Rektor: Embedsmænd kan sikre god elevfordeling

Af Jens Boe Nielsen
Rektor på Nørre Gymnasium

Fordelingen af elever (og herunder især elever med anden etnisk baggrund end dansk) udgør en debat, som aldrig vil stoppe.

Der er ikke meget nyt under solen her, måske bortset fra, at det efterhånden står helt klart, at en "løsning" skal findes med en politisk beslutning.

Der findes grundlæggende to forskellige synspunkter på elevfordelingen, som almindeligvis fremstilles som uforenelige modsætninger. På den ene side det helt liberale synspunkt, at vi som samfund skal imødekomme hver enkelt elevs ønske om uddannelse og uddannelsessted.

Bor man i en lille by med stor afstand til andre institutioner, er valgmulighederne begrænsede, mens de er væsentligt større i de store byer, hvor der er flere uddannelsesinstitutioner.

Jens Boe Nielsen
Rektor på Nørre Gymnasium

Og på den anden side det synspunkt, som repræsenteres af Enhedslisten, at samfundet stiller et landsdækkende og ensartet tilbud til rådighed, og at det således er principielt ligegyldigt, hvor man placeres, så længe man får en eksamen, som kan bruges overalt i landet.

Komplekse søgemønstre
Nu er virkeligheden, at vi har bygget et meget komplekst ungdomsuddannelsessystem op, og at der selv inden for den enkelte ungdomsuddannelse gives forskelligartede tilbud (især forskellige studieretninger).

Elevernes ønsker skifter, hvorfor søgemønstrene varierer. Søgning og kapacitet passer aldrig sammen, så der er altid elever, som ikke får deres mest brændende ønske opfyldt.

Jens Boe Nielsen
Rektor på Nørre Gymnasium

Så bor man i en lille by med stor afstand til andre institutioner, er valgmulighederne begrænset, mens de er væsentligt større i de store byer, hvor der er flere uddannelsesinstitutioner. Det ændrer ikke på, at en studentereksamen er lige meget værd, uanset hvor den er opnået.

Det er også således, at elevernes ønsker skifter, hvorfor søgemønstrene varierer. Søgning og kapacitet passer aldrig sammen, så der er altid elever, som ikke får deres mest brændende ønske opfyldt.

Disse "brændende ønsker" kan være styret af mange forskellige parametre, herunder andelen af elever med en bestemt national baggrund, studieretninger, placering, skolens ry og meget andet.

Nærhed prioriteres højest
Det er umiddelbart flot, at vi i dag kan imødekomme cirka 90 procent af alle elevers allerstærkeste ønske om en bestemt institution. Og for alle de elever, som søger ind på institutioner, som har større kapacitet end deres søgning, gælder det, at de optages.

I forhold til de institutioner, hvor søgningen er større end kapaciteten, er princippet, at man først imødekommer alle de elever, som bor tættest på institutionen. Resten henvises til en af deres andre prioriteter eller til et sted, de slet ikke har ønsket.

Der er altså elever, som må køre langt eller placeres et sted, som de under ingen omstændigheder havde med i deres prioritetsrækkefølge.

Lad embedsfolk sikre fornuftig fordeling
Tænk, hvis vi anlagde et lidt mere pragmatisk syn på elevfordelingen og hørte, hvilke to-tre gymnasier, som den enkelte elev kunne tænke sig, og derefter lod nogle embedsfolk om at sikre, at der sker en fornuftig fordeling, som tager den enkelte elevs ønske om et af flere gymnasier i betragtning, og som også ser på transportkrav, akademiske forudsætninger, handicap og regionens samlede kapacitet i fordelingen.

Det er min umiddelbare (men ikke dokumenterede) vurdering, at mindst 85 procent elever stadig vil få deres første prioritet, mens de sidste 15 procent vil få en af deres andre prioriteter eller et gymnasium tæt på bopælen opfyldt. Det vil helt sikkert medføre lidt flere utilfredse borgere, men også færre, som er meget kede af det.

Og dette forslag burde kunne imødekomme den mest liberale ministers ønske om at imødekomme borgerne, såvel som ønsket om en fornuftig udnyttelse af samfundsressourcerne.