Lektor: VIA-rektors ros til regeringens uddannelsesreform er en gratis omgang

En stråmand

Kort fortalt gav jeg udtryk for en bekymring om, at der vil gå inflation i uddannelsernes betegnelser, hvis regeringen laver en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse uden et gymnasialt vidensgrundlag.

Samtidig vil de tage de akademiske komponenter ud af de forkortede professionsbacheloruddannelser og i forlængelse heraf oprette en etårig praksisrettet professionsmaster, som af navn skal være på niveau med universiteternes kandidatuddannelser, men næppe – som indholdet er beskrevet nu – vil blive det af gavn.

I sit svar melder Sommer Harrits hus forbi. Kun hvis man "lider af den vildfarelse, at høje uddannelsesniveauer udelukkende kan være akademiske," er der grund til at bekymre sig, skriver hun.

Herefter griber hun fat i den metafor, jeg bruger til at sondre mellem praktisk erfaring og begrebslig læring (jeg sammenligner det med forholdet mellem at spille håndbold og skak), idet hun slår fast, at "professionsfaglighed er sin helt egen sportsgren."

Det er denne tredje faglighed, regeringen vil styrke, hævder Sommer Harrits.

Det undrer mig, at Sommer Harrits slet ikke kan forestille sig, at problemet med uddannelsesinflation vil få betydning for de uddannelser, hun står i spidsen for.

Jørn Bjerre
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Det lyder lige til, men Sommer Harrits overser, at den tredje faglighed, hun taler om, er en syntese af de to, jeg nævner, hvorfor en svækkelse af den ene af disse fagligheder vil gå ud over den samlede faglighed.

Det er således en stråmand, Sommer Harrits diskuterer med, når hun udstiller argumentet om, at høje uddannelsesniveauer udelukkende kan være akademiske, som min vildfarelse.

Mere grundlæggende undrer det mig, at Sommer Harrits slet ikke kan forestille sig, at problemet med uddannelsesinflation vil få betydning for de uddannelser, hun står i spidsen for.

Tryktest af påstand

En af de direkte konsekvenser er nemlig, som BUPL-forperson Elisa Rimpler siger, at det vil blive nemmere at komme ind på pædagoguddannelsen, hvilket i sidste ende vil "gøre pædagoguddannelsen til en andenrangs-professionsuddannelse."

Meningen med at trykteste en påtænkt reform i offentligheden er at få renset ud i de begrebslige fejlslutninger og forudsigelige problemer, før idéerne oversættes til omkostningsfulde fejldispositioner.

Reformarbejdet har indtil nu lidt betydeligt under uklare uddannelsesfaglige kriterier.

Som et bidrag til at råde bod på dette, vil jeg gerne lægge mine kriterier frem og bruge dem som et grundlag for at trykteste Sommer Harrits påstand om, at "professionsfaglighed er sin helt egen sportsgren."

Mit udgangspunkt for at diskutere professionsuddannelserne er, at de offentlige professioner har en demokratisk funktion, og at forudsætningen for, at de kan leve op til denne, er, at de har en bestemt karakter, som man kan definere nærmere ved at henvise til Talcott Parsons’ professionssociologiske analyser.

Parsons hævder, at en professionel er kendetegnet ved evnen til at operere selvstændigt i relation til de opgaver, personen er specialiseret til at løse, og at denne autonomi bygger på en domænespecifik viden, evne til at operere ud fra universalistiske principper og i overensstemmelse med et etisk kodeks, der sikrer, at handlingerne er alment motiverede.

Det er således ved at uddanne professionelle, så de er i stand til at operere ud fra disse kriterier, at en profession får prestige. Omvendt: Jo længere, man bevæger sig væk fra denne bundlinje, jo mere risikerer man at undergrave professionernes grundlag, identitet og prestige.

