Mindre sygefravær blandt københavnske lærere

STATUS: Sygefraværet blandt københavnske lærere falder og er nu næsten på niveau med fraværet før lærerkonflikten i 2013. Samtidig stiger lærernes sygefravær på landsplan.

Pia Allerslev glæder sig over, at lærernes trivsel på de københavnske folkeskoler er blevet bedre.
Pia Allerslev glæder sig over, at lærernes trivsel på de københavnske folkeskoler er blevet bedre.
Erik Bjørn Møller

Politisk fokus og en særlig task force har medvirket til at nedbringe antallet af sygemeldinger fra københavnske lærere, så niveauet næsten er på linje med sygefraværet før lærerkonflikten i 2013.

Det fremgår af et svar fra Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune til Konservatives medlem af Borgerrepræsentationen, Jakob Næsager.

Henover skoleåret er lærernes sygefravær faldet fra 14,4 dagsværk i skoleåret 2014/15 til 11,7 dagsværk i skoleåret 2015/16. Det tilsvarende tal i skoleåret, før skolekonflikten var 11,4 dage.

Opgjort på kalenderåret er de københavnske læreres sygefravær foreløbig faldet fra 14,2 dage i 2014 til 13,1 dage i 2015.

Jeg ser også faldet som et udtryk for, at vi er kommet meget langt i arbejdet med at indarbejde reformens mål og ambitioner i vores folkeskoler.

Pia Allerslev (V)
Børne- og ungdomsborgmester i København

Med faldet nærmer de københavnske læreres sygefravær sig landsgennemsnittet for læreres sygefravær, der fra 2014 til 2015 er steget fra 11,8 fraværsdage til 12,6.

Langt med reformen
Københavns børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev (V) tager det faldende antal sygemeldinger fra lærerne som et udtryk for, at trivslen blandt hovedstadskommunens 3.200 lærere er blevet bedre.

”Jeg ser også faldet som et udtryk for, at vi er kommet meget langt i arbejdet med at indarbejde reformens mål og ambitioner i vores folkeskoler, det skaber ro og altså også et lavere sygefravær. Al erfaring viser, at når der sker store ændringer for medarbejdere – i dette tilfælde indførelsen af folkeskolereformen – så ser man typisk et højere sygefravær,” siger borgmesteren.

Hun peger på, at det har været et vigtigt politisk fokusområde at sætte ind mod det stigende sygefravær for at sikre, at kommunens 35.000 folkeskoleelever så vidt muligt kan undervises af deres faste lærere og få mest muligt ud af undervisningen.

I den forbindelse har forvaltningen oprettet en såkaldt task force, som arbejdspladser med særlige udfordringer kan trække på. Den tilbyder særlige forløb til de sygdomsramte arbejdspladser og kan hjælpe lederne med at etablere en systematik i opfølgning og håndteringen af medarbejdernes fravær.

Flere ansøgere til lærerjob
”Lærernes sygefravær er faldet takket være en kæmpe indsats fra vores skoleledere, lærerne og de faglige organisationer, de har arbejdet meget målrettet og systematisk for at nedbringe fraværet,” siger Pia Allerslev – der også peger på et andet positivt element i udviklingen i de københavnske folkeskoler: Mens kommunen tidligere – ligesom mange andre kommuner – har oplevet voksende problemer med rekruttere lærere, kan den københavnske forvaltning nu notere sig en stigning i det gennemsnitlige antal ansøgere per opslag.

”Vi får flere ansøgere til de ledige lærerstillinger, og det er en meget positiv udvikling, at den københavnske folkeskole opleves som en attraktiv arbejdsplads,” siger Pia Allerslev.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Allerslev

Selvstændig rådgiver, formand for CP Danmark og Fonden Cph Stage, bestyrelsesmedlem, DGI, medejer, SimpleDK
lærer (Frederiksberg Seminarium 1999)

0:000:00