlappet mellem den kliniske forskning og hverdagen med patienterne er utroligt givende. Ultralydsscanningen har været med til at optimere diagnostikken af gigtsygdomme og kan nu også være afgørende for justeringen af behandling af patienterne i deres sygdomsforløb. Det har betydning for de mange mennesker, der lever med gigtsygdomme, og det er dejligt, at den værdi bliver set."

Prisoverrækkelsens royale islæt strækker sig ikke kun til prisens navn – det var således Hendes Majestæt Dronning Margrethe, som overrakte prisen til Lene Terslev.

Med prisen følger 100.000 kroner til forskning.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026