LO og FTF øver sig på brudevalsen

MANDAGSTRÆNEREN: Sidste uges fælles valgudspil og dagpengeforslag var første test på, om flirten mellem LO og FTF kan ende i et bryllup. I jagten på indflydelse – og et ægteskab med FTF – har LO forladt Socialdemokraterne og signalerer hermed en mere almindelig, bredt arbejdende organisation. 

Peter MoseSusanne Hegelund

Ved at indbyde alle politiske bejlere til balkortet fremstår kriseramte LO som en lidt mere nutidig, bredt arbejdende organisation.

Hegelund og Mose

Hvis man overvejer at indgå ægteskab, er det en fordel for begge parter først at demonstrere, at de kan enes om de svære dansetrin, der hører til en veludført brudevals. I den forgangne uge var det store Vild-med-Dans-test for mastodonterne LO og FTF, der endda var i stand til at danse i takt i flere omgange, mens Christiansborg og det øvrige Danmark så på.

Selv kaldte de to formænd – Harald Børsting og Bente Sorgenfrey – det et ”historisk partnerskab”, inden de begav sig ud på dansegulvet og dermed varmede op til det, der senere kan ende med en egentlig fusion, som vil berøre 1,5 millioner medlemmer.

Først dukkede parret op med en politisk bredt appellerende valgkampagne med ”konstruktive og løsningsorienterede indspil”, fjernt fra LO's ensidige satsning på Socialdemokraterne som senest op til valget i 2011.

Få dage efter kom de med et fælles lønmodtagerudspil til en ny dagpengereform; en øm sag, der ikke blot martrer regeringen, men som også lægger pres på oppositionen i valgkampen. Der gik da heller ikke mange øjeblikke, før Venstres Lars Løkke Rasmussen fandt dele af oplægget ”spændende”.

De Gaulle på Islands Brygge
Ved at indbyde alle politiske bejlere til balkortet fremstår kriseramte LO som en lidt mere nutidig, bredt arbejdende organisation. Som en interessevaretager, der – med en let omskrivning af franske Charles de Gaulles paradigme for fransk udenrigspolitik – hverken har venner eller fjender, men kun interesser.

Ydermere blev valgkampsmaterialet, der – i hvert fald udadtil – markerede den endelige LO-løsrivelse fra Socialdemokraterne, lanceret nøjagtig samtidig med, at Helle Thorning-Schmidt fejrede 10-året som socialdemokratisk formand. Dermed blev det en repositionering med proaktiv brug af medierne, men også en lidt uvenlig festgave til regeringstoppen, der – endelig – mærker fremgang i meningsmålingerne efter slidsomme år.

To grunde til at markere sig nu
Timingen var næppe tilfældig: Dels sover alle med skoene på, fordi Thorning når som helst kan trykke på valgknappen. Dels satser topcirklerne i LO og FTF på om kort tid at sende et fælles debatoplæg ud til de 87 medlemsorganisationer med belysning af fordele og ulemper ved at smelte de to hovedorganisationer sammen. Det ventes at ske i begyndelsen af maj.

Dermed var ugens aktiviteter ikke kun et skilsmisse-signal til Socialdemokraterne, som blev ekstra forstærket af, at LO lod ventilere, at Harald Børsting snart skulle mødes med Lars Løkke. Nok så vigtigt var det også et internt flirte-signal til FTF, der har en anderledes tradition for at se sig som partipolitisk uafhængigt.

To lobbymetoder skal forenes
LO har siden 1898 bidraget til socialdemokratiske valgkampe, mens FTF efter fødslen i 1952 har navigeret mere bredt. FTF-toppen gør et stort nummer ud af, at man skal kunne arbejde til begge sider i folketingssalen.

Men også Bente Sorgenfrey har måttet bøje sig imod Børsting for at holde valsetakten: Udspillet rummer rent faktisk masser af kant til Venstre og alle de øvrige partier i blå blok – minus Dansk Folkeparti – med sit nej til nulvækst i den offentlige sektor.

Substansmæssigt er FTF-toppen givetvis enig i afvisningen af den borgelige nulvækst-linje: Tre ud af fire medlemmer er ansat i den offentlige sektor.

KL og Danske Regioner skræmmer
Med det fælles fusionsoplæg til medlemmerne i maj fortsætter processen frem mod en eventuel fusion – et langstrakt forløb, der ventes at tage flere år. På den ene side skal LO og FTF favne over medlemsorganisationer, der hellere ser en fusion i dag end i morgen. På den anden side er der stærke modstandslommer.

Eksempelvis er toneangivende dele af det store fagforbund 3F skeptiske, ligesom sygeplejerskerne tøver. Også mindre forbund i begge familier kan have forbehold af frygt for at drukne. Rigtig meget skal derfor masseres på plads, hvis fusionen skal lykkes ”inden for en årrække”.

Sporene fra den kiksede fusion mellem KL og Danske Regioner må skræmme. Her førte top-down-processen orkestreret af ganske få topfigurer intet godt med sig. Resultatet var et borgmesteropgør; en koalition, fusionsmagerne klart undervurderede lige til det sidste – med et kæmpe ansigtstab til følge.

De borgerlige kan være ganske flinke
I LO-horisonten venter håbet om ny storhed i dansk politik. Eksempelvis er det langt fra opgivet, at en ny regering igen vil invitere til trepartsforhandlinger. Det gælder uanset farve, selvom en skuffet finansminister Bjarne Corydon på de indre linjer hidtil har sagt ”aldrig mere!”. Det kiksede trepartsforløb i regeringens første svære år, hvor Metal i sidste øjeblik spændte ben for fællesdansen, giver fortsat ubehagelige minder i de centrale regeringsgemakker.

Trepartsforhandlinger med arbejdsgiverne og regeringen kan således være lettere at gennemføre i borgerlige regeringsperioder – ligesom større reformer omvendt måske bedst klares af S-ledede regeringer som under Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Det – for fagbevægelsen – mest minderige treparts-eksempel er den konservative Poul Schlüter i 80'erne. I nullerne var Venstres Anders Fogh Rasmussen heller ikke bleg for at gøre kur til lønmodtagerne: Den milliarddyre kvalitetsreform blev sorgløst skabt med trepartsmetoden.

Finansministeriets bekymrede embedsmænd våndede sig dengang angiveligt højlydt. ”Det her kan ikke blive ved”, lød det fra ministeriets departementschef til LO-toppen, der blot kunne henvise til, at finansminister Thor Pedersen langede den ene milliard efter den anden hen over bordet. ”Så hvorfor sige nej,” lød det dengang fra LO.

Set med de øjne er det ikke totalt skræmmende for fagbevægelsen, hvis Lars Løkke skulle vinde valget, især ikke med Dansk Folkeparti som inspirator og støtte.


Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også www.hegelundmose.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bente Sorgenfrey

fhv. næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), vicepræsident, i den europæiske fagbevægelse ETUC, næstformand, Europabevægelsen, næstformand Professionshøjskolen Absalon
pædagog (Frøbel Højskolen 1978)

Harald Børsting

Fhv. formand for LO, formand for Seniortænketanken og Socialdemokratiets Erhvervs,- Vækst- og Arbejdsmarkedspolitiske Udvalg
tillidsmand (1974-)

0:000:00