Debat

Horesta: Uden nødskolepraktik og forlænget grundforløb taber vi en generation af faglærte

DEBAT: Det er en samfundsopgave, at vi ikke taber en generation af kommende faglærte på gulvet i hotel- og restaurationsbranchen. Derfor må grundforløbene og muligheden for nødskolepraktik forlænges, skriver Pia Svane.

Vi skylder eleverne at færdiggøre deres uddannelsesforløb under ordentlige vilkår. Derfor må grundforløb og nødskolepraktik forlænges, skriver Pia Svane.
Vi skylder eleverne at færdiggøre deres uddannelsesforløb under ordentlige vilkår. Derfor må grundforløb og nødskolepraktik forlænges, skriver Pia Svane.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er ingen tvivl om, at hotel- og restauranterhvervet er ramt af coronakrisen. Og det gælder både virksomhederne, medarbejdere og elever, der frygter for deres og branchens fremtid.

Men erhvervet vil rejse sig igen, og der får vi brug for alle motiverede og kvalificerede kræfter. Også dem der lige nu er på uddannelsesbænken. Men skal de ikke falde fra, så er det afgørende, at vi handler nu. 

Vi må sikre, at nødskolepraktik for tjener- og receptionistelever kan opretholdes samt give mulighed for at forlænge grundforløbet, hvis næste generation af kolleger og medarbejdere skal sikres. 

Praktisk håndværk bag en skærm
Virksomhederne i hotel- og restauranterhvervet viste i 2020, at med en kærkommen økonomisk håndsrækning, så formåede de at indgå flere uddannelsesaftaler i andet halvår 2020 end samme periode i 2019.

Vi skylder både eleverne og virksomhederne, at vi ikke sender elever ud af grundforløbet med dårligere forudsætninger end de elever, hvis praktikforløb, de skal ud og overtage.

Pia Svane
Uddannelses- og projektchef, Horesta

Den positive udvikling har vi som samfund og erhverv ikke råd til at miste nu. For i fremtiden skal vi igen leve af turisme og store oplevelser. 

De kommende elever på grundforløbene har modtaget fjernundervisning under krisen, og om få måneder skal de stå klar til at søge praktikpladser i erhvervet. Men det er bare langt fra virkeligheden, hvor komfurerne er slukkede på mange restauranter, og gæsterne er få på hotellerne 

I et erhverv hvor kompetencer og færdigheder er udgjort af praktisk håndværk, er det en illusion at forestille sig, at de evner kan opnås bag en skærm. Vi skylder både eleverne og virksomhederne, at vi ikke sender elever ud af grundforløbet med dårligere forudsætninger end de elever, hvis praktikforløb, de skal ud og overtage.

Forlæng nødskolepraktik og grundforløb
Samtidig skylder vi virksomhederne og de elever, som allerede er ude i erhvervet, muligheden for at færdiggøre deres uddannelsesforløb under ordentlige vilkår.

Vi står i en situation, som vi aldrig har set før. Virksomhederne ønsker at løfte deres samfundsansvar og sikre deres fremtidige arbejdskraft, men deres forudsætninger for at løfte den opgave, har aldrig været dårligere grundet krisen. 

Læs også

Derfor er vores budskab til undervisningsministeren klart: Hvis vi ikke skal tabe en hel generation på gulvet, så er vi nødt til som samfund at bidrage til at løfte denne opgave, ved at forlænge muligheden for nødskolepraktik på de uddannelser, som er hårdeste ramt af pandemiens konsekvenser, samtidig med at man giver mulighed for at forlænge grundforløbene på erhvervsskolerne.

På den måde kan vi sikre, at de unge opnår de kompetencer og færdigheder som er påkrævet for at indgå i vores erhverv, som er karakteriseret ved høj faglighed og mødet mellem mennesker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00