Bliv abonnent
Annonce
Debat

Kommunaldirektør: Sundhedsstyrelsens nye organisering kan fremme lighed i sundhed

Mit gæt er, at denne omorganisering nok også kommer til at betyde, at der bliver brugt lidt færre ressourcer på at lave søde og sjove videoer og plakater på forebyggelsesområdet, skriver Jonatan Schloss.
Mit gæt er, at denne omorganisering nok også kommer til at betyde, at der bliver brugt lidt færre ressourcer på at lave søde og sjove videoer og plakater på forebyggelsesområdet, skriver Jonatan Schloss.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
4. december 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De få danskere, som har læst den nye politiske aftale om reform af sundhedsvæsenet, vil vide, at det er en ambitiøs og ganske indgribende reform.

En reform, der skruer på mange skruer i det komplicerede maskineri, som udgør vores sundhedsvæsen. Dem, der i høj grad skal "føre skruetrækkeren", bliver Sundhedsstyrelsen.

Faktisk er det ikke småting af nye opgaver, der er landet på Sundhedsstyrelsens bord. Mit gæt er, at det ikke længere er så moderne, som det tidligere har været, at ansætte flere akademikere i staten.

Læs også

Det vil sige, at Sundhedsstyrelsen er tvunget til at omprioritere, omorganisere osv. for at kunne løse sine nye opgaver. Med andre ord noget, der ligner den verden, vi ude i kommunerne har befundet os i gennem mange, mange år.

Når man omstrukturerer og omprioriterer, kommer der uundgåeligt "lyde" fra maskinrummet.

Nogle skal måske løse andre opgaver, end de plejer, og andre skal måske løse dem sammen med andre kolleger, end de plejer. Det er også sket denne gang.

Kampagner hjælper ikke meget

En chef er stoppet, der er skrevet et utilfreds læserbrev, og mon ikke der også foregår lidt undergravende virksomhed i forsøget på at få visse partier til at mene noget om denne omorganisering.

Jeg har ingen særlig viden om, hvad omorganiseringen går ud på, ud over hvad der står i medierne.

Vil man noget med forebyggelse, skal man hæve priserne på tobak og alkohol. Vil man noget med lighed i sundhedsvæsenet, skal man sørge for kvalificeret arbejdskraft i sundhedsvæsenet på landet.

Jonantan Schloss
Kommunaldirektør, Egedal Kommune

Jeg har faktisk heller ingen særlig holdning til, om den nye organisering er verdens bedste, eller om den kunne se ud på en anden måde. Jeg har blot stor respekt for, at Sundhedsstyrelsen er placeret i en situation, hvor de er nødt til at gøre tingene på en anden måde, end de plejer.

En af de ting, der sker, er, at forebyggelsesfolkene kommer til at arbejde sammen med dem, der skal lave sundhedsplaner.

Mit gæt er, at denne omorganisering nok også kommer til at betyde, at der bliver brugt lidt færre ressourcer på at lave søde og sjove videoer og plakater på forebyggelsesområdet.

Til gengæld kan man håbe, at der så bliver gjort noget ved den enorme strukturelle ulighed i sundhedsvæsenets tilbud, som er geografisk betinget i vort lille land. Det trade-off tror jeg vil være godt for vores folkesundhed.

Kampagner batter ikke meget. Vil man noget med forebyggelse, skal man hæve priserne på tobak og alkohol. Vil man noget med lighed i sundhedsvæsenet, skal man sørge for kvalificeret arbejdskraft i sundhedsvæsenet på landet.

Held og lykke med de to opgaver – vi har brug for jer i Sundhedsstyrelsen!

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026