Lektor om Riisager: Det er mere, end centrum-venstre kan klare

Af Thomas Aastrup Rømer
Lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet

Her er en politisk-pædagogisk vurdering af de første reaktioner på ministerskiftet

Vi har fået en undervisningsminister, som
... er imod konkurrencestaten og har skrevet om det flere gange
... går ind for pædagogisk frihed og kundskaber
... har stemt imod alle skolelovene, inklusiv L409
... har kæmpet intenst og nærmest alene for både folkeskole og frie skoler i fem år

Det er mere, end centrum-venstre kan klare. Det er simpelthen for neo-liberalt at være imod konkurrencestaten eller hvad? Det er de nye Ove Kaj Pedersen-tider hos de gamle partier, der regerer sjælene. Derfor gør man alt for at proppe kritikken ned i forliget igen:

Konkurrencestatstidende kører decideret kampagne. Avisens uddannelsesredaktion har med ihærdig systematik ignoreret alle politiske og faglige variationer over Riisagers synspunkter i fem år, og det har den åbenbart ikke tænkt sig at ændre på. På både Altinget, Folkeskolen.dk og Berlingske kører man mere almindelig journalistik.

SF, Radikale, Socialdemokratiet og Alternativet
Børneaktiepartiets skolepolitiske ordfører, Jacob Mark (SF), har lavet en hel plakat, hvor der står, at SF går ind for "bedre folkeskoler", mens Riisager kun går ind for "rigere privatskoler". Men det er for groft: Var det ikke SF, der stemte ALLE skolelovene igennem? Er det en ”bedre folkeskole”? Partiet har intet lært. Men det er den moderne socialisme: Man er i lommen på konkurrencestat og datalæringstvang uden kontakt med intellektuel kritik. Det er sørme godt, at folk får bedre muligheder for at lave frie skoler, når det skal være på den måde.

Man bør hjælpe og kvalificere Riisagers kritik ind i regeringen i stedet for at holde fast i forliget, så kritikken tæmmes og forsvinder ned i partiprogrammet.

Thomas Aastrup Rømer
Lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet

Hvorfor træder Arbejdsmarkedspartiet ikke til som ren støtte for Riisager, så skoleforliget kan ændres eller korrigeres i en eller anden fælles retning? Marianne Jelved (R) og Morten Østergaard (R) og efterhånden også Lotte Rod (R) har i et halvt år tordnet mod målstyringen af skolerne. Nu kommer der en minister, som vil det samme, men straks slår Lotte Rod ring om sit dumme forlig. Hvorfor benytter partiet ikke chancen til at realisere sine nyvundne indsigter? Måske fordi det er løgn? Måske fordi man bare er et Arbejdsmarkedsparti?

Konkurrencestatspartiet lader jeg fare. Det er uden for pædagogisk rækkevidde. Der er Corydon-horisont over hele linjen. Den eneste undtagelse er viceborgmesteren i Lyngby, men selv han slår ring om sit partis tomhed i den aktuelle situation.

Så er der Alternativets ordfører Carolina Magdalene Maier, som er den eneste, der indtil nu ser ud til at se nogle skolepolitiske muligheder i ministerskiftet. Det går godt i den omegn.

Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Venstre og Konservative
Og ganske kort om de andre partier:

Dansk Fryseparti holder også fast i forliget. De mener, at forligets opgør med ”dansk folkelighed” har noget med ”Dansk Folkeparti” at gøre? Det er nærmest komisk, er det ikke?

Så er der Enhedslisten. De må da være vilde med en minister, der revser konkurrencestaten? Foreløbigt er de tavse. De vil måske hellere have konkurrencestatslæring end at give to procent på koblingsbidraget til friskolerne? Det er nok det, man kalder ”socialisme”.

Så er der Venstre og Konservative. De er også uden for pædagogisk rækkevidde. De er embedsmænd for Antorinis opgør med kundskaber og med Grundtvigske skoletemaer.

Jeg taler ikke om at stemme på LA, men om at gribe de skolepolitiske muligheder, som dette ministerskifte giver, så det ikke kun er LA, der skal bære kritikken. Man bør hjælpe og kvalificere Riisagers kritik ind i regeringen i stedet for at holde fast i forliget, så kritikken tæmmes og forsvinder ned i partiprogrammet.