Svækker vidensgrundlag

I lyset af ovennævnte kriterier undrer det mig, at Sommer Harrits ikke kan se problemet med en reform, der vil forkorte nogle af de vigtige uddannelser, hun står i spidsen for, med 15 ECTS, erstatte bachelorprojektet med en praksisrettet professionsprøve og reducere omfanget af teoretiske elementer som eksempelvis videnskabsteori for at gøre undervisningen mere øvelsesbaseret og tættere knyttes til praksis.

Det undrer mig, hvis ledelsen på landets store uddannelsesinstitutioner ikke kan se problemet.

Jørn Bjerre
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Ud fra de nævnte kriterier er der tale om inflation, når en svækkelse af en professions vidensgrundlag omtales som en forbedring.

Ud fra de nævnte kriterier vil dette yderligere bidrage til den de-professionalisering, som har været diskuteret i årtier i professionshøjskoleregi, idet det vil gøre professionerne mindre autonome i forhold til det administrative og politiske system.

Ud fra de nævnte kriterier vil denne svækkelse af uddannelsernes selvstændige vidensgrundlag og den medfølgende de-professionalisering svække muligheden for, at de professionelle, Sommer Harrits uddanner, bliver i stand til at spille den rolle i demokratiet, som jeg mener, de bør spille.

En gratis omgang

Det undrer mig, hvis ledelsen på landets store uddannelsesinstitutioner ikke kan se problemet.

Som jeg læser Sommer Harrits’ indlæg, så bruger hun argumentet om, at professionsfaglighed er en sportsgren for sig, til at tale uden om det problem, jeg nævner. For, hvad mener hun mere konkret med ”en sportsgren for sig”?

Gælder de nævnte kriterier for professionalisme så ikke for de uddannelser, Sommer Harrits står i spidsen for? Er de problemer med deprofessionalisering, som tidligere har stået så centralt i professionshøjskolens debatter, ikke længere aktuelle?

Hvis ikke Sommer Harrits kan blive konkret, når det gælder disse spørgsmål, så er det en gratis omgang, når hun roser regeringen og påstår, at dens udspil vil styrke professionerne.

Hvorfor mener hun, at reformen gør de professionelle bedre i stand til at udfolde deres rolle i et demokratisk samfund? Hvorfor vil reformen give professionerne et bedre vidensgrundlag og mere prestige?

Hvorfor bliver de bedre af at blive kortere, lettere at komme ind på, mindre teoretiske og ved at erstatte den afsluttende opgave med praksisorienterede forløb?

Jørn Bjerre
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Kortere er bedre?

Hvis Sommer Harrits har ret i, at professionsfaglighed er en sportsgren for sig, hvorfor skal præster, jurister, embedsmænd, gymnasielærere og læger så ikke have del i denne faglighed? Hvorfor ikke tage de akademiske moduler ud af disse professionsuddannelser og gøre dem mere praksisrettede?

Mit bud vil være, at det vil give os præster, der ikke kan forholde sig til grundteksterne på originalsprog; jurister og embedsmænd, der mangler viden om loven; gymnasielærere med et svagt kendskab til deres fag; og læger, man ikke tør betro sin sundhed til.

Sommer Harrits mangler at forklare, hvorfor tingene stiller sig anderledes, når det gælder de professioner, hun uddanner til. Hvorfor bliver de bedre af at blive kortere, lettere at komme ind på, mindre teoretiske og ved at erstatte den afsluttende opgave med praksisorienterede forløb?

Min daværende rektors metode til at trykteste reformidéer, burde gøres til forvaltningsmæssig standardprocedure.

Man skylder at kunne svare på den slags kritiske spørgsmål, jeg rejser her, før man ændrer på professionernes uddannelse og identitet.

Samtidig ville min daværende rektors metode også kunne tjene som instruks for professionelle, da den viser, hvad det vil sige at være en loyal medarbejder i et demokrati: Ikke ved mekanisk docilitet, men ved kritisk engagement, viser man, at man er loyal.