Når man sejrer sig ihjel

Hvad skal man gøre, hvis det, som man har kæmpet for i mange år, sker fyldest? Groft sagt har man vel tre muligheder: Man kan glædes derved og indstille sit virke; eller man kan tage udgangspunkt i successen og sætte sig nye mål; eller man kan lade som intet er hændt, og fortsætte kampen uanfægtet af sejren.

I Danmarks naturfredningsforening har man valgt den sidste model. Dér udvirkede man i 1987 verdens første vandmiljøplan, der gennem skrappe hrav og store ambitioner førte til nedadgående kurver på alle de parametre, man kunne ønske sig, og siden er vandmiljøplanen fulgt op af endnu to, så vi i dagens Danmark står med et landbrug, der i renhed langt overgår, hvad DN i sin vildeste firserfantasi kunne drømme om: Kvælstofudvaskningen fra landbruget erfaldet til det halve. Fosforudledningen fra svineproduktionen er faldet med 22 procent. Målene i pesticidhandlingsplanen fra 1986 er nået.

Denne overvældende succes, som vil slet ikke har set enden på endnu, har DN altså valgt at ignorere, senest på repræsentantskabsmødet den 10.april i Helsingør.

(...) Anderledes med Socialdemokraterne. (...)Med beundringsværdig sikker stil er Thorning-Schmidtnu i gang med at tilpasse partiet moderne tider, som er alt andet end sultne slavehære og pibende fløjter-takket være netop hendes parti. (...)

Her kunne slagterisektoren være en god "case" at begynde med for et genfødt parti: Mens de danske slagterier kæmper sig frem i verden formedelst store etableringsomkostninger og hjembringer valuta, der omsættes i beskæftigelse m.m. i det danske samfund, hjælper Danish Crown nu også-efter påbud fra staten!-Et hollansk slagteriselskab i gang i Danmark med både penge, svin og andre garantier til gavn for det hollanske samfund og til skade for vor egen konkurrencekraft. Det er en helt igennem grotesk sag, som ligger lige til højrebenet for en moderne socialdemokrat.