Cepos: Skolepolitikkens lighedsideologi har spillet fallit

Fra min skoletid husker jeg, at skolelærere elsker at synge, og at højskolesangbogen er uomgængelig. Den mest udbredte sang går vist stadig sådan her:

På det jævne, på det jævne,
ikke i det himmelblå,
der har livet sat dig stævne,
der skal du din prøve stå.

Kaalund skrev linjerne i 1872, og selveste Carl Nielsen satte melodi til. Mere dansk kan det ikke blive.

Jeg kommer til at tænke på denne min skolelærdom, når jeg i disse dage følger slaget om læringsmål i folkeskolen. Undervisningsministeriet har fastlagt, at der skal arbejdes med læringsmål, og ministeriet satte arbejdet med målene i gang i august 2015. Ministeriets konsulenter har herefter brugt efteråret på at formidle, at de nye bestemmelser fordrer mål for hver enkelt elev.

Måske er det noget af det mest opløftende oven på folkeskolereformen, at der ser ud til at vokse en ny generation frem, som ikke lader sig passivisere af en alt for stærk fagforening og en alt for svag undervisningsminister, som paradoksalt enes om en for længst kompromitteret lighedsideologi, der gør lighed til enshed.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Generelle mål er meningsløse
Danmarks Lærerforening har imidlertid, som man kunne forvente, givet sig til at kæmpe for brede mål for klasserne og ikke konkrete mål for hver enkelt elev. Alt andet ville jo være at stille krav til lærerne og derfor ideologisk uspiseligt.

Ministeriets pædagogiske ekspert på sagen bakker Lærerforeningen op. Det er ”helt op til læreren, om han eller hun mener, at det er nødvendigt at sætte et særligt mål for en enkelt elev”, mener således forskningschef i skoleledelse på VIA University College Andreas Rasch-Christensen ifølge Folkeskolen.dk. ”Det nye er jo ikke, at der er mål, det handler bare om, at lærerne skal bruge målene i undervisningen, hvilket vi ved, at de ikke har gjort nok tidligere". Tja.

Usikkerheden har nu foranlediget Undervisningsministeriet til over for Danmarks Lærerforening at præcisere forståelsen af bestemmelserne om læringsmål. I magasinet Folkeskolen refereres ministeriets nye udmelding således:

"Læringsmålstyret undervisning er ikke obligatorisk. Det er op til den enkelte lærer at vælge, hvordan han/hun ønsker at tilrettelægge undervisningen ud fra Fælles Mål, så den bedst muligt imødekommer elevernes forudsætninger". Målene for undervisningen skal altså være generelle, men undervisningen skal rettes imod de enkelte elever. Ministeriet ser virkelig ud til at være blevet trynet.

Generelle mål er meningsløse. Det må være uacceptabelt at fastlægge mål, som nogle elever helt øjensynligt ikke kan leve op til. Det er at prisgive de svage elever. Men fastlægges målene, så de er mulige at nå for de svage elever, prisgiver målene de stærke elever. Hvad der jo er helt acceptabelt i en traditionel pædagogisk tilgang og reelt også den valgte prioritering hos stort set hele det politiske spektrum, selv om ikke alle politiske partier vil vedstå det. På det jævne, på det jævne.

Velfærdsstatens lighedstyranni
Individuelle mål er nemlig ideologisk og politisk en umulighed i toneangivende kredse. Det vil være at statuere, at der er forskel på eleverne og altså stride imod velfærdsstatens lighedstyranni.

Så Undervisningsministeriets løsning i vores styringsfikserede lighedssamfund bliver altså at diktere regler men at udforme dem, så alle kan bruge dem, som de vil.

Ministeriets udmelding til skolerne er i det hele taget skandaløs. Det er op til den enkelte lærer at tilrettelægge undervisningen, som han/hun ønsker, siger ministeriet. Netop oven på en folkeskolereform, som i den grad skulle styrke ledelse og samarbejde ude på skolerne. Det kan de da ikke mene i ministeriet - sådan en udmelding er jo gift for behjertede bestræbelser på at få bare lidt linje over skoleledernes ledelsesarbejde på deres skoler. Men forskningschefen i skoleledelse er altså på samme linje. Ingen ledelse her.

Nye tider
Jeg tror, at Undervisningsministeriets uklare og usammenhængende indsats i virkeligheden kan tages som udtryk for, at vi i disse år oplever et veritabelt skred i forhold til de dominerende opfattelser i det pædagogiske elfenbenstårn. Hin enkelte, med Kierkegaards begreb, er ved at blive en tålt størrelse.

Lad mig bare illustrere med et markant eksempel. I Københavns Kommune har skoleforvaltningen i løbet af de seneste par år udviklet et redskab, som de kalder for ”Beregneren”. Her er tale om et lille IT-program, som beregner den forventede progression for hver enkelt elev med udgangspunkt i data fra de obligatoriske test.

Fagdirektør i Københavns børne- og ungdomsforvaltning Tobias Stax redegør i magasinet Folkeskolen for redskabet: "Nu får vi mulighed for at følge med i, hvad den enkelte elev får ud af undervisningen og se, om de flytter sig som forventet. Det synes jeg giver mulighed for en spændende dialog med skolen, mellem leder og lærere og mellem lærere og elev og forældre", siger Tobias Børner Stax. "Og hvis der er noget, der rykker i den her folkeskolereform, så er det, at vi skal arbejde efter læringsmål!"

Og det skulle komme fra landets mest røde kommune. Det er virkelig nye tider.

Lighed bliver til enshed
Men sådan ser der altså ud i virkelighedens verden. Københavns Kommune udviklede i første omgang ”Beregneren” til eget brug, men efterfølgende er den stillet frit til rådighed for andre. Det har resulteret i, at det snart er halvdelen af landets kommuner, som har taget fat i "Beregneren."

Måske er det noget af det mest opløftende oven på folkeskolereformen, at der ser ud til at vokse en ny generation frem, som ikke lader sig passivisere af en alt for stærk fagforening og en alt for svag undervisningsminister, som paradoksalt enes om en for længst kompromitteret lighedsideologi, der gør lighed til enshed.

Den hidtil dominerende centralstyring i skolepolitikken funderet på pædagogisk ekspertise, der i hovedsagen blot er ideologiproduktion, har spillet fallit.  

---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.