Et danmarkskort med mange historier
DEBAT: Det er godt for Danmark, at vi får superlyntog, men den øvrige kollektive trafik skal tænkes sammen, så rejsetiden til et superlyntog med den kollektive trafik ikke tager mere end en time. Det skriver Carl Holst (V), næstformand i Danske Regioner.
Af Carl Holst (V)
Næstformand i Danske Regioner
Et godt billede kan fortælle mange historier og sætte tanker i gang. Det gælder også det danmarkskort, Danske Regioner offentliggjorde for nylig. Kortet viser, hvor lang tid det vil tage med kollektiv trafik fra et hvilket som helst sted i Danmark til en af 10 superlyntogsstationer på den timemodel, der skal være klar efter 2020. Enhver dansker kan se på kortet, hvor lang tid man vil få, hvis man skal tage bussen eller toget til en af disse stationer.
Mest oplagt fortæller kortet mig, at der er store områder af Danmark, hvor man vil have rigtig lang rejsetid foran sig, før man kan sætte sig i sædet i et af de kommende superlyntog.
For mange vil bilen fortsat være det mest oplagte valg – også selvom man skal huske, at rejsetiden også bliver forbedret på mange af de regionale togstrækninger til superlyntogsstationerne.
Danske Regioners vision er, at tre ud af fire danskere bør have under en times rejsetid til superlyntoget. Det er 600.000 flere end i dag. Vi ser det som et pejlemærke for udvikling af den kollektive trafik i de kommende år.
Carl Holst (V)
Næstformand i Danske Regioner
Brug for let adgang til kollektiv trafik
Det er ikke en ambition, at alle skal over i den kollektive trafik. For mange vil bilen være det mest effektive og fleksible valg. Men for andre kan en forbedret rejsetid med kollektiv trafik være det, der gør det attraktivt at pendle til et job eller uddannelse længere væk end ellers. Og jo flere, der rejser med kollektiv trafik til superlyntogene, desto mere vil vi få ud de mange milliarder, der bliver investeret i timemodellen.
Send dit indlæg til: [email protected]
Men det er også tydeligt, at vi har en udfordring med at sikre, at så mange danskere som muligt får god adgang til superlyntoget. Der er brug for lettere og hurtigere adgang til superlyntogene og de øvrige togstationer med busser og lokalbaner. Det vidste vi godt i forvejen, men kortet dokumenterer rødt på grønt, hvor udfordringerne er.
Vi har stadig god tid frem mod, at timemodellen står klar, til at finde ud af, hvad vi konkret skal gøre. En del af løsningen vil være mere direkte busruter, bedre fremkommelighed for busser, og bedre skiftemuligheder mellem bus og tog – herunder tilpasning af køreplaner, så busankomst og -afgange kommer til at passe perfekt med togafgangene.
Kortere rejsetid til superlyntoget
Når bilen er en del af den daglige løsning for store dele af befolkningen – må vi også gøre det lettere at parkere bilen tæt på stationer med god afgang til de hurtige tog. Det vil kunne gøre den samlede rejse hurtigere, når man skal på tværs af landet. Nogle af de gode løsninger kan vi principielt iværksætte allerede nu.
Selvom kortet har fokus på de kommende superlyntog, ligger superlyntogsstationerne jo samtidig i større byer med mange arbejdspladser. Derfor er det under alle omstændigheder en god ide at sikre kortere rejsetider hertil. Den forbedrede kollektive trafik skal komme alle til gode, både de, der skal videre med toget, og de, der skal til byen på arbejde eller uddannelse.
Danske Regioners vision er, at tre ud af fire danskere bør have under en times rejsetid til superlyntoget. Det er 600.000 flere end i dag. Vi ser det som et pejlemærke for udvikling af den kollektive trafik i de kommende år.
Det er selvfølgelig ikke en udvikling, der skal betyde, at de andre buspassagerer skal have dårligere vilkår. Grundtanken er at sikre, at så mange som muligt får forbedrede rejsetider med kollektiv trafik – både på tværs af landet og til deres arbejde eller uddannelsessted.