Debat

KL afviser LEV-kritik: Vil hjælpe alle unge i uddannelse

REPLIK: LEV kritiserer uberettiget KL for at undergrave sårbare unges muligheder for at få en ungdomsuddannelse, skriver Anna Mee Allerslev (R), formand for KL's Børne- og Kulturudvalg. KL vil netop sikre, at alle unge får en uddannelse, lyder det.

Foto: KL
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anna Mee Allerslev (R)
Formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg

Vi skal stå fast på, at Danmark er et samfund, som også tilbyder uddannelse til de svageste.

Sådan skriver Anni Sørensen, landsformand for LEV, i et debatindlæg her på portalen.

Jeg kunne ikke være mere enig!

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

De unge i centrum
Desværre tillægger Anni Sørensen KL og kommunerne en bedrøvelig og kynisk position i sit indlæg. Det er hverken meningen eller berettiget i vores øjne.

Når KL i et nyt politisk udspil om de forberedende uddannelsestilbud foreslår, at STU’en skal være omfattet af en forenkling af de forberedende uddannelsestilbud, så er det ikke for at fjerne muligheden for uddannelse for unge med funktionsnedsættelser. Tværtimod. Målet er at skabe en forenkling inden for hele området af forberedende uddannelsestilbud med de unge i centrum – også de unge, som i dag er på STU. I dag taber vi alt for mange unge på STU og andre forberedende tilbud, der ikke kommer godt videre, efter tilbuddene er afsluttet.

Målet er at skabe en forenkling inden for hele området af forberedende uddannelsestilbud med de unge i centrum – også de unge, som i dag er på STU.

Anna Mee Allerslev (R)
Formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg

Stort kørekort i forkortelser 
Alle er enige om, at der er et stort behov for at rydde op i junglen af forberedende uddannelsestilbud. Netop for de unges skyld. Langt de fleste unge, forældre og endda vejledere ved ikke engang, hvad der er af tilbud, som kan hjælpe den enkelte unge bedst. Så forvirrende er det. Det kræver næsten stort kørekort i forkortelser at finde den rette vej: EGU, STU, KUU, AVU, FVU, OBU – og vi kunne blive ved.

Vi skal have et overskueligt og smidigt system. Ikke for systemets skyld, men for at få de unge godt igennem – og ikke mindst godt videre i livet. Problemet er nemlig desværre også, at de nuværende tilbud langt fra alle sammen har den nødvendige kvalitet og redskaber til at give de unge en brugbar uddannelse.

En ramme, der sikrer høj kvalitet
KL foreslår derfor, at erhvervsgrunduddannelsen (EGU), kombineret ungdomsuddannelse (KUU) og STU sammenlægges til én uddannelsesretning. Vi taler om en ramme, der sikrer høj kvalitet. Ikke nødvendigvis det samme indhold i alle kommuner. I den nye uddannelse kan også indgå de nuværende produktionsskoleforløb og dele af almenkvalificeringen, for eksempel AVU. Der er mange muligheder og rig mulighed for at beholde mangfoldigheden i KL’s udspil. En ny samlet ramme skal dog som et entydigt bindende mål hæve kvaliteten i uddannelsen til de udsatte unge. 

Vi foreslår, at det nye tilbud skal være opbygget, som de tre nævnte tilbud er i dag – det vil sige med en individuel uddannelsesplan, der tilrettelægges i tæt dialog mellem den unge, forældrene og en vejleder. I uddannelsesplanen indgår tre overordnede elementer: Undervisning, praktik/værksted og personlig støtte. Det er vigtigt, at det nye tilbud, som vi kalder ”den forberedende ungdomsuddannelse”, kan tilrettelægges helt individuelt efter den unges særlige behov – også med hensyn til varighed og studieintensitet.

Risikerer at tabe de unge med STU'en
STU-ordningen har i dag sine begrænsninger, hvilket er alment kendt. Uddannelsen rammer ved siden af nogle af de unge i målgruppen, fordi den i sin struktur stiller ret høje krav til studieaktivitet.

Desuden er uddannelsen ikke godt nok afstemt med mulighederne for at få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi risikerer derfor at tabe for mange udsatte unge i dag og sende dem videre uden reel mulighed for at få en anden uddannelse eller et job. Måske ser det pænt ud i statistikken. Men den unge er ikke kommet nærmere et selvstændigt liv.

Samme muligheder og rettigheder for alle unge
Ekspertgruppen om bedre veje til ungdomsuddannelse har skitseret en lidt anden løsning, som dog langt hen ad vejen ligner KL's forslag. Her er STU ikke med i en samlet ungdomsuddannelse, men fortsætter som hidtil i sit eget uddannelsesspor. Hvis man ender med at beslutte denne model, er det vores ønske, at STU-eleverne i det mindste får mulighed for have moduler fra en ny forberedende ungdomsuddannelse.

Det er ikke en fordel for de unge i STU, at STU står alene tilbage som det eneste forberedende uddannelsestilbud uden kobling til det øvrige uddannelsessystem. Det vil være synd og skam. Vi vil snyde de unge her i vores optik.

Vi mener helt oprigtigt, at unge med funktionsnedsættelser bør gives de samme muligheder og rettigheder i uddannelsessystemet som andre unge. Den mulighed leverer STU ikke lige nu. Vi indgår meget gerne i en videre dialog med LEV om, hvordan dette sikres. Alle input er velkomne. Der er intet vigtigere for os end at give alle unge – selvfølgelig også dem med funktionsnedsættelse – en uddannelse og den bedste start på livet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Mee Allerslev

Fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (R), Københavns Kommune
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2005), cand.jur. (Københavns Uni. 2016)

0:000:00