Anne Mette Fugleholm
Anni Matthiesen
Christian Rabjerg MadsenTidligere direktør for Diakonissestiftelsen indtræder i Helsefondens bestyrelse
Folketinget udpegede tidligere på måneden Anni Matthiesen (V) og Christian Rabjerg Madsen (S) til Helsefondens bestyrelse, da tre af fondens bestyrelsesmedlemmer træder tilbage ved udgangen af marts måned. Nu er det sidste bestyrelsesmedlem fundet i Anne Mette Fugleholm, forhenværende direktør for Diakonissetiftelsen og i dag professionelt bestyrelsesmedlem.
Det skriver Helsefonden i en pressemeddelelse.
"Helsefonden bidrager med sine bevillinger til at skabe ny og vigtig viden. Ny viden og nye løsninger har endnu større vigtighed i en tid, hvor både sundhedsvæsenet og socialområdet er under pres," siger Anne Mette Fugleholm.
Da alle de tre afgående medlemmer var udpeget af Folketinget, er det også Folketinget, der har udpeget de tre nye medlemmer, men fonden har selv foreslået Anne Mette Fugleholm.
"Vi er meget glade for, at Folketinget har lyttet til vores opfordring. Når vi decideret selv har peget på nogle kandidater, handler det om at fremtidssikre fonden og bestyrelsens arbejde. Det føler vi bestemt er blevet opfyldt med de tre udpegninger," siger Thomas Andresen, konstitueret formand for Helsefonden.
Udpegningen bliver først officiel, når den har været på dagsordenen i Folketingssalen 11. april, men Helsefonden har fået telefonisk bekræftelse på, hvem folketingsgrupperne ønsker at udpege. De øvrige medlemmer af fondens bestyrelse tæller Thomas Andresen (V), der er udpeget af KL, Kristoffer Hjort Storm (DD), der er udpeget af Danske Regioner, Henriette Zeeberg, der er udpeget af socialministeren samt Søren Brostrøm, der er udpeget af sundhedsministeren.
Den nye bestyrelse konstituerer sig og vælger formand og næstformand på det første bestyrelsesmøde i slutningen af maj.
Omtalte personer
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Patientforeninger opfordrer regioner til at bruge omstridt vetoret mod kommuner


